Jeg har lyst til lige at skrive nogle tanker ned om min svigerfamilie. De bor i Sverige, og vi ser dem ca. hver 2.-3. mdr. og ellers skyper vi eller snakker i telefon med dem.
Jeg har tidligere været meget glad for mine svigerforældre, især min svigermor,men vores forskelle er blevet ekstremt tydelige efter vi fik barn. Vi bor jo i hhv DK og SE, og derfor ses vi meget intenst når vi er sammen. Vi bor hos dem eller omvendt i en uge ad gangen - det kan godt blive rigtig meget...!
Første gang jeg så min svigermor kom vi ind i hendes slikbutik og hun kom mig i møde med et stort knus! Hun er virkelig en smuk kvinde og meget indtagende, og jeg var glad for hende lige fra starten. Hun tog fantastisk imod mig lige fra starten, og svinede hans ekser til når vi var på tomandshånd imens hun overøste mig med komplimenter og knus.
Hun var alene ung mor med Svenskefanden de første 8 år, og det var de to mod verden. Hun læste historie på uni, men droppede ud efter sin BA, og fik job indenfor computerbranchen, hvilket hun er meget stolt af - det med uni altså. Da svigerfar kom ind i billedet var der rigtig mange kampe mellem de to "hanner", og det lader til at disse aldrig rigtigt blev løst. Hun tog aldrig parti, desværre heller ikke når svigerfar igen og igen hævdede sig på bekostning af SF (Svenskefanden). F.eks. lovede han ham en herretur til New York da SF blev 13, men en uge før afrejse meddelte han at "sådan som SF opførte sig derhjemme ville han ikke rejse nogen steder med ham!" og rejsen blev afbestilt. (Jeg sydede indvendigt da hun fortalte mig det - mest fordi hun ikke smed idioten ud på r*v og albuer!).
De fik en datter sammen da SF var 12 år gammel efter at have været i barnløshedsbehandling da Svigermor ikke kunne få børn naturligt (SF er også "behandlingslavet") .
Min svigermor er virkelig en pleasertype - desværre gør det hende også meget utroværdig, da hun oftest skifter mening alt efter hvem hun taler med. Hun opfordrer meget varmt til fortrolighed, fortæller mig meget personlige ting om hendes ægteskab og sit liv, og er ih-så-ååh-så-enig når jeg fortæller selv, og siger altid at hun virkelig kan relatere til det jeg siger. Vi har haft mange gode snakke og tårerne har flydt (fra hende) af og til, men dagen efter en af disse snakke kan jeg så høre fra min kæreste at hun har sagt at hun synes jeg er ret forkælet, eller at hun giver ham ret i noget helt modsat... Den slags gør at jeg har lidt svært ved at være "veninde" med hende som jeg var før vi fk barn.
Når vi er sammen forkæler hun os heelt vildt, tøj og ting til den lille og til mig, når vi var ude at shoppe i mine barselstid, og vi forsøger at give igen ved at give hende en masse kvalitetstid med barnebarnet, også på egen hånd. Men det ER bare svært at tage imod hendes gaver osv. når jeg har i baghovedet at hun synes jeg er forkælet...
Min svigerfar har jeg VIRKELIG svært ved, og jeg er overbevist om at han har en depression og har haft den i mange mange år. Han er den største martyr / attentionwhore, og kan blive SÅ BARNLIG hvis han pludselig føler sig udenfor eller overset eller ikke anerkendt nok. Det er decideret pinligt! Han vil f.eks. hellere ødelægge hele oplevelsen for 5 andre mennesker i julen end at tage i biffen og se en anden film end den han selv ville se... Til vores bryllup kedede han sig åbenbart, så han pressede svigermor og svigerinde til at tage med ham tilbage til hotellet før brudevalsen, selvom det var det svigermor havde glædet sig mest til...
