Har det virkelig mærkeligt inden i..?

OG DU ER BESTEMT IKKE ET DÅRLIGT MENNESKE

N&J skriver:

Det forstår jeg godt, men det er helt normalt at føle lettelse og glæde, den følelse sad jeg også med da min mormor døde efter lang tids kræftsygdom og generalt har jeg i den tid jeg arbejde på plejehjem set mange komme derfra og vi var oftes glade - ikke fordi nogen var døde, men fordi de havde fået fred, oftes var deres livskvalitet ikke længere til stede, pog så kan man diskutere hvem de egentlig bliver holdt i live for (tænker med medicin og lign som forlængelse af deres liv)

 

Så jeg syntes det er helt normale og reelle følelser du sidder med, og det er helt okey at have det sådan - jeg snakkede med mine søskende om det da min mormor døde (vio oplevede det jo alle forskellige) og ventede så med at tage den med min mor til efter begravelsen - for hun kunne jo godt se at det var det bedste der kunne ske for min mormor til tros for at det gjorde ondt på hende også at miste sin anden forældre - hendes tvillingebror er død for kort tid siden og selv her ved vi jo godt allesammen, at han ikke havde det godt til sidst (kræft) og at det var det bedste for ham, selvom vi egoistisk set gerne ville have beholdt ham her på denne jord. 

Så lettelse og glæde er ligeså normale følelser som skyld, vrede/had og bare det at være ked af det. 

Det er også bare mærkeligt..

For da min mormor døde sidste år, var jeg sur og ked af det i lang tid efter og syntes at det var noget så uretfærdigt at hun skulle tages fra os så pludseligt, kun 64 år gammel.. Det var virkelig mærkeligt at hun ikke længere skulle være i blandt os mere, for hun var den både mig og mine søskende betroede os til og gav os gode råd, lyttede og trøstede.. Og vi mistede bare så stor en del af os selv da vi mistede hende.. Vi har ikke længere nogen vi kan betro vores inderste og dybeste følelser til mere.. Så dem går vi med helt for os selv og er ved at knække flere gange.. Min yngste søster kan "falde om" i gråd flere gange om ugen og jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre..

Jeg vil sige at jeg selv er kommet over det der med at være sur og ked af det, er også mere kommet over til at det nok var det bedste der kunne ske for hende.. Men samtidig tænker jeg at hvis hun havde overlevet tror jeg hun havde indset nogen ting og at hun kunne have fået et fantastisk liv efter.. Men sådan blev det bare ikke..

Men syntes det er så underligt at der er så stor forskel på hvordan jeg tænker og føler omkring det..

Synes slet ikke du skal have dårlig samvittighed.

Min mors moster, (som vi egentlig har meget at gøre med) har sclerose (staves) og da hun til sidst ikke havde så mange kræfter, fik hun et liggesår i ryggen, som nu æder hende op. (Ja klamt, men sandt)

Hun er virkelig virkelig virkelig syg, og hun bliver vitterlig ædt op af det sår, som ikke kan helbredes.. - længere forklaring.

Jeg håber, inderligt, at hun snart får fred. Hun er 48 nu, og håber ikke hun når de 49! Det er SÅ synd for hende, og det er absolut ikke noget værdigt liv hun har nu. Hun kan intet! For blot 10 år siden var hun egentlig meget frisk, dog i kørestol, men stadig frisk.. Det er gået så hurtigt..

Så for mig at se, er dine følelser HELT ok!

Anonym skriver:

Det er også bare mærkeligt..

For da min mormor døde sidste år, var jeg sur og ked af det i lang tid efter og syntes at det var noget så uretfærdigt at hun skulle tages fra os så pludseligt, kun 64 år gammel.. Det var virkelig mærkeligt at hun ikke længere skulle være i blandt os mere, for hun var den både mig og mine søskende betroede os til og gav os gode råd, lyttede og trøstede.. Og vi mistede bare så stor en del af os selv da vi mistede hende.. Vi har ikke længere nogen vi kan betro vores inderste og dybeste følelser til mere.. Så dem går vi med helt for os selv og er ved at knække flere gange.. Min yngste søster kan "falde om" i gråd flere gange om ugen og jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre..

Jeg vil sige at jeg selv er kommet over det der med at være sur og ked af det, er også mere kommet over til at det nok var det bedste der kunne ske for hende.. Men samtidig tænker jeg at hvis hun havde overlevet tror jeg hun havde indset nogen ting og at hun kunne have fået et fantastisk liv efter.. Men sådan blev det bare ikke..

Men syntes det er så underligt at der er så stor forskel på hvordan jeg tænker og føler omkring det..

Det syntes jeg egentlig ikke er underligt, du har haft to vidt forskellige forhold til din mormor og morfar, og samtidigt reagerede man anerledes hver gang, det betyder ikke at man ikke holder af personerne, men bare at man har en forskellig tilknytning til dem, samtidigt så døde din mormor først - så det "er mere" naturligt at din morfar skal herfra. Mænd dør oftes kort efter deres kones død, mens konerne ofte lever i flere år efter mandens død.

