jeg læste det i går, og græd...bare græd, Tiffanie stod i barnevognen og brokkede sig...og hende hentede jeg ind, hun har samme alder, jeg kan ikke rumme det i min krop, jeg kan simpelthen ikke få ind under huden hvor skrækkerligt den lille dreng har haft det, og det er mig ubegribeligt at i de 8 mdr. kommunen og politiet er kommet i hjemmet, at ingen har opdaget noget som helst.
den lille dreng elskede med garanti alligevel de voksne mennesker, som behandlede ham som det værste affald, hver eneste dag er han vågnet op til det liv, mens jeg har sat på min fede røv og vrælet over en umulig unge...hans korte liv, i sådan en gru...jammen jeg kan ikke få det ind i mit system...jeg vil ikke...aj jeg kan slet ikke beskrive det.
igen sidder jeg med tåre i øjnene, og tænker, godt han er død, godt han ikke længere skal leve i den frygtelige smerte, og med de frygtelige voksne mennesker omkring ham...godt han bare har lukket sine øjne nu, og ingen, ingen i hele verden kan røre hans lille sjæl mere.
jeg aner slet ikke mine levende råd her...for det er det mest forfærdelige jeg længe har hørt om.
fred være med hans lille sjæl...jeg kan ikke engang blive vred her...jeg bliver bare så dybt ked af det, langt inde i min sjæl...
hvor er det bare forfærdeligt...især når jeg sidder med den følelse af at det er bedre at være død, end at leve med sådanne voksne omkring sig..
hvor tit har vi ikke røget i totterne på hinanden herinde, over åndsvage ting...hvad tøj vi klæder vores børn i, hvad putter vi i munden af vores unger, hvordan gør vi dit og dat...og alt i mens vi havde vores store konflikter...så levede det her barn så kummerligt...nøj hvor har mine problemer været små...
jeg forstår det simpelthen ikke....og er bare så dybt ked af det....
Anmeld