Han kommer med de mest latterlige drama-queen udmeldinger når han ikke føler at vi andre er beærede nok over hans deltagelse (som f.eks. "jaja, det kan sgu også være ligemeget om jeg er her eller ej - I er jo ligeglade!" efterfulgt af et laaangt suk), og ofte er de rettet direkte mod min svigermor som bare smiler og glatter ud, mens vi andre krummer tæer... Han er typen der elsker at holde den lille - så længe vi alle sammen kigger beundrende på ham, men så snart vi snakker videre eller ungen vrider sig lidt og vil lege, så læsser han ham af og glemmer nærmest at han er der. Min mand har gennem maaange år tigget sin mor om at blive skilt fra ham, da hun gik rundt og var ulykkelig 75% af tiden, og han teede sig som et barn derhjemme. Han er gammel rejseleder og typen der stod og gejlede de unge op på charterferier i 80'erne, og han har aldrig helt sluppet dette selvbillede af sig selv som den store charmør, i de varme lande med kolde margeritas... Selvom han de sidste 25 år har siddet på et kontor og solgt rejser...
Han er konsekvent vinterdeprimeret i de kolde måneder (i Sverige - det er stort set 3/4 af året). Hans store kæphest er den butik de købte sammen for 25 år siden. Det der skulle være et fælles projekt blev til hendes livsværk som han kun under højlydt protest hjælper til med. Han er så på nakken af hende de sidste 2-3 år for at få den solgt, for nu er han gået på pension, men det eneste (!!!) han vil er at rejse og det er enormt besværligt med butikken som skal passes...
de sidste 4 uger op til brylluppet ringede svigermor til Svenskefanden 2 gange om ugen og klagede sig i timevis over hvor besværligt det var for dem at komme herned, at svigerfar var sur igen og de ikke var på tale fod, at de helst ikke ville sidde med ham i flyet, at hun var stresset og bange for at få noget med hjertet igen, at det var svært at få hundende passet, at afløseren i butikken var syg osv osv. Han var helt nedslået hver gang han lagde på, og jeg sydede indeni!!! Hun ringede ikke en eneste gang og glædede sig eller spurgte til ham - hun ringede bare og læssede af, og uanset om man slutter samtalen af emd at sige "men det skal vi nok finde ud af" så visker det jo ikke den sidste times tid eller to væk fra hans hukommelse?! 4 dage før de kom snakkede jeg med hende i 1,5 time om hvad hun skulle have på fordi hun ikke sov om natten af nervøsitet for at være over- eller underdressed siden jeg nu skulle have en hvid kjole på...
De hjalp ikke med en eneste ting under hele bryllupsdagen, de sad bare i stuen og kiggede på Jonte, og fred være med det - men SF var rigtig træt af dem, og ringede om morgenen og jokede med at nu kunne de godt stille op og hjælpe med at tage teltet ned og rydde op - hvilket de så gjorde helt uden at vi opdagede det, så det var jo rigtigt sødt!!! De er nemlig rigtig søde, det er bare så belastende med alt det andet.
Jeg er overbevist om at meget af det her, især med svigermor, handler om at vi bor langt væk og de savner os, men for filan hvor er det svært. Jeg har så ondt af dem og samtidig er jeg ved at kaste op over deres evige trædemølle og den måde de holder facaden på og lyver for sig selv... Det ene øjeblik ringer hun og er ulykkelig og rasende på ham, og næste gang vi ser dem virker hun som om der intet er. Hun klager sig over svigerfar hver eneste gang vi er på tomandshånd og siger ting som "og det har jeg måttet leve med / finde mig i i 30 år!!!" men hun gør jo ikke en hat ved det selv?! ARGH!!! So much for kvindefrigørelse og egen butik og uddannelse - hun er da stadig under tøflen og på knæ for en mand der kører sit syge egotrip...
TAK hvis du læste med så langt!!! Jeg havde virkelig brug for at komme ud med det til andre end SF - han skal ikke lægge ører til den slags om sine forældre...
Kh
Rosa
