Gravid og ulykkelig! (parforhold og graviditet)

Anonymepige skriver:

Det her bliver lidt rodet men jeg håber alligevel i vil kunne give mig nogle brugbare råd, og vejledning.

Min kærestes og mit forhold er meget turbulent i øjeblikket.
Vi har været sammen i 4 år, og for 3 år siden blev jeg gravid og fik en abort. Jeg er ikke i tvivl om det var det rigtige da vi ikke kunne tilbyde barnet det det havde behov for.
Men ikke desto mindre var jeg meget ulykkelig i lang tid efter, og svor jeg aldrig ville have en abort igen.

Da min kæreste skal påbegynde nyt arbejde i år, og jeg er godt i gang med mit studie aftalte vi efter lang tids snakken(jeg pressede ham nok en del fordi jeg var skruk. det indrømmer jeg gerne! at det var forkert indrømmer jeg også gerne. men så kan man jo være bagklog ikke?) vi at begynde at prøve at få et barn her i det nye år da det jo ikke er unormalt at det kan tage noget tid.
Min kæreste sagde også at han håbede der gik et pænt stykke tid før det så skete.
Men det gjorde der ikke, og jeg stod hurtigt med to streger.
Min kæreste gik helt i panik, og ville ikke have det da det var for hurtigt. Jeg brugte så de næste uger på at tænke det hele igennem, og kom frem til at jeg ikke følte jeg ville kunne få en abort uden det ville få konsekvenser for vores parforhold.
Fortalte at jeg var bange for vi nok ville gå fra hinanden hvis jeg fik en abort da jeg ville være enormt ulykkelig, og det var jeg ikke sikker på at han kunne holde ud i en længere periode.

Han sagde så at vi skulle få det.
Har så fået lavet de nødvendige undersøgelser og er 11 uger henne.
Nu er problemet så at han på ingen måde engagere sig i det, jeg kan mærke han slet ikke glæder sig og han gider ikke snakke om det.
Han har ikke engang fortalt sine venner at vi venter os

Jeg går bare og er rigtig ulykkelig, og jeg synes vi bider meget af hinanden og stemningen er trykket herhjemme.
Jeg elsker ham over alt på jorden, og vil ikke miste ham. Men føler heller ikke at det her er fair overfor mig.
Jeg har ikke lyst til at være derhjemme længere, og jeg er mere eller mindre flyttede hjem til min søster og kommer som regel først hjem om aftenen for at sove da jeg ikke orker at være alene eller være derhjemme.
han virker slet ikke som om det rør ham, og sætter heller ikke spørgsmålstegn ved at jeg er så meget væk hele tiden.

Jeg begynder at frygte jeg måske skulle have valgt en abort?
Samtidigt frygter jeg også mere og mere at det fortsætter sådan og jeg ender som alenemor.
Jeg kan slet ikke nyde min graviditet, og glæden ved at få en lille en er overskygget med bekymringer, sårbarhed og frustrationer.

Hvad mener i, og hvad synes i jeg bør gøre?

Hej

Jeg tror at det din kæreste føler er en meget naturlig ting, ligesom vi kvinder har så mange andre frygt i forbindelse med at få et barn.

Min egen mand kunne heller ikke forholde sig til at det der graviditet ting, og han gjorde mig ofte så frustreret for han kunne bare ikke leve sig ind i alt planlægningen og bekymringerne. Men det var jo heller ikke ham der bare vores barn, og kunne mærke alle forandringerne.

I dag er vores datter 2 år, og han elsker hende ligeså højt som jeg gør.

Eksempelvis havde vi store diskussioner om hvilken madras hun skulle når hun kom. Han ville bare have det billigste. Da hun kom gik han selv ud og købte den dyreste der var

Det blev lidt rodet, håber det giver mening

Han skal nok komme efter det, er jeg sikker på.

Held og lykke

Henriette

Anonymepige skriver:

Vi har snakket om det, og han siger han fortryder han gik med på det og han frygter når barnet kommer.

Han siger også at han ikke føler sig klar, og er bange for at han ikke vil elske sit barn så højt som han burde når det er kommet allerede.

alt det skræmmer mig helt vildt!

Jeg tror, at du skal prøve at nyde din graviditet så meget som muligt og så lade din kæreste tage det i sit tempo, for du kan ikke tvinge ham til at blive parat, men håber, at han bliver parat når han får barnet i armene og se den lille guldklump!

Mange fædre kan slet ikke forholde sig til det, men de fleste vokser med opgaven når de har barnet hos sig, så håber det bliver sådan i jeres situation

Og ellers så synes jeg at du og han skal snakke med jordemoderen om det når du skal begynde at gå til samtaler dér. Min kæreste er med til alt mht. graviditeten og synes du skal prøve at få din kæreste til at tage med til alt hvad der er, så han stille og roligt kan kan følge med i graviditeten uden at han bliver presset ud i en hel masse.

Er helt sikker på at jordemoderen har nogle svar og gode ideer til, hvordan din kæreste bedre kan vænne sig til tanken.

