Bagud mentalt?

Anonym skriver:

Hvis man slet ikke kan snakke i en alder af snart 3 år, tænker jeg at den er ret gal

Min bonus søn er 3 år, og han har slet intet sprog - kun lyde. Han er lige blevet undersøgt ved lægen for at se, om hans ører er ok - og de vil ikke gøre mere ved sagen pt. Børn kan åbenbart bare være meget langsomme om at begynde at tale - det var ihvertfald den besked min mand fik

Jeg var selv 3 år da jeg begyndte at snakke. Mine forældre troede der var noget galt med mig, så jeg rendte til en masse undersøgelser. Men alt viste normalt. Kort tid efter jeg kom i børnehave begyndte jeg at snakke, jeg sagde også kun lyde. Når jeg skulle have mælk, pejede jeg bare på køleskabet og sagde mmmummm... Og så vidste alle at det var mælk jeg ville have. Man mente at det var fordi jeg var doven, at jeg ikke snakkede. Jeg gad ikke snakke, men kunne nemt snakke da jeg endelig kom i gang, Jeg har dog indhendtet de 3 år

nutche skriver:

hvor mærkeligt at psykologen så ikke lavede sådan en nå, hun mente vel ikke at det var relevant i det tilfælde.

Jeg tror det er sådan generalt at man ikke mentalt teste børn, med mindre der er en god grund og de kloge hoved evt. ser nogle sinaler i den ene eller anden retning.

Jeg har Alberte der er bagud

Hun har ordforråd som en 5 årige , men ordforståelse som en på max 3 år .

På alle andre punkter er hun oxo bagefter , hun er nu 5 år og 9 mdr og er lige nået til 3 års trods alderen , når hun rammer en ny alder står hun der somregl  1½ år så dette er sg skønt ....

Hvis i (du og din veninde ) kan bruge mig til noget er i meget velkommen .

Mine børn har også snakket utrolig sent (omkring 3 års aldern).

De er også blevet testet og stik modsat af hvad man skulle forvente viste det sig at de har en ekstem høj IQ. De keder sig med at snakke 'almindeligt', alminde 'små-børnslege' er for kedelige for dem og det kan drive dem ud i at være distruktive, simpelthen fordi de keder sig, og bliver dybt forstruerede over der ikke er nogen der forstår dem, eller forstår deres vildt komplicerede lege. så de har ingen at lege med, fordi de andre børn ikke forstår dem.

Vi fik at vide at vi skulle stimulere vores 3 årige til både at læse og lærer engelsk. Vi fattede ikke en dyt, for når han nu 'ingenting kunne' hvordan i alverden skulle han så kunne lære at læse. Øj, vhor blev vi overraskede!!! Det tog 2 timer, hvor vi introducede ham for bogstaverne og forklarede hvilke lyde der var komblet til hvilket bogstav, og vupti, så gik han ind og læste en 'læs let bog'. Selvfølgelig skulle han have lidt hjælp til nogen af orderne, men det tog ham faktisk kun 2 timer at knække læsekoden. -og vi troede han var bagud!!!

Faktisk er der rigtig mange børn der har en ekstrem høj IQ som bliver fejldiagostiseret til både at være autister og til at lide af Asperger-syndrom eller AHDH, og det eneste de 'fejler' er at de er super intelligente, men det kommer tiludtryk på en helt anden måde end man kunne forvente!!!

Jeg aner jo intet om den dreng der her er tale om!!! Men jeg ville lige dele vores historie, -og jeg er anomym fordi jeg har erfaret at det er tabu-belagt at have børn med ekstrem høj IQ og der er så mange fordomme omkring det, at vi har valgt ikke at sige noget til nogen. F.eks. ved børnehaven det heller ikke. Vi har haft samtaler med dem, og givet udtryk for at vi gerne vil have vores dreng får nogle komplicerede puslespil (som pædagogerne jo selvfølgelig mener at det kan han på ingen måde klare, men det har jo vist sig at det kan han). Han bliver rolig af at blive udfordret og pædagogerne kan nu se at det virker rigtrig godt,  i stedet ofr at gå og rette på ham hele tiden, og i stedet for at han voldelig/destruktiv så kan de bare stikke ham et svært pulsespil og så er der ro i lang tid. -nå det var et sidespring!

Hej

Har erfaring med det med min egen søn som intet sprog havde i 3-årsalderen og talte "sort" eller russisk som vi kaldte det da han sådan fik begyndt lidt i 4-årsalderen. Omkring 5-årsalderen begyndte noget at blive forståeligt og nu i en alder af 8 taler han på nogenlunde normalt niveau men går også i specialklasse og er nogle år tilbage indlæringsmæssigt. Vi var meget bekymret i mange år men nu er vi ret rolige for han udvikler sig støt og fint og trives rigtig godt. Hans diagnose er atypisk autisme/let retardering. Det er meget minimalt hvor meget vi synes det fylder, sikkert også pga hans gode skoletilbud. Men han blev først udredt lige inden skolestart, så det var længe uden man kunne gøre noget specifikt og lang tids uvished og tanker om hvad det var for en fremtid man skulle regne med han havde. Så det er vigtigt at finde ud af hvad der årsagen er og få de bedste muligheder, så man kan skabe udvikling derfra. Så man skal presse lidt på hos læger og institutioner for at få sat skub i tingene og ventetiderne er jo tit lidt lange. Men det er helt klart altid vigtigt at være opmærksom på afvigelser i udviklingen som varer for lang tid, så man kan få gjort en indsats. Men der skal selvfølgelig også være plads til at børn udvikler sig i forskellige tempi. Man kender jo bedst barnet selv og de fornemmelser man har skal man lytte til. Jeg er selv lidt skeptisk overfor de mange diagnoser børn får i dag, men hvis det resulterer i at de bliver hjulpet i en rigtig retning, er det jo langt det vigtigste. 

Talbutikken skriver:

Jeg tror det er sådan generalt at man ikke mentalt teste børn, med mindre der er en god grund og de kloge hoved evt. ser nogle sinaler i den ene eller anden retning.

ja og især i disse sparetider bliver der ikke brugt flere resourcer end aller højst nødvendigt.