Vi har holdt to omgange dåb.
Med min datter lavede vi selv buffet med rødt kød, deller, skinkestang, flødekartofler, kartoffelsalat, alm. salat og flutes. Derefter var der lagkage og chokolade til kaffen.
Det kostede os ca. 3000 inkl. drikkelse.
Ved min søns dåb sidste sommer bestilte vi brunch gennem Kokken og Jomfruen til ca. 80 kr. pr. kuvert. Maden var sådan set fin nok, men havde vi ikke selv suppleret med lune deller, frisk frugt i læssevis og selv købt brød, tror jeg næppe der var nok - selvom vi bestilte samme antal kuverter som der var gæster. F.eks. var der kun 1 pandekage pr. kuvert og æg og bacon var væk inden jeg selv nåede til. Men vi var 45, så det blev omkring 3600 plus levering for maden. Derudover kom kage, chokolade og drikkelse.
Jeg synes det vil være fint med boller, pålægog lagkage. Evt. kan I jo lave pålægskagemænd, der måske giver et festligt præg.
Hvis I selv laver en buffet kan jeg anbefale skinkestænger (butterdej, pikantost, champignon og skinketern) som en af tingene - de er nemme at lave OG kan fryses = laves i god tid.
Mht. pynt har vi begge gange haft blomster med sølvpapir omkring potten. Jeg lavede så nogle "kæder" i ståltråd med den relevante farve perler på og viklede om. Vi havde også bloklys på bordene i festens farve og så havde jeg købt en hulmaskine i hjerteform og lavede en masse konfetti i forskellige nuancer af lysenes farve, som blev strøet omkring på bordene. Enkelt og billigt - og et ganske fint resultat. Servietterne lavede vi henholdsvis kjole og skjorte af.
Andet pynt kunne være store margueritter eller roser, hvor man nipser hovedet af med et par cm stilke og sætter dem i vinglas med vand i - eller evt. fade, hvor der kan være flere - og måske også flydelys.
Håber I får en fantastisk dag - og bare husk, at de kommer og fejre jeres baby, ikke for at blive blæst omkuld af menu og pynt. De ved I er studerende og ikke har ubegrænsede midler.