N&J skriver:
det er altid egoistisk at få børn om du er alene eller ej, jeg har ingen fortrydelser omkring at jeg valgte at få min datter selvom hendes far ikke var klar, selvfølgelig kunne jeg havde taklet det hele anerledes, men det er nemt at sige uden en masse hormoner i kroppen, men jeg fortryder på ingen måde min beslutning, og syntes det er rigtig ærgeligt at du har det sådan, men så handler det måske mere om at det ikke var det rette valg for dig, end at det var imod dit barns fars ønske.. (ikke at det betyder at du elsker dit barn mere eller mindre - overhovedet, men kender mange som har sagt som dig (både i og ikke i forhold) at de skulle have ventet osv. og så handler det jo om at det ikke var den rette beslutning dengang)
Jeg fortryder ikke at jeg beholdte mit barn - hvis vi havde beskyttet os kan det godt være jeg havde haft andre følelser omkring det, men jeg mener at hvis man vil sætte et barn til verden, må man se på de omstændigheder man byder barnet og se på om man mener det er godt nok, mine var at jeg blev alenemor og studerende (dog med en uddannelse bag mig) og med et brændende ønske om at beholde mit barn - hun var et ønskebarn for mig og er det stadig, selvom det er hårdt til tider.
Men jeg forstår ikke at du (ts) overvejer overhovedet at få det her barn sammen med din kæreste, hvad vil et barn lære ved at vokse op i et hjem, hvor mor lader far træde på hende, om det så er ved at være utro, tage beslutninger - at det er okey adfærd? din kæreste gør det helt rigtige - for det eneste han har bevist er at han ikke bør være far nu eller i fremtiden, så egentlig handler han (måske af de forkerte årsager) rigtigt for et kommende barn, så bliver du nødt til at se på hvad du vil og hvilket liv du kan tilbyde et barn hvis du vælger at beholde barnet og dermed også at blive enlig mor.
Det handler på ingen måde om at jeg skulle vente og jeg fortryder intet når det handler om at jeg fik barnet. Jeg var glad for at være gravd (når det nu skulle ske) og glad for at skulle være mor. Du misforstår mig vist.
Der jeg vil hen er, at uanset hvor elsket og ønsket mit barn er, så kan jeg ikke komme udenom at jeg trodsede en anden person på det groveste og dét er absolut ikke noget jeg nogensinde vil udsætte et andet menneske for igen.
Selvfølgelig ville abort også være et egositisk valg, det er begge sider af sagen, dog synes jeg ikke man kan sætte "sit eget liv op mod barnets", da der (efter MIN mening) slet ikke er tale om et barn før abortgrænsen.
Der er altid en taber når der er uenighed vedr. et barn der ikke er planlagt og det eneste jeg ville frem til er at hvis TS handler til sin egen fordel må hun forberede sig på, lige som du og jeg, at faderen intet vil have med barnet at gøre og dét bliver hun nød til at acceptere!
