det synes jeg tit jeg læser herinde, men hvordan kan man vide det?
Jeg vil da ikke håbe at min kommende mand ville være mig utro, men altså, jeg kan jo aldrig være sikker. Det ville da være rart hvis jeg kunne bilde mig selv ind at han aldrig ville, men verden er jo ikke så sort/hvid. Og jeg tror på at alle mennesker ville kunne være utro, desværre.
Hvad siger I? Handler det ikke om at være realistisk også...?
Jeg VÆLGER at give min mand min fulde tillid - Og jo, han KAN misbruge den!
Det ville såre mig dybt og inderligt i såfald. Men det er en chance/risiko, som jeg er nødt til at tage, for at trives uden unødige bekymringer i vores parforhold. Og så længe han ikke giver mig anledning til at være usikker, så har jeg jo heller ikke grund til at gå og være mistroisk!
Men jo, det kan ske - I selv det bedste forhold (uanset varrigheden).
Men hvis man ALTID skal gå og være på forkant, og frygte det værste, så er der jo ikke meget frihed og glæde i forholdet, når man omgåes andre mennesker - hvilket er uundgåeligt! Og jeg tror på, at et forhold har dårligere chancer, hvis man altid går og "venter at det værste kan ske..."
Uanset hvad, så KAN jeg ikke være herre over hans følelser og valg.
Så jeg VÆLGER at give ham min tillid, og han VÆLGER at være den fortjent.
Skulle skaden ske, så vil jeg ganske sikkert heller ikke være i stand til at tilgive det. Det er for stort et brud på min tillid. Sådan er dét!! Det kræver at man tør sætte sig selv og sine følelser i fare, og være helt "blottet", hvis man går helhjertet ind i det. Og det har taget mig laaang tid at turde satse med alt i mig. Så hvis det slår fejl, så vil det afgjort også blive svært at få samlet delene i mit hjerte igen, og nogensinde bygge samme tillid op til en anden. Men jeg forventer heller ikke, at der skal blive "nogen anden", og derfor sætter jeg alt ind på ham her.
Det er "farligt" at elske nogen fuldstændigt - for man risikerer at få ondt!!
