Har det virkelig mærkeligt inden i..?

Af hensyn til min søster som også er herinde er jeg nød til at være anonym..

Jeg har det virkelig mærkeligt.. Min mor har lige ringet og sagt at min morfar er faldet om og er blevet hentet med ambulancen.. Hun sagde at det var da skummelt at det lige skulle ske i dag, jeg kiggede på datoen på min computer og kom til at se at det er præcis et år siden at min mormor døde (31/05-2010 kl. 12.33).. Jeg tænkte ikke helt over at det er i dag det er et år siden for er blevet enig med mig selv ikke at tænke så intenst over det..

Efter at jeg lagde på kom der en følelse af lettelse og glæde frem i mig over at min morfar nu får frem og forhåbentlig kommer samme sted hen som min mormor.. Om det så er ingensteder eller om de kommer et andet sted hen tror jeg det er det bedste.. For han har ikka haft et nemt liv.. Mener det var i 1980 han kørte galt og skulle starte livet helt forfra fra barns ben igen.. og nu er han blevet dement og kan virkelig ikke huske noget som helst.. Så jeg vil sige at han fortjener at få fred nu..

Men jeg har det virkelig også dårligt over at have denne følelse..

Er jeg et dårligt menneske fordi jeg føler sådan..?

Er der andre der har prøvet at have denne følelse ag lettelse og glæde?

Nej, jeg synes overhovedet ikke det er dårligt af dig.

Det er aldrig nogensinde rart at skulle tage afsked med et menneske man elsker, men din morfar har jo levet et langt liv, og nu er det måske lige præcis blevet hans tur til at få fred og få lov at være sammen med din mormor.

Jeg håber (såfremt han altså dør nu), at i får en smuk og fredfyldt bisættelse, og at i alle sammen kan få lov at fæle at han har haft et godt liv og at han har fået en værdig afsked.

Thalia skriver:

Nej, jeg synes overhovedet ikke det er dårligt af dig.

Det er aldrig nogensinde rart at skulle tage afsked med et menneske man elsker, men din morfar har jo levet et langt liv, og nu er det måske lige præcis blevet hans tur til at få fred og få lov at være sammen med din mormor.

Jeg håber (såfremt han altså dør nu), at i får en smuk og fredfyldt bisættelse, og at i alle sammen kan få lov at fæle at han har haft et godt liv og at han har fået en værdig afsked.

Min morfar har aldrig rigtig været en morfar for os, andet end da vi var små.. Så et eller andet sted betyder han ikke så meget for mig.. Jeg ser ham mere som et ældre menneske som jeg bare kender lidt bedre end hvis det var et ældre menneske på et plejehjem som man "bare" passer og kun kender en lille brøkdel af deres liv.. Det er virkelig en mærkelig fornemmelse at sidde med.. Kan slet ikke beskrive hvor dårlig smag jeg har i munden over at tænke at jeg håber det bliver hans tur nu

Anonym skriver:

Min morfar har aldrig rigtig været en morfar for os, andet end da vi var små.. Så et eller andet sted betyder han ikke så meget for mig.. Jeg ser ham mere som et ældre menneske som jeg bare kender lidt bedre end hvis det var et ældre menneske på et plejehjem som man "bare" passer og kun kender en lille brøkdel af deres liv.. Det er virkelig en mærkelig fornemmelse at sidde med.. Kan slet ikke beskrive hvor dårlig smag jeg har i munden over at tænke at jeg håber det bliver hans tur nu

Jamen selvfølgelig er det underligt, men det er ikke noget du skal have det dårligt over.

Selvom du ikke føler du kender ham så godt, er det vel ok at ønske det bedste for ham, og hvis man er meget gemmel og dement og ikke har den store livskvalitet mere, så er det da helt ok at man ønsker at vedkommende får en fredfyldt død.

Jeg kan sagtens forstå at det sætter gang i en masse blandede følelser, men jeg synes altså absolut ikke at du skal have det dårligt med at tænke som du gør.

Anonym skriver:

Af hensyn til min søster som også er herinde er jeg nød til at være anonym..

Jeg har det virkelig mærkeligt.. Min mor har lige ringet og sagt at min morfar er faldet om og er blevet hentet med ambulancen.. Hun sagde at det var da skummelt at det lige skulle ske i dag, jeg kiggede på datoen på min computer og kom til at se at det er præcis et år siden at min mormor døde (31/05-2010 kl. 12.33).. Jeg tænkte ikke helt over at det er i dag det er et år siden for er blevet enig med mig selv ikke at tænke så intenst over det..

Efter at jeg lagde på kom der en følelse af lettelse og glæde frem i mig over at min morfar nu får frem og forhåbentlig kommer samme sted hen som min mormor.. Om det så er ingensteder eller om de kommer et andet sted hen tror jeg det er det bedste.. For han har ikka haft et nemt liv.. Mener det var i 1980 han kørte galt og skulle starte livet helt forfra fra barns ben igen.. og nu er han blevet dement og kan virkelig ikke huske noget som helst.. Så jeg vil sige at han fortjener at få fred nu..

Men jeg har det virkelig også dårligt over at have denne følelse..

Er jeg et dårligt menneske fordi jeg føler sådan..?

Er der andre der har prøvet at have denne følelse ag lettelse og glæde?

