Det er tidlig morgen.
Du går frem og tilbage på gangen med sommerfugle i maven og nedbidte negle... Du er nervøs. Hvad skal der ske? Du har allerede gjort dig mange tanker om hvad fremtiden skal bringe for Jer og vejet det ene op mod det andet. Men hvad ønsker du egentlig?
Suget i maven er svært at forstå. På den ene side håber du jo, men på den anden side passer det bare SLET ikke ind i planerne. Økonomien er i forvejen træng. Kan det lade sig gøre? Men er økonomien ikke ligemeget så længe der er masser af kærlighed? På den anden side skal der jo også være råd til bleer....
Minutterne går langsomt. Tankerne drøner rundt. Hvad ønsker du egentlig? HVad nu hvis? Og er I overhovedet enige? Hvordan kommer HAN til at reagere... Det er jo kun 3 dage over tid, men den plejer jo at komme til tiden...
Men hvad ønsker du egentlig?
Det kunne jo være fantastisk, men kan det lade sig gøre? Har I tid? Har I virkelig lyst?
Du kigger på uret og tænker at det måske kan gå at lure på den nu? Men hvad nu hvis du ikke kan se noget endnu. Så bliver du jo forvirret over svaret... Nej, det er nok bedst at vente lidt. På den anden side er der jo ingen grund til at vente hvis nu den ER positiv allerede....
Men hvad nu hvis den er positiv? Skal du så have en abort? Hvad ønsker du egentlig?
Hvis nu han fik et ekstra job, så kunne det jo måske godt lade sig gøre alligevel? og tiden er der jo nok af når du er på barsel? eller hvad? Hvad ønsker du egentlig?
Tiden er ved at være gået... Tankerne snurrer rundt og tårerne presser sig på? Hvad pokker ønsker du egentlig?
Du tjekker testen... negativ! Følelsen af skuffelse og glæde breder sig. Alle tankerne var unødvendige, men alligevel er du stadig forvirret!
Hvad ønsker du egentlig? Ville du faktisk hellere have haft den var positiv? Er det tegn på at I skal forsøge? Det var jo slet ikke meningen, men måske er det et tegn?
Hvad ønsker du egentlig?
Anmeld