Anonym skriver:
Af hensyn til min søster som også er herinde er jeg nød til at være anonym..
Jeg har det virkelig mærkeligt.. Min mor har lige ringet og sagt at min morfar er faldet om og er blevet hentet med ambulancen.. Hun sagde at det var da skummelt at det lige skulle ske i dag, jeg kiggede på datoen på min computer og kom til at se at det er præcis et år siden at min mormor døde (31/05-2010 kl. 12.33).. Jeg tænkte ikke helt over at det er i dag det er et år siden for er blevet enig med mig selv ikke at tænke så intenst over det..
Efter at jeg lagde på kom der en følelse af lettelse og glæde frem i mig over at min morfar nu får frem og forhåbentlig kommer samme sted hen som min mormor.. Om det så er ingensteder eller om de kommer et andet sted hen tror jeg det er det bedste.. For han har ikka haft et nemt liv.. Mener det var i 1980 han kørte galt og skulle starte livet helt forfra fra barns ben igen.. og nu er han blevet dement og kan virkelig ikke huske noget som helst.. Så jeg vil sige at han fortjener at få fred nu..
Men jeg har det virkelig også dårligt over at have denne følelse..
Er jeg et dårligt menneske fordi jeg føler sådan..?
Er der andre der har prøvet at have denne følelse ag lettelse og glæde?
Nej..det er der bestemt ikke noget forkert eller mærkeligt ved.
Hvis man ved med sig selv at døden ikke er enden, så er der jo egentligt ikke noget at være ked af, og slet ikke hvis man ved at den afdøde har haft det svært.
Så træk du bare vejret roligt vense.
Din morfar har haft et langt liv og fortjener at slippe, hvis han savner din mormor og/eller har fået nok af livet.
For nogle år siden begik en af mine nære venner selvmord.
Han blev kun et par og 30, og det er jo, rent objektivt en alt for ung alder at tage afsted, men han have i over to år pint både sig selv og sin familie (især sin kone) fordi han ikke kunne komme ud af en svær depression. Han havde flere gange forsøgt selvmord, og hans kone var helt slidt ned af angst over, hvornår hun næste gang ville finde ham, midt i et forsøg på at tage livet af sig selv, + at han gjorde deres liv til et helvede.
Senere erkendte hun, at det et eller andet sted var en lettelse for hende, da det endelig lykkedes ham.
Og jeg kunne godt forstå hende.
Nogle var dybt forargede, for sådan kunne man da ikke føle...men helt ærligt...hvis man kan se, at den man holder af, lever skidt, er ked af livet og egentligt ikke orker mere, så er det vel kun naturligt, at man føler lettelse ved at vide at de ikke bliver pint mere i et liv, de er trætte af.
For mig var det også en lettelse at se min far drage afsted, selvom jeg naturligvis var ked af at slippe ham, men han var meget syg og så måtte jeg glæde mig over det vi havde haft sammen, i stedet for at stirre på alt det vi ikke fik sammen.
Og jeg vidste jo, at han ville få det godt, når han var draget af.
Selvfølgelig savner vi dem, vi mister, men man må også prøve at se forbi sig selv og videre ud i livet og døden der altid vil følge efter.
Kærligst
Sussie
