At finde den eneste ene som UNG...

qp skriver:

Det er nu mere dem som virkelig ønsker, at møde ham og aktivt søger efter den eneste ene

Selvfølgelig skal man ikke smide nogen væk, det er jo slet ikke dét indlægget handler om

Er egentlig heller ikke sikker på at det er det programmerne går ud på.. tror at både singleliv og sådan noget som dagens mand, måske er mere for bare at finde en at hygge sig med, og hvis man så finder ud af kemien ikke passer er det jo sådan det er, men man kan jo også "risikere" igennem sådan et program bare at møde HENDE/HAM, som abre vælter en omkuld... tror de færreste melder sig til dagens mand f.eks for at møde ham de skal giftes med næste år..

jeg har fra allerede var 13 ville have den eneste ene, har aldrig gidet fester og har endelig kun drukket for at være som de andre, hader alkohol og gider ikke være fuld, jeg vil gerne have en person som jeg deler tingene med,

og især nu når jeg har albert vil jeg gerne have en fast partner/den eneste ene

qp skriver:

Hvis vi eks. tager programmet "Singleliv" som eksempel, så har vi jo en masse deltagere som er   meget unge (18-20 år)  og dét jeg ikke kan sætte mig ind i er, at man i så ung en alder så ivrigt ønsker at finde den eneste ene?

Jeg mener.... Det er jo i den alder jeg synes man burde koncentrere sig om sig selv, byture, job/ skole/ karriere FRIHED!!!?

Så mit spørgsmål er: Hvorfor det ene fremfor det andet?

Jeg har ikke rigtig ledt efter min eneste ene, men pludselig en dag så jeg på min bedste ven med andre øjne! Vi kærestede lidt og til sidst blev det officielt! Vi blev kærester, da jeg var 17 og vi har været sammen i 7 år til juni

Jeg har haft en vild ungdom og startede tidligt! Jeg har altid været kærestetypen og bryder mig bestemt ikke om at være alene! Jeg har haft et ønske om at blive relativ ung mor (læs få barn inden 25) og det kræver jo også en mand

Jeg kan godt forstå at folk leder efter den eneste ene, når de er unge! Fx er min kusine nu 33 år og har ingen mand, men vil meget gerne - nu er det hele bare lidt vanskeligere

qp skriver:

Hvis vi eks. tager programmet "Singleliv" som eksempel, så har vi jo en masse deltagere som er   meget unge (18-20 år)  og dét jeg ikke kan sætte mig ind i er, at man i så ung en alder så ivrigt ønsker at finde den eneste ene?

Jeg mener.... Det er jo i den alder jeg synes man burde koncentrere sig om sig selv, byture, job/ skole/ karriere FRIHED!!!?

Så mit spørgsmål er: Hvorfor det ene fremfor det andet?

Jeg synes det er helt iorden, når du tænker et par generationer tilbage, jamen så blev man gift og fik første barn omkring de 20 år. Dengang var det et krav, at man kom hurtigt "ind i kampen" ellers var man på den. Tror det måske er et problem i dag, at man må vente, for hvornår skal man så starte med at søge? Selerne er løse og det hjælper ikke altid.

Håber det blev forståligt. 

Hvis vi eks. tager programmet "Singleliv" som eksempel, så har vi jo en masse deltagere som er   meget unge (18-20 år)  og dét jeg ikke kan sætte mig ind i er, at man i så ung en alder så ivrigt ønsker at finde den eneste ene?

Jeg mener.... Det er jo i den alder jeg synes man burde koncentrere sig om sig selv, byture, job/ skole/ karriere FRIHED!!!?

Så mit spørgsmål er: Hvorfor det ene fremfor det andet?

Nå nå. Hvem bestemmer, at man BURDE det? Hvorfor BØR man drikke sig fuld, partywarty og te sig? Hvorfor er det galt, at man har nogle andre drømme og planer for sig selv? Faktisk, hvis du ser evolutionært på det, så "burde" vi alle fra en tidlig alder forsøge at finde en mage at reproducere os med, som vil investere i vores afkom. Biologisk set og evolutionært set, er der ikke noget, der taler for, at man "burde" gå ud og være vild og "fejre" sin ungdom Det er noget kulturelt, og ikke noget man hverken kan eller bør klistre på mennesker, for det er at presse ønsker ned over deres hoveder, som mange ikke kan eller vi forlige sig med.

