Det her bliver lidt rodet men jeg håber alligevel i vil kunne give mig nogle brugbare råd, og vejledning.
Min kærestes og mit forhold er meget turbulent i øjeblikket.
Vi har været sammen i 4 år, og for 3 år siden blev jeg gravid og fik en abort. Jeg er ikke i tvivl om det var det rigtige da vi ikke kunne tilbyde barnet det det havde behov for.
Men ikke desto mindre var jeg meget ulykkelig i lang tid efter, og svor jeg aldrig ville have en abort igen.
Da min kæreste skal påbegynde nyt arbejde i år, og jeg er godt i gang med mit studie aftalte vi efter lang tids snakken(jeg pressede ham nok en del fordi jeg var skruk. det indrømmer jeg gerne! at det var forkert indrømmer jeg også gerne. men så kan man jo være bagklog ikke?) vi at begynde at prøve at få et barn her i det nye år da det jo ikke er unormalt at det kan tage noget tid.
Min kæreste sagde også at han håbede der gik et pænt stykke tid før det så skete.
Men det gjorde der ikke, og jeg stod hurtigt med to streger.
Min kæreste gik helt i panik, og ville ikke have det da det var for hurtigt. Jeg brugte så de næste uger på at tænke det hele igennem, og kom frem til at jeg ikke følte jeg ville kunne få en abort uden det ville få konsekvenser for vores parforhold.
Fortalte at jeg var bange for vi nok ville gå fra hinanden hvis jeg fik en abort da jeg ville være enormt ulykkelig, og det var jeg ikke sikker på at han kunne holde ud i en længere periode.
Han sagde så at vi skulle få det.
Har så fået lavet de nødvendige undersøgelser og er 11 uger henne.
Nu er problemet så at han på ingen måde engagere sig i det, jeg kan mærke han slet ikke glæder sig og han gider ikke snakke om det.
Han har ikke engang fortalt sine venner at vi venter os 
Jeg går bare og er rigtig ulykkelig, og jeg synes vi bider meget af hinanden og stemningen er trykket herhjemme.
Jeg elsker ham over alt på jorden, og vil ikke miste ham. Men føler heller ikke at det her er fair overfor mig.
Jeg har ikke lyst til at være derhjemme længere, og jeg er mere eller mindre flyttede hjem til min søster og kommer som regel først hjem om aftenen for at sove da jeg ikke orker at være alene eller være derhjemme.
han virker slet ikke som om det rør ham, og sætter heller ikke spørgsmålstegn ved at jeg er så meget væk hele tiden.
Jeg begynder at frygte jeg måske skulle have valgt en abort?
Samtidigt frygter jeg også mere og mere at det fortsætter sådan og jeg ender som alenemor.
Jeg kan slet ikke nyde min graviditet, og glæden ved at få en lille en er overskygget med bekymringer, sårbarhed og frustrationer.
Hvad mener i, og hvad synes i jeg bør gøre?
Anmeld
