Anonym skriver:
Hej. Jeg har idag oplevet noget som jeg bliver nødt til at få ud. Jeg reagerer meget kraftigt på det, hvilket egentlig kommer bag på mig. Sagen er den at jeg er sygeplejerske studerende og er idag startet i klinisk undervisning i hjemmeplejen, som udekørende. Dagen starter fint og stille og roligt. Da vi når til middag, skal vi ud og kigge til en borger for at yde noget sårpleje. Denne borger er kendt for at drikke rigtig meget. Vi kommer ud til huset, og må låse os selv ind. Borgeren sidder ikke i sin stue som hun plejer, og der bliver flere gange kaldt hendes navn, uden svar. Der er en rigtig dårlig stemning, og vi går gennem huset for at finde hende. Idet vi åbner døren ind til soveværelset, ser vi at hun ligger halvvejs på gulvet. Går self hen til hende for at finde ud af om der skulle ydes førstehjælp, men hun er iskold og med tydelige dødstegn. Da det er et uventet dødsfald bliver lægen og politiet self tilkaldt for at undersøge omstændighederne nærmere. Jeg står lidt i baggrunden her, da det er første gang jeg ser en død person, og denne borger lå bestemt ikke behageligt, og i en makaber stilling. Jeg står og ryster lidt men det går så småt over, mens vi venter på politiet med lægen. Da vi skal til at afsted siger jeg til hende jeg går med at jeg har behov for at se hende helt som hun ligger (havde kun set halvdelen af liget, grundet indretningen i soveværelset og den måde hun lå) så hun tager mig i hånden, og vi går stille og roligt ind hvor hun befinder sig. Jeg tør dog ikke se hendes ansigt. Ved ikke om jeg er panisk for om hun pludselig åbner øjnene, eller bevæger sig (hvilket jo ikke sker), men jeg tør simpelthen ikke. Efterfølgende taler min kollega og jeg self. om det, og jeg har det faktisk okay mens jeg er på arbejde. Nu er jeg kommet hjem og sidder og reflekterer over det. Jeg har meget let til tåre, og føler en stor knude i maven, og jeg aner ikke hvorfor jeg reagerer så kraftigt på det. Har ringet til min veninde som kommer og sover hos mig i nat, for hver gang jeg går forbi en seng herhjemme, ser jeg liget for mig. Da jeg skulle ligge min datter i seng her til aften var det med tilløb, før jeg turde at ligge hende ind i sengen. Så jeg frygtede hvordan natten ville være. Derfor er min veninde nu ringet herned. Men hvorfor i alverden ser jeg hendes lig for mig hele tiden?? Jeg læser for pokker da til sygeplejerske, og burde da kunne bearbejde sådan noget uden at skulle ringe til venner og få dem til at overnatte.. Er jeg slet ikke rustet til at blive sygeplejerske, når jeg reagere på denne måde ved at finde en død borger??
Jeg er ved at uddanne mig til SSH, og oplever derfor også lidt alla de ting. Jeg har klart lagt ud at jeg frygter mest af alt det med at komme ind i et hjem og finde en død. (Er udekørene) Og for at komme mig lidt over det med døde mennesker har jeg været inde og se mange døde borgere i denne praktik.
Det med når det er de ældre gør mig ikke så meget, og jeg vil stadig gerne med ind og opleve en borger blive gjort i stand.
Men vi har på det sidste haft med lidt små børn at gøre. Og mine skønne kollegaer kan fortælle små episoder fra de forskellige- og DEM tager jeg med hjem. .
Til tider henter jeg Astrid med mig ind i seng når jeg går i seng. Jeg er rigtig bange for at de historier skal blive min virkelighed. Det er jo desværre ikke altid kun ved naboen lynet slår ned.
Jeg har 7-9-13 aldrig oplevet det du har været udefra. men nej- jeg vil ikke sige at du reagere sådan pga du ikke er rustet. Det kan være din eneste gang du komme til at opleve det, så selvom det lyder mærkeligt, så tag det som en oplevelse. Og sejt at du ringer efter en veninde.. !
Og kun en rigtig proportionel sundhedspersonale- tager episoder ind under huden og arbejder videre! - Det er tegn på VI ER MENNESKER!!
