Anonym skriver:
Hej. Jeg har idag oplevet noget som jeg bliver nødt til at få ud. Jeg reagerer meget kraftigt på det, hvilket egentlig kommer bag på mig. Sagen er den at jeg er sygeplejerske studerende og er idag startet i klinisk undervisning i hjemmeplejen, som udekørende. Dagen starter fint og stille og roligt. Da vi når til middag, skal vi ud og kigge til en borger for at yde noget sårpleje. Denne borger er kendt for at drikke rigtig meget. Vi kommer ud til huset, og må låse os selv ind. Borgeren sidder ikke i sin stue som hun plejer, og der bliver flere gange kaldt hendes navn, uden svar. Der er en rigtig dårlig stemning, og vi går gennem huset for at finde hende. Idet vi åbner døren ind til soveværelset, ser vi at hun ligger halvvejs på gulvet. Går self hen til hende for at finde ud af om der skulle ydes førstehjælp, men hun er iskold og med tydelige dødstegn. Da det er et uventet dødsfald bliver lægen og politiet self tilkaldt for at undersøge omstændighederne nærmere. Jeg står lidt i baggrunden her, da det er første gang jeg ser en død person, og denne borger lå bestemt ikke behageligt, og i en makaber stilling. Jeg står og ryster lidt men det går så småt over, mens vi venter på politiet med lægen. Da vi skal til at afsted siger jeg til hende jeg går med at jeg har behov for at se hende helt som hun ligger (havde kun set halvdelen af liget, grundet indretningen i soveværelset og den måde hun lå) så hun tager mig i hånden, og vi går stille og roligt ind hvor hun befinder sig. Jeg tør dog ikke se hendes ansigt. Ved ikke om jeg er panisk for om hun pludselig åbner øjnene, eller bevæger sig (hvilket jo ikke sker), men jeg tør simpelthen ikke. Efterfølgende taler min kollega og jeg self. om det, og jeg har det faktisk okay mens jeg er på arbejde. Nu er jeg kommet hjem og sidder og reflekterer over det. Jeg har meget let til tåre, og føler en stor knude i maven, og jeg aner ikke hvorfor jeg reagerer så kraftigt på det. Har ringet til min veninde som kommer og sover hos mig i nat, for hver gang jeg går forbi en seng herhjemme, ser jeg liget for mig. Da jeg skulle ligge min datter i seng her til aften var det med tilløb, før jeg turde at ligge hende ind i sengen. Så jeg frygtede hvordan natten ville være. Derfor er min veninde nu ringet herned. Men hvorfor i alverden ser jeg hendes lig for mig hele tiden?? Jeg læser for pokker da til sygeplejerske, og burde da kunne bearbejde sådan noget uden at skulle ringe til venner og få dem til at overnatte.. Er jeg slet ikke rustet til at blive sygeplejerske, når jeg reagere på denne måde ved at finde en død borger??
Kære søde ven.
Først skal du have et stort trøsteknus...for det trænger du til 
Og så vil jeg sige til dig, at det du oplever der, er helt normalt.
Menneskets psyke er gearet til at reagere sådan, men du vender dig til det med tiden.
Jeg har arbejdet i en bedemandsforretning, og før den tid var jeg også i hjemmeplejen, jeg er vokset op med en faster og onkel, der havde en bedemandsforretning, jeg er også opvokset på landet og i en familie hvor det med døden, var og er en helt naturlig ting, givet ind med modermælken, og alligevel...
De første par måneder i den bedemandsforretning havde jeg det meget hårdt, med alle de døde, jeg var med ude og tage mig af, og i den buisseness bliver man ikke skånet på nogen måde. Man får det hele med.
De første 14 dage, havde jeg de forfærdeligste mareridt om skabe med døde i bunker, og lig der jagtede mig rundt.
Men det går over...man vender sig til det.
Det er fint du har fået en veninde til at komme, sæt jer ned og snak det hele igennem, få det vendt og drejet, og få så en god nats søvn.
For jo..du er bestemt egnet til at være sygeplejerske..bare rolig...netop DU er det, fordi du har et følsomt sind, ligesom jeg.
Men se på det på denne måde.
En død krop er et hylster, hverken mere eller mindre. Det kan ikke bruges mere og er kun til at sende tilbage til jorden.
Focuser på sjælen og ikke den døde krop.
Hold fast i det, så hjælper det, og du kan bedre tackle det.
Kærligst
Sussie
