Åh, hvor kan de sætte ens pis i kog!
Ja undskyld på forhånd for et brokke indlæg!
Here it goes..
Den seneste tid har været lidt tumult i familie med mange forskellige ting.. Så følelserne har været uden på tøjet ved næsten alle og det har, som det næsten altid gør, med mig næsten tudende i bilen på vej hjem eller knækker sammen herhjemme på stue gulvet..
Idag gjorde det bare ekstra ondt på mig da jeg snakkede med min mor.. Vi stod og snakkede om bebse, og sagde jeg synes det var vildt h*n fik mere og mere udseende efter faren og ikke så meget mig.. Hvor til min mor siger til mig "Ja så længe h*n ikke bliver ligeså fed som dig skal du da bare være stolt!"
WHAT?!?! Blev helt plaf og vidste egentlig ikke hvad jeg skulle sige til det.. Stod der bare og gloede på hende, men hun forsatte bare med at snakke om alt andet.. Som om det ikke var en ting der kunne såre nogen at hun sagde som hun gjorde..
Under graviditeten tog jeg voldsomt på, ligemeget hvad jeg spiste og gjorde støg kiloene bare på.. Om jeg så levede af fiber og grønne sager stig vægten.. Og den blev ved og ved.. Efter fødslen tabte jeg en del igen, som alle nu gør.. Men de sidste (mange) kilo vil ikke rigtig forsvinde.. Og det gør det ikke bedre jeg ikke føler overskud nogen steder.. Når klokken bliver 21 er jeg helt færdig og falde ofte i søvn på sofaen..
Det er hårdt at være mor og far fra den ene dag til den anden, men vores barn er et nemt barn.. H*n har ikke været syg(endnu 7-9-13!) sover nemt om natten plus om dagen, trives og er glad og tilfreds.. Og synes selv vi magter opgaven forældre temmeligt godt.. Selvføgelig er vi begge nye i faget, men taget i betragtning af det klare vi os igennem..
Borset lige fra jeg nogen dage ville ønske jeg kunne gemme mig under dynen eller bare forsvinde helt! Føler hele familien har set sig sure på 'mig og min lille familie' og vi kun dur til at rakke ned på og snakke dårligt om.. Specielt min mor.. Det er som om jeg er hendes hakkeblok som ingen følelser har..
Vi, mor og jeg, kan have en hammer hyggelig dag sammen og virkelig nyde hinanden, men så skal hun fyre en eller anden bemærkning af som rammer helt ind i den dybeste hjørne..
Vi herhjemme har valgt nu at melde os 'ud' af familien.. Hvis man kan sige det sådan.. Jeg føler ikke jeg kan magte at blive rakket ned på gang på gang.. Selvom jeg stille mig op og siger "det der det gjorde fanme ondt inden i, jeg føler du skylder mig en undskyldning" osv så bliver jeg overhørt, det samme med manden..
Til familie middage sidder vi for enden af bordet og bliver ikke talt til, jo hvis de have noget.. Vi bliver ikk spurgt om hvordan vi har det, hvordan det går med vores liv osv.. End ikke i hverdagen får vi en sms eller de ringer og høre hvordan det går og om de må kigge forbi.. Og det gælder ALLE i min familie.. Det er forventet VI kommer til dem når de vil se OS.. Men ikke omvendt.. Vi har nu sagt, nej i må komme her hvis i vil se os..
I det års tid vi har boet hvor vi bor har min familie været her 2 gange! TO! Det gør så ondt de ikke kommer forbi bare en gang om mdr.. Eller ringer eller skriver og spørg hvordan det går..
I 'protest' udlod jeg at ringe eller skrive til nogen i min familie, og ventede bare på de ville kontakte os.. Der gik 2½ uge før min mor ringede til mig for at sige hun havde noget jeg skulle komme og hente.. Det var det første hun sagde... Efter 5 min spurgte hun hvordan det gik og at vi skulle snart kommer over til dem så de kunne se deres barnebarne.. I det jeg begyndte at fortælle sagde hun pludseligt 'Hov jeg løber nu, der er en film jeg vil se, så vi snakkes'
A hvad? En film er ligepludselig vigtigere end at snakke med din datter?! Jeg var grædefærdig.. Jeg strøg hen på sofaen og tudet i flere timer..
Heldigvis har jeg en utrolig støttende mand og en svigerfamilie der gør alt de kan for os.. Men min mand er også træt af den måde min familie opføre sig på.. Og selvom jeg ved jeg skal sige nej slut prut, så kan jeg ikke lade vær med at føje mig for min familie og det har skabt mange skænderier her i hjemmet.. Hvilket jo er forståeligt!
Jeg kan bare ikk sige nej til min familie uden at føle mig ussel.. Selvom vi næsten aldrig for den hjælp vi ber om..
I al den tid vi har været forældre har vores barn været passet én gang af 2 timer.. Fordi der havde min mor lige tid.. Skal lige siges svigerfamilien bor et godt stykke fra os..
Jeg er ikke selv klar til mit barn skal passe ude i alt for mange timer, men det ville nu være rart at kunne komme ud at spise en lækkert frokost med manden uden at stresse og skal hente barnet igen..
Jeg elsker vores barn og elsker al den tid vi har med h*n.. Men i kan sikkert godt følge mig i man har lige bruge for mere end 2 timer at trække vejret i og pleje ens parforhold..
Puha... Det blev langt... Meget langt... Men tak fordi brugte din tid på mig og lod mig læsse ud! Det hjalp virkelig!