Jeg havde mine vilde party-teenageår fra 15-18, jeg har fået nok nu. Nu har jeg manden i mit liv, og mit ønske er at slå mig ned som en dejlig kernefamilie, og at vi begge får de fine uddannelser vi er i gang med, og har det rigtig skønt sammen. Og det er sådan det går. Jeg kan ikke se, hvorfor man "burde" alle de andre ting. Der er rig mulighed for at opleve en masse, selv i fast parforhold og med børn. 

Jeg har svært ved at se, hvad der skulle være galt i aktivt at opsøge sådan et trygt liv. Vi har alle forskellige værdier, holdninger og ønsker, og jeg synes faktisk, at det er forkert et forsøge at presse et bestemt ungdomsbillede ned over hovedet på folk. Tag drukkulturen som et eksempel! Det var et helvede for mig at starte på universitet i Rus-ugen, fordi det eneste det handlede om var at drikke alkohol og blive pisse stiv, og jeg drikker ikke. Er det ikke mere forkert at forsøge folk at presse folk ud i en forskruet ungdomskultur?

qp skriver:

Hvis vi eks. tager programmet "Singleliv" som eksempel, så har vi jo en masse deltagere som er   meget unge (18-20 år)  og dét jeg ikke kan sætte mig ind i er, at man i så ung en alder så ivrigt ønsker at finde den eneste ene?

Jeg mener.... Det er jo i den alder jeg synes man burde koncentrere sig om sig selv, byture, job/ skole/ karriere FRIHED!!!?

Så mit spørgsmål er: Hvorfor det ene fremfor det andet?

Nogen mennekser har et behov for at få det ene, mens andre har et behov for det andet

Jeg har ikke læst alle svarene. Men da jeg var 20 år ville jeg da rigtig gerne slå mig ned og finde ham jeg skulle dele mit liv og mine erfaringer med. At jeg først fandt han 3 år efter er hvad det er - der skal jo være plads til nogle upsere.. hahaha

Jeg tror det handler meget om hvad man vil i livet - nogen satser på karrierer andre ikke. Og hvis man gerne vil have børn i tyverne og man også lige skal finde manden først.

Kunne jeg lave noget om så havde jeg IKKE købt hus og fået barn i så ung en alder som jeg gjorde og han blev så (heldigvis) ikke engang den eneste ene...

Jeg kunen ikke forestille mig at møde en som meget ung som ville passe til mig når jeg blev rigtig voksen...så jeg er glad for at jeg har chancen for at finde den eneste ene nu, som den jeg er i dag...og jeg håber da at jeg har fundet ham nu..

Så ja, kunne jeg lave det om, så havde jeg gjort det...hvorfor sidde som husmor først i 20'erne....det ved jeg mange af mine veninder tænkte og det samme gør jeg nu når jeg ser tilbage..

Eva. skriver:

Kunne jeg lave noget om så havde jeg IKKE købt hus og fået barn i så ung en alder som jeg gjorde og han blev så (heldigvis) ikke engang den eneste ene...

Jeg kunen ikke forestille mig at møde en som meget ung som ville passe til mig når jeg blev rigtig voksen...så jeg er glad for at jeg har chancen for at finde den eneste ene nu, som den jeg er i dag...og jeg håber da at jeg har fundet ham nu..

Så ja, kunne jeg lave det om, så havde jeg gjort det...hvorfor sidde som husmor først i 20'erne....det ved jeg mange af mine veninder tænkte og det samme gør jeg nu når jeg ser tilbage..

jeg fik min datter som 18 årig og har efterfølgende uddannet mig osv. Jeg synes det er skønt at være husmor i starten af tyverne.

Jeg har da også gjort ting jeg gerne ville lave om, men det handler mere om de valg jeg har taget ift materielle ting og som jeg i dag betaler prisen for. Jeg er glad og yderst taknemmelig for at jeg fik et barn så tidligt. Er i dag 25 og har fået nummer 2 for 5 mdr siden

Kan man ikke begge dele? Jeg var 19 år ung og han 20 da vi fandt sammen. Jeg var stadig en partygirl og gik i byen med pigerne i weekenden. Vi var sammen når vi havde tid og lyst, og den eneste forskel der var på "før" og "efter", var at vi ikke fandt sammen med andre

Da vi havde været sammen i 2 år flyttede vi sammen, og så blev det tonet en smule ned, men vi havde det stadig sjovt med vennerne.

Nu har vi snart kommet kærester i 14 år, og jeg har ikke manglet min ungdom