Har i været til NF scanning? Hvis ikke, kan det være at det måske allerede ændre sig når han har set den lille skabning og hørt hjertelyd. Det ændrede i hvert fald en masse hos min kæreste

Vi har endnu ikke været på NF endnu, nej

Håber også meget han kommer omkring efter det

Lige nu føler jeg bare det hele virker så dumt og koldt

Pyyyhaa, det er bare en frustrerende situation at være i.

Jeg har også fået abort førhen, og af samme årsag lovede jeg mig selv - ALDRIG mere abort. Og desuden ønskede jeg jo børn helt vildt. Da jeg blev gravid var min kæreste heller ikke parat. Han droppede mig faktisk fordi jeg ikke ville abort, men han kom tilbage efter 14 dg, og ville mig og den ufødte.

Så måske du skal ligge ham lidt på is. Jeg mener han kan ikke forlange du skal tage en abort nu, for at udskyde det hele et halvt år Jeg ved du elsker ham, og han sikkert også dig. Så måske du mere skulle sige til ham at I må slutte hvis ikke han vil det barn 100 %. Hvis han virkelig vil dig og barnet mister du ham ikke, men han bliver tvunget til at tænke sig godt om, og hvad han vil. Og hvis du skulle miste ham, så ville det jo alligevel ske før eller siden, for så fortjener du da bedre. Jeg ved godt det lyder hårdt,og man bør ikke true folk, men i det her tilfælde synes jeg alligevel ikke det er forkert.

Min kæreste engagerede sig heller ikke i min graviditet, og han synes også det var fjollet at skaffe sig babyting midt under graviditeten. Tror det er en mandeting, nogen værre end andre.

Da vores Viktor kom til verden, blev han da også fyldt med glæde, og jeg er ikke i tvivl om at han elsker Viktor, men han engagerer sig ikke, og har aldrig ofret en rød krone på vores søn. Han gider kun lige være far når det passer ham. Og sådan hænger tingene altså ikke sammen i min verden så derfor går vi fra hinanden.

Jeg ved ikke helt hvad min pointe er med det jeg lige skrev, men nok at du skal føle efter inderst inde hvad du vil og føler. Jeg valgte forkert da jeg tog ham tilbage, det anede jeg dengang, men jeg ved det nu. Vores lille Viktor har jeg aldrig fortrudt. Han er mit et og alt.

jeg synes du skal glæde dig over din graviditet, for du ønsker jo virkelig dette barn. Og hvis det viser sig at du skal være alenemor, så må det være sådan. Lyt efter dine egne følelser overfor din kæreste og dit lille ufødte barn.

Hmm sikke en lang og rodet smøre dette blev

hmm forstår . var selv og noget ligne  :´(. det er så hårdt. da jeg blev gravid ville min kæreste bestemt ha jeg skulle tage abort. hvilket jeg bestemte mig for ikke at gøre. han snakked aldrig om den lille i maven. og lunten mellem os var kort. men til første channing var han ikke med. men anden gang kom han med og da hende der channed nævnte hva der var hvad og hvad kunne man se øjnene blev lidt våde. jeg købte nogle channings billder til mig selv. han sputgte om han måtte få et af dem. de kom meget bag på mig, så kom til at lyde overrasket hvilket gjorde ham lidt knottet hehe. men efter han så channing. og ku mærke den lille baby i maven var det som om det gik op for ham der var en lille på vej, han blev mere og mere kærlig osse for mig der skulle jo ikke ske maven noget  men jeg høre do stadig af og yil den der jeg sagde jo du skulle tage abort. hvilket gør mig lidt gal da lille josefine er her og er det bedste!<3

men tror du må håbe på han ændre sig og menning det skal nok komme, men det ikke sikkert du slipper for et par kommentar her og der når tingene går lidt skævt.

bliv ved ham vis du virkelig elsker ham og giv det en chance

var mit bedste råd

nanna

Anonymepige skriver:

Det her bliver lidt rodet men jeg håber alligevel i vil kunne give mig nogle brugbare råd, og vejledning.

Min kærestes og mit forhold er meget turbulent i øjeblikket.
Vi har været sammen i 4 år, og for 3 år siden blev jeg gravid og fik en abort. Jeg er ikke i tvivl om det var det rigtige da vi ikke kunne tilbyde barnet det det havde behov for.
Men ikke desto mindre var jeg meget ulykkelig i lang tid efter, og svor jeg aldrig ville have en abort igen.

Da min kæreste skal påbegynde nyt arbejde i år, og jeg er godt i gang med mit studie aftalte vi efter lang tids snakken(jeg pressede ham nok en del fordi jeg var skruk. det indrømmer jeg gerne! at det var forkert indrømmer jeg også gerne. men så kan man jo være bagklog ikke?) vi at begynde at prøve at få et barn her i det nye år da det jo ikke er unormalt at det kan tage noget tid.
Min kæreste sagde også at han håbede der gik et pænt stykke tid før det så skete.
Men det gjorde der ikke, og jeg stod hurtigt med to streger.
Min kæreste gik helt i panik, og ville ikke have det da det var for hurtigt. Jeg brugte så de næste uger på at tænke det hele igennem, og kom frem til at jeg ikke følte jeg ville kunne få en abort uden det ville få konsekvenser for vores parforhold.
Fortalte at jeg var bange for vi nok ville gå fra hinanden hvis jeg fik en abort da jeg ville være enormt ulykkelig, og det var jeg ikke sikker på at han kunne holde ud i en længere periode.

