Vil have flere børn, men kæresten siger nej

Marita skriver:

Kære anonyme!

Som nogen også skriver, så kan alle ændre mening. Vi skulle også kun have ét barn, mens jeg var studerende. Vi venter nu vores tredje og jeg mangler stadig mit speciale.

Jeg er af den overbevisning, at man ikke kan udelukke flere børn, mens man stadig er i tyverne. Omstændigheder kan ændre sig utrolig meget over tid. Hvor gammel er din kæreste?

Jeg synes ikke det er en umiddelbar grund at gå fra din kæreste. Betyder muligheden for ét barn mere end jeres lille familie? Tag det roligt. Drop babysnakken i ét godt stykke tid og nyd jeres familie. Tag det op til revision om et par år. Alle kan ændre sig - også dig.

Tyg lidt på, hvad grunden er til at du vil have flere børn - måske endda på bekostning af din kæreste og familieliv. Han er jo allerede gået på kompromis med det barn i har, så måske det er på tide, at du også gør Men som sagt, I er endnu så unge. Man kan ikke tage en livslang beslutning i jeres alder, fordi det er en tid, hvor så meget ændrer sig!

Han bliver 40 i år

Anonym skriver:

Han bliver 40 i år

Så det er aldersbetinget, at han ikke ønsker flere børn? - eller er der andre årsager (økonomi, plads osv.)?

Det kan godt være, at det er lidt kontroversielt at have den holdning, men jeg mener stadig (og har også følt på egen krop), at stor aldersforskel HAR betydning i et forhold, man er simpelthen forskellige steder i livet og har dermed forskellige behov/interesser, det er ikke altid, at kærlighed overvinder alt.

Jeg kender også en mand på 42, som er stået af baby-ræset på trods af konens store ønske om et barn mere - og det giver utrolig megen uro i familien, og de skændes meget mere (det går også ud over børnene) , - og hun kæmper nu en kamp med sig selv for at acceptere situationen, men det er så svært for hende, og det vil blive en sorg resten af livet, hvis de ikke bliver enige om det, og det ved hun allerede nu.

tazz skriver:

Så hvis din kæreste sagde til dig "Vi to skal IKKE have flere børn sammen, og det er ikke til diskussion", så ville du ikke overveje dine muligheder, men bare nikke og sige ja?

Jo jeg ville overveje den mulighed, at han måske skiftede mening... min kæreste er far til min søn og det barn jeg bærer... ville ikke smide ham på porten hvis han sagde han ikke ville have flere. færdig.

Mor-til-Hasse skriver:

Jo jeg ville overveje den mulighed, at han måske skiftede mening... min kæreste er far til min søn og det barn jeg bærer... ville ikke smide ham på porten hvis han sagde han ikke ville have flere. færdig.

Vil stadig holde på, at man skal stå i situationen før man kan udtale sig så stålfast. Tænk hvis du var nægtet din lille spire i maven .... Og manden, som min, nu har holdt fast på sit i flere år og ikke vil rykke sig. Han har faktisk ændret mening - fra to til eet barn

Men generelt:

Som en enkelt anden skriver, så er det en sorg og en sorg som man bliver nødt til at gøre op med sig selv, om man kan bære, eller om den vil æde forholdet op. I sidste tilfælde vil det måske være det bedste så, at bryde med hinanden. De 'ondeste' mennesker er dog dem som siger til mig "Kan du da ikke bare glæde dig over Anna?"  Hvad bilder de sig egentlig ind? Selv en psykolog kom med en så omtankeforladte bemærkning til mig ... jeg var (og er) rystet! Hvad regner de med? At jeg ikke kan glæde mig over mit barn, fordi jeg jeg sørger over dem jeg ikke må få? Er min sorg ikke relevant? Og som ts skriver, hvor meget skal man gå på kompromis med sig selv? Og risikerer man, at ende bitter og hadefuld?

Jeg har valgt at blive, både pga. at jeg ikke vil splitte Annas lille familie op, og fordi jeg efterhånden har en alder, hvor ny mand ikke nødvendigvis er lig et barn mere. Men jeg kan stadig ikke sige med sikkerhed, at jeg ikke ender op som bitter gammel dame som fortryder det valg.

Tak for svar allesammen.. Især fra jer, som går med de samme problemstillinger  Jeg fik lige pludselig travlt herhjemme, det derfor jeg ikke fik svaret.

Jeg håber jo inderst inde at han skifter mening, men tror også, at jeg var heldig at få den ene vi har fået sammen, og ved måske godt, at der nok ikke kommer flere såfremt vi bliver sammen

Det kunne jeg slet ikke forestille mig. 

Dvs du ville forlade den mand du elsker og så gå ud og blive enlig mor til to børn. Derefter skal du så først til at finde en som du vil have børn med. Det kan så tage flere år. Derefter få barn med en ny mand og de komplikationer det kan give at han så er papfar til dine to andre børn. Og hvis det så viser sig efter nogle år det måske så ikke holder, så sidder du alene mor til 3.

Nej. Så ville jeg hellere være glad for min mand jeres to børn og så måske håbe at han med tiden vil ændre mening, for det kan han jo sagtens, hvis I kun er i 20érne. Hvis han så ikke gør  det. Ja så ville jeg bare nyde den familie jeg allerede havde.