At finde den eneste ene som UNG...

henh01 skriver:

jeg fik min datter som 18 årig og har efterfølgende uddannet mig osv. Jeg synes det er skønt at være husmor i starten af tyverne.

Jeg har da også gjort ting jeg gerne ville lave om, men det handler mere om de valg jeg har taget ift materielle ting og som jeg i dag betaler prisen for. Jeg er glad og yderst taknemmelig for at jeg fik et barn så tidligt. Er i dag 25 og har fået nummer 2 for 5 mdr siden

Du er jo stadig i det...så tænker du ikke kan se det fra den vinkel jeg gør..ikke at du nødvendigvis ændrer mening, er jo meget forskelligt hvad man ønsker og vil med livet...jeg ved i hvert fald at jeg har meget at indhente den dag jeg ikke har børn hjemme.

Eva. skriver:

Du er jo stadig i det...så tænker du ikke kan se det fra den vinkel jeg gør..ikke at du nødvendigvis ændrer mening, er jo meget forskelligt hvad man ønsker og vil med livet...jeg ved i hvert fald at jeg har meget at indhente den dag jeg ikke har børn hjemme.

Jeg er lige i det nu, ja det er rigtigt. Men jeg synes også det er dejligt at ahev "tid" efter børnene er flyttet

Jeg mødte min mand da jeg var 19 år og er i dag 36 år og stadig lykkelig gift

Det er sjovt så ambivalent et forhold man kan have til sådan nogle ting, for hvis min søster kom og sagde til mig at hun havde fundet ham hun ville dele resten af livet med som 19 årig, så ville jeg sige at hun ikke skulle binde sig for tidlig. Men det er jo altid noget HELT andet når man står i det  Jeg synes jo det var det helt rigtige for mig.

henh01 skriver:

Jeg er lige i det nu, ja det er rigtigt. Men jeg synes også det er dejligt at ahev "tid" efter børnene er flyttet

Min pointe var bare at det jo ikke er muligt at se det på afstand og med de erfaringer man får med sig når man er i det...jeg nød det også da jeg var i det...men jeg ville dælme have valgt meget anderledes hvis jeg kunne gøre det om...

qp skriver:

Hvis vi eks. tager programmet "Singleliv" som eksempel, så har vi jo en masse deltagere som er   meget unge (18-20 år)  og dét jeg ikke kan sætte mig ind i er, at man i så ung en alder så ivrigt ønsker at finde den eneste ene?

Jeg mener.... Det er jo i den alder jeg synes man burde koncentrere sig om sig selv, byture, job/ skole/ karriere FRIHED!!!?

Så mit spørgsmål er: Hvorfor det ene fremfor det andet?

Det er vel som vi er forskellige til.
En masse mennesker bruger en masse krudt på at lede efter den eneste ene, fra vi er ganske unge, og det tror jeg ikke, der kan laves om på.
Jeg begyndte da selv på det da jeg var en 15-16 år, og var flere gange sikker på, at NU var den der, men tog alligevel fejl.
Mine forældre var heldige eller rettere min mor.
Hun mødte min far da hun var 15 og han 30..og han havde været forlovet og set sig om et utal af gange indtil da, men så smækkede fælden også og de levede lykkeligt sammen i langt over 50 år.

Min far mente, at det var et spørgsmål om held.
Som han plejede at sige:
- Hvis man stiller 1000 mennesker op ved siden af hinaden, skal man være heldig om blot en kan blive til en ægte ven...hvor svært er det så ikke lige at finde den rigtige livsledsager!
Og det havde han helt ret i.

For nogle er livet kun optimalt at være en del af et partnerskab gennem livet fra starten, for andre kan det godt vente...så sådan er vi så forskellige.

Kærligst
Sussie

Vi har også været sammen i mange år. Har faktisk kendt hinanden, siden jeg var 14 år, men ikke altid været kærester. Blev for alvor kærester da jeg var 19 år. Gift som 22 årig og har kobberbryllup næste år.

Det har været godt for mig/os, men jeg håber ikke mine drenge går i mine fodspor. Håber de får nydt venner, livet, rejser, uddannelser osv, før de giver mig børnebørn.

qp skriver:

Hvis vi eks. tager programmet "Singleliv" som eksempel, så har vi jo en masse deltagere som er   meget unge (18-20 år)  og dét jeg ikke kan sætte mig ind i er, at man i så ung en alder så ivrigt ønsker at finde den eneste ene?

Jeg mener.... Det er jo i den alder jeg synes man burde koncentrere sig om sig selv, byture, job/ skole/ karriere FRIHED!!!?

Så mit spørgsmål er: Hvorfor det ene fremfor det andet?

nu er jeg selv 19 og har en kæreste jeg bor med. må ærligt indrømme jeg forstår godt din tanke omkring det. men for vores vedkommende har jeg været ekstremt langt fremme i skoene førhen men har nu fået en sygdom og kæresten spillede håndbold i 1. division ved siden af hans job som tømrer, indtil han var udsat for arbejdsskade/skader. så ingen af os havde brug for at drikke og jeg kan ikke holde til det mere. hvis vi endelig skulle få lyst til det en gang så kan man jo også sagtens gøre det selvom man har en kæreste. men ved os tror jeg bare vi begge har taget det skridt fra at være unge til at blive voksne pga. vi har været igennem rigtig hårde tider, så vi har mere erfaring med udfordringer i livet end mange folk nogensinde får. så tror udelukkende det hænger sammen med ens fortid, for har da også mange veninder der går i byen hver weekend osv. men hvis det ikke er det man drømmer om at bruge sin tid på, er det da spild af tid, så kan man da lige så godt komme videre til det man gerne vil. om det er så er børn, den eneste ene eller noget helt andet kommer jo nok an på hvem man er.

hmm.. man bestemmer jo ikke helt selv, hvornår prinsen står foran en, mig og min mand mødte hinanden i 8 klasse på efterskole, og har været sammen lige siden, jeg har jo stadig, været på masser af byture, og skole og alt det der, forskellen er vel, bare at jeg ikke har været sammen med en masse fyre, men hvis man har fundet den rigtige, er behovet der jo heller ikke, jeg er 22 år i dag, og vi har været sammen i 8 år og gift i to, og synes bestemt ikke jeg er gået glip af noget som helst.

Er det ikke bare lillepige drømmen om at finde prinsen på den hvide hest, der måske gør at nogle i den alder bevidst leder efter den eneste ene... Jeg havde for travlt med alt andet - men tænkte selvfølgelig sådan når jeg havde en kæreste - præcis som alle andre, men det jeg ved nu om mig selv og hvad jeg leder efter er jeg lykkelig over at jeg ikke har fundet prinsen dengang, for det jeg ville have ud af livet DENGANG er så langt væk fra hvad jeg vil have ud af livet nu, mand, villa og vovse og fast job er ikke mit drømmescenarie som det var da jeg var barn/ung.. 

Jeg falder jo ikke engang for den samme type fyre længere.. så det er vist meget godt jeg ikke fandt prinsen dengang.  

Tror ikke på der kun findes en eneste ene - enten så går det ellers så går det ikke og så vil der en dag komme en ny eneste ene

Også en af grundene til jeg ikke  forstår folks hast med at blive gift