Jeg holdte af både min bedste og min mormor, men var tættest på min bedste, til tros for at hun døde da jeg var 7 år og min mormor da jeg var i starten af 20'erne, så det er helt sikkert gjort mest ondt på mig at miste min bedste - og det havde det også gjort selvom hun havde levet til nu - det der kan være svært er for omgivelserne at forstå og respektere at man føler sådan og det er selvfølgelig heller ikke midt i sorgen at man nødvendigvis skal snakke med sin mor om det, men jeg syntes du skal prøve at snakke med din søster? om det, for måske sidder I egentlig med de samme følelser og der skal være plads til de forskellige følelser, min søster havde enormt svært ved at forstå mine følelser da vores mormor døde, men som jeg sagde til hende, vi er forskellige, vi reagerede forskelligt, og du har ret til at have det på den måde som du har ligesom jeg har ret til at føle det på den måde jeg gør - der er ingenting som er rigtigt og forkert når man mister.  

Nicolinesmor170510 skriver:

Synes slet ikke du skal have dårlig samvittighed.

Min mors moster, (som vi egentlig har meget at gøre med) har sclerose (staves) og da hun til sidst ikke havde så mange kræfter, fik hun et liggesår i ryggen, som nu æder hende op. (Ja klamt, men sandt)

Hun er virkelig virkelig virkelig syg, og hun bliver vitterlig ædt op af det sår, som ikke kan helbredes.. - længere forklaring.

Jeg håber, inderligt, at hun snart får fred. Hun er 48 nu, og håber ikke hun når de 49! Det er SÅ synd for hende, og det er absolut ikke noget værdigt liv hun har nu. Hun kan intet! For blot 10 år siden var hun egentlig meget frisk, dog i kørestol, men stadig frisk.. Det er gået så hurtigt..

Så for mig at se, er dine følelser HELT ok!

Kan godt forstå dig.. Det er så hårdt at se på en der bare ligger og ikke kan gøre noget..

Anonym skriver:

Kan godt forstå dig.. Det er så hårdt at se på en der bare ligger og ikke kan gøre noget..

Ja, specielt fordi, at hun stadig forstår en heeeelt del i hovedet.. - Dér har sygdommen ikke sat sig så meget endnu.. Så hun forstår det godt, og siger selv, at hvis hun vidste at hun ville ende sådan her, havde hun taget sit liv for længst, imens hun selv kunne..

Nicolinesmor170510 skriver:

Ja, specielt fordi, at hun stadig forstår en heeeelt del i hovedet.. - Dér har sygdommen ikke sat sig så meget endnu.. Så hun forstår det godt, og siger selv, at hvis hun vidste at hun ville ende sådan her, havde hun taget sit liv for længst, imens hun selv kunne..

Årh.. Det er bare så synd sådan noget.. Men jeg tror på en måde at alle mennesker hellere ville tage deres eget liv end at ende sådan.. Sørgeligt, men sandt..

Anonym skriver:

Årh.. Det er bare så synd sådan noget.. Men jeg tror på en måde at alle mennesker hellere ville tage deres eget liv end at ende sådan.. Sørgeligt, men sandt..

Ja det tror jeg også.. Jeg ville!

Anonym skriver:

Af hensyn til min søster som også er herinde er jeg nød til at være anonym..

Jeg har det virkelig mærkeligt.. Min mor har lige ringet og sagt at min morfar er faldet om og er blevet hentet med ambulancen.. Hun sagde at det var da skummelt at det lige skulle ske i dag, jeg kiggede på datoen på min computer og kom til at se at det er præcis et år siden at min mormor døde (31/05-2010 kl. 12.33).. Jeg tænkte ikke helt over at det er i dag det er et år siden for er blevet enig med mig selv ikke at tænke så intenst over det..

Efter at jeg lagde på kom der en følelse af lettelse og glæde frem i mig over at min morfar nu får frem og forhåbentlig kommer samme sted hen som min mormor.. Om det så er ingensteder eller om de kommer et andet sted hen tror jeg det er det bedste.. For han har ikka haft et nemt liv.. Mener det var i 1980 han kørte galt og skulle starte livet helt forfra fra barns ben igen.. og nu er han blevet dement og kan virkelig ikke huske noget som helst.. Så jeg vil sige at han fortjener at få fred nu..

Men jeg har det virkelig også dårligt over at have denne følelse..

Er jeg et dårligt menneske fordi jeg føler sådan..?

Er der andre der har prøvet at have denne følelse ag lettelse og glæde?

JA. Jeg genkender den.

Har også utrolig dårlig samvittighed når de tanker kommer op ind imellem. Det er nemlig et familiemedlem MEGET tæt på.

Men jeg tror bare at det på mange punkter ville gøre livet meget nemmere for os omkring h*n, da h*n i mange år ikke har bidraget til andet end problemer og bekymringer og da h*n kun har en smule af hvad jeg vil kalde livskvalitet tilbage.

Så du er ikke alene. Inderst inde er det jo nok bare fordi vi gerne vil dem omkring os det bedste.

Først lige en ...

Og så: Nej det er du bestemt ikke.

Min morfar døede for 1 år siden, og min mormor ligger nu døende. Jeg håber snart hun går bort, så hun kan få hendes ønske om at blive forenet med morfar opfyldt! - Det er pisse smertefuldt, men det er hendes ønske!

Så nej, det er ikke nogen ond tanke!!