Ja! Den samme følelse har jeg haft - mange gange endda... Puha, det er aldrig nemt 

I sommeren 07 "mistede" jeg både min mormor og morfar på samme uge. Min mormor faldt om med en hjerneblødning og blev lam i venstre side af kroppen og kom i kørestol - de første par dage havde vi ingen kontakt med hende. Ugen efter døde min morfar! Min mormor startede på ny - som en baby. I efteråret 07 kom hun på plejehjem, men hun blev aldrig den samme igen og sultede sig selv til sidst. Påsken 09 gik hun bort 

I løbet af de år har vi i familien tænkt akkurat det samme. Hun kunne ikke mere og vi kunne ikke holde til at se hende "lide" så meget. Der var tæt sammenhold i familien, men hold op det var hårdt....

jeg synes ikke du skal tænke der er noget forkert i det. for ønsker man ikke det bedste for sine nærmeste. tit når man tænker det er forfærdeligt er det fordi man tænker på hvordan man selv har det med det. for han vil han jo få fred. han har levet et langt og godt liv. at han kan komme det samme sted hen som din mormor, vil enlig nok være det bedste. måske er der mere mellem himmel og jord som siger at han skal nyde det sammen med hende igen

at du føler sådan gør dig ikke til et dårligt menneske. havde selv samme følse da min mor døede efter flere års kræft. han har kæmpet og det okay at komme til et punkt hvor det rette tidspunkt er kommet.  

BB78 skriver:

Ja! Den samme følelse har jeg haft - mange gange endda... Puha, det er aldrig nemt 

I sommeren 07 "mistede" jeg både min mormor og morfar på samme uge. Min mormor faldt om med en hjerneblødning og blev lam i venstre side af kroppen og kom i kørestol - de første par dage havde vi ingen kontakt med hende. Ugen efter døde min morfar! Min mormor startede på ny - som en baby. I efteråret 07 kom hun på plejehjem, men hun blev aldrig den samme igen og sultede sig selv til sidst. Påsken 09 gik hun bort 

I løbet af de år har vi i familien tænkt akkurat det samme. Hun kunne ikke mere og vi kunne ikke holde til at se hende "lide" så meget. Der var tæt sammenhold i familien, men hold op det var hårdt....

Ja, men det er bare så mærkeligt..

For et eller andet sted betyder han virkelig INGENTING for mig, men alligevel betyder han jo så meget for mig.. Det er bare så underligt det hele.. Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke og gøre af mig selv lige nu..  

Af hensyn til min søster som også er herinde er jeg nød til at være anonym..

Jeg har det virkelig mærkeligt.. Min mor har lige ringet og sagt at min morfar er faldet om og er blevet hentet med ambulancen.. Hun sagde at det var da skummelt at det lige skulle ske i dag, jeg kiggede på datoen på min computer og kom til at se at det er præcis et år siden at min mormor døde (31/05-2010 kl. 12.33).. Jeg tænkte ikke helt over at det er i dag det er et år siden for er blevet enig med mig selv ikke at tænke så intenst over det..

Efter at jeg lagde på kom der en følelse af lettelse og glæde frem i mig over at min morfar nu får frem og forhåbentlig kommer samme sted hen som min mormor.. Om det så er ingensteder eller om de kommer et andet sted hen tror jeg det er det bedste.. For han har ikka haft et nemt liv.. Mener det var i 1980 han kørte galt og skulle starte livet helt forfra fra barns ben igen.. og nu er han blevet dement og kan virkelig ikke huske noget som helst.. Så jeg vil sige at han fortjener at få fred nu..

Men jeg har det virkelig også dårligt over at have denne følelse..

Er jeg et dårligt menneske fordi jeg føler sådan..?

Er der andre der har prøvet at have denne følelse ag lettelse og glæde?

Det er en meget normal og menneskelig følelse, og faktisk en meget lidt egoistisk følelse, for det er jo hvad du ønsker for ham, ikke hvad dine egne behov er - vi har jo aldrig lyst til at miste dem der står os nær (om de s¨å er tætte eller ej), men nogengange så er døden det bedste for dem - og det syntes jeg bestemt ikke man skal have dårlig samvittighed over. ej heller at man ikke føler sig tæt på dem, derfor vil du vel stadig at din morfar får fred. 

N&J skriver:

Det er en meget normal og menneskelig følelse, og faktisk en meget lidt egoistisk følelse, for det er jo hvad du ønsker for ham, ikke hvad dine egne behov er - vi har jo aldrig lyst til at miste dem der står os nær, men nogengange så er døden det bedste for dem - og det syntes jeg bestemt ikke man skal have dårlig samvittighed over. 

Jeg prøver også hele tiden og sige til mig selv at det er helt okay at have det sådan.. Men det er godt nok svært..

Anonym skriver:

Jeg prøver også hele tiden og sige til mig selv at det er helt okay at have det sådan.. Men det er godt nok svært..

Det forstår jeg godt, men det er helt normalt at føle lettelse og glæde, den følelse sad jeg også med da min mormor døde efter lang tids kræftsygdom og generalt har jeg i den tid jeg arbejde på plejehjem set mange komme derfra og vi var oftes glade - ikke fordi nogen var døde, men fordi de havde fået fred, oftes var deres livskvalitet ikke længere til stede, pog så kan man diskutere hvem de egentlig bliver holdt i live for (tænker med medicin og lign som forlængelse af deres liv)

Så jeg syntes det er helt normale og reelle følelser du sidder med, og det er helt okey at have det sådan - jeg snakkede med mine søskende om det da min mormor døde (vio oplevede det jo alle forskellige) og ventede så med at tage den med min mor til efter begravelsen - for hun kunne jo godt se at det var det bedste der kunne ske for min mormor til tros for at det gjorde ondt på hende også at miste sin anden forældre - hendes tvillingebror er død for kort tid siden og selv her ved vi jo godt allesammen, at han ikke havde det godt til sidst (kræft) og at det var det bedste for ham, selvom vi egoistisk set gerne ville have beholdt ham her på denne jord. 

Så lettelse og glæde er ligeså normale følelser som skyld, vrede/had og bare det at være ked af det.