Han sagde så at vi skulle få det.
Har så fået lavet de nødvendige undersøgelser og er 11 uger henne.
Nu er problemet så at han på ingen måde engagere sig i det, jeg kan mærke han slet ikke glæder sig og han gider ikke snakke om det.
Han har ikke engang fortalt sine venner at vi venter os

Jeg går bare og er rigtig ulykkelig, og jeg synes vi bider meget af hinanden og stemningen er trykket herhjemme.
Jeg elsker ham over alt på jorden, og vil ikke miste ham. Men føler heller ikke at det her er fair overfor mig.
Jeg har ikke lyst til at være derhjemme længere, og jeg er mere eller mindre flyttede hjem til min søster og kommer som regel først hjem om aftenen for at sove da jeg ikke orker at være alene eller være derhjemme.
han virker slet ikke som om det rør ham, og sætter heller ikke spørgsmålstegn ved at jeg er så meget væk hele tiden.

Jeg begynder at frygte jeg måske skulle have valgt en abort?
Samtidigt frygter jeg også mere og mere at det fortsætter sådan og jeg ender som alenemor.
Jeg kan slet ikke nyde min graviditet, og glæden ved at få en lille en er overskygget med bekymringer, sårbarhed og frustrationer.

Hvad mener i, og hvad synes i jeg bør gøre?

Først vil jeg sige, hvor er det en træls situation.. Men ingen anden end dig selv, kan afgøre, hvad der er rigtigt for dig

Man kan altid være bagklog - tror man kan sige, det er den eneste klogskab vi alle besidder 

Har du talt med ham om det? Sagt at du går og er rigtig ked af, at du føler du har presset ham til det.. Eller måske på en anden måde få åbnet op for en snak om, at en graviditet opleves viiildt forskelligt fra kvinde til mand..

Det er bare noget helt andet at gå med den lille i maven, det kan kæresten slet ikke sætte sig ind i. Det er i hvert fald sådan jeg har det.. Men som andre i tråden har sagt, så bliver manden først far når han selv kan se, høre og gerne mærke sit barn

Håber i finder ud af det

Puuuh .. Jeg syntes at det er hårdt at læse, hvis man kæreste ikke gider handle æbler med mig i bilka kan jeg nærmest tude pga. hormoner! hehe .. Det må være SÅ svært for dig at stå med helt alene !!  så du får lige et kram  .. Jeg syntes at du skal tage en lang snak med ham, fortæl ham hvad du føler og hvis det kke sætter nogle følelser igang hos ham må du virkelig overveje at blive alene. Jeg ved at det lyder hårdt, men jeg må også sige til dig at hellere være alene med dit barn end at have en mand som alligevel ikke gider at være far ! det bliver for hårdt psykisk for dig og alt for meget med et barn oven i hatten .. du skulle gerne nyde din graviditet og også det kommende barn og det sætter han tilsynelandende en stopper for! Jeg var gået hvis han ikke havde ændret sig, det er min ærlige mening. 

Mette88 skriver:

Typisk mænd.. de tror bare at man kan få en abort og så er det, det.. klart det er sgu da ikke dem, der har det dårligt  LAAAANTID efter... Mænd er fandme så egoistiske at det er helt forfærdeligt!! Din kæreste ved da, at det har konsekvensker, når han stikker den op i dig, så skakl han da ikke regne med at der går 2 år før du bliver gravid.. Det kan jo ske rimelig hurtig.. Min mening, jeg ved du elsker ham, men syntes seriøst du skal gå fra ham nu og forberede dig på at blive enlig mor, for hvis han ikke engagere sig i det nu, så gør han eller ikke når barnet er født..

Synes det er forkert at sige at fordi han ikke engagere sig nu, gør det heller ikke når barnet er født.... Det kan jo være manden ikke helt har vænnet sig til tanken...

Jeg er selv gravid for 3. gang OVERHOVEDET IKK PLANLAGT og jeg har endnu ikke vænnet mig til det, og min mand har da slet ikk...

Da vi ventede min første var vi selvstændige, og min mand har i forvejen 2 børn så han havde prøvet det hele, så han engagerede sig slet ikke på samme måde som mig, men han tænkte meget over det, og seriøst kunne ikke drømme om en anden far til mine børn. fra den dag han mærkede Oliver sparke var han far...

Mit råd:   Snak med ham om dine følelser, giv ham luft ang. barnet og vent til han evt. kan mærke barnet, før kan han jo ikke rigtig være med...

knuz herfra