Jer med pseudotvillinger - den første tid

Jeg har to drenge med 8 mdrs mellemrum, den ene født 13 uger for tidlig....var indlagt i 9 uger hvor jeg vekslede med at være ved dem begge....jeg oplevede i starten at den "store" blev fornærmet og ikke ville være ved mig....men efter vi er kommet hjem har han taget det rigtig fint....i starten viste han ikke interesse for sin lillebror men nu begynder han at vise det og nusser om ham....jeg har gjort det at jeg alene tid med dem hver i sær, så der er tidspunker hvor de for fuld opmærksomhed og det syntes jeg har været godt....

Jeg brugte ligesom dig en masse energi på at overveje hvordan jeg nu ville gøre når lillebror kom til verden, og al den forberedelse og tanker tror jeg har været med til at lette det en smule. Storebror er så sød ved lillebror. Første gang han så han var han bare i en lift og hang ikke på mor, så det kunne se ud som om han havde overtaget mig. Jeg har haft nemt ved at sætte lillebror til side og lege med storebror i stedet.
Samtidig vil jeg sige at det er vigtigt også at rose andet end når han er sød ved lillebror. Det bliver hurtig vane at sige storebror, eller lillebror i alle sætninger, men jeg prøver at huske at de også skal være noget uden hinanden.

Men al det søskende snak har fykdt virkelig meget i mig, og det gjorde det faktisk svært at være noget for den mindste fordi al fokus var på storebror og deres forhold. Så hvis jeg skulle gøre det om ville jeg flytte noget af mit fokus, og være mere tryg ved at det nok skulle gå, og fokusere på at lære den lille at kende. Det der kom mest bag på mig var hvor meget jeg elskede og hvor godt jeg kendte storebror, og det var faktisk lidt svært at opbygge det samme på ingen tid til lillebror.
Men man elsker dem bare ikke ens og det er altså helt normalt, det er to forskellige børn, men det havde jeg bare ikke indstillet mig på så det skræmte mig lidt.

Vi har 3 psedotvillinger (altså de er kommet en af gangen), og vi har ALDRIG oplevet problemer iforhold til at der er kommet en lille ny i familien. Tværtimod plager vores børn om vi ikke skal have en baby  mere. (og de prøver at forbyde mig at sælge vores babyudstyr, for det skal vi bruge når vi skal have en baby mere, for det vil de SÅ gerne have).

Vi har valgt at føde hjemme, og dermed har jeg ikke været væk for så at komme hjem med en baby. Vores børn har været hjemmebørn, og da den ældste gik i børnehave (han var lige fyldt 3 år) da den mindste kom, ja så holdt vi ham hjemme i 14 dage, så han også kunne få lov at nyde den første tid med en baby i huset.

jeg fik engang et godt råd af en mor til 9 børn, og det vil jeg gerne give videre. Hun havde altid lavet en 'ammelejr' midt i stuen, hvor hun så lå nøgen med baby og gav baby masser af hud til hud kontakt, mens de store børn så legede på gulvet ved siden af. De store børn havde så fri adgang til mor, og mor kunne følge med i deres lege, læse en bog osv. men al tiden var mor alligvel sammem med baby.

Vi har lagt et gummilagen ud på sofaen så jeg ikke blødte igennem (særlig det første døgn kan man jo godt bløde en del) og så havde jeg ellers masser af dyne og tæpper osv. Ud over når jeg skulle på toilettet var jeg stort set ikke ude af sofaen.

Vores 'store' børn (læs 1 år) har altid fået lov til at 'være med'. været med til at skifte ble, give en sut, tørre en dråbe mælk/gylp af mundvigen (ikke hvis der var meget = ulækkert, men hvis det bare lige var lidt). Børnene er altid kommet slæbende med deres legetøj og sagt at det måtte babyen godt låne, og vi har som forældre altid sagt tak og lagt lastbilen (eller hvad de nu kom med) og lagt den ved siden af babyen.

Det er først når babyerne når 8 mdr alderen at det er begyndt at skabe problemer. Det tidspunkt kalder vi for. Bulldoze-alderen, for da kan de små kravle, og  de går lige hen over det det store sidder og leger med, og kommer ofte til at ødelægge det de(n) store er igang med. Men det har vi nu også fået løst på en god måde.

Når de første 14 dage er gået har vi brugt slynge rigtig meget. Jeg kan sidde og amme i slyngen mens jeg sidder på gulvet og leger med de store. Eller jeg kan stå i køkkenet og bage boller sammen med de store imens baby ligger på ryggen af mig. De store føler at de får fuld opmærksomhed, mens babyen stadig får opfyldt til kolosale store mor-nærheds-behov.

Senere hen i livet har vores 3 børn haft VILDT Meget glæde af hinanden. Jeg tror det er en kæmpe gave at give sine børn at de har nogle søskende der er så tæt på hinanden. De leger ekstremt godt sammen og passer godt på hinaden. Fra den ældste var 5-6 år er alle tre børn selv stået op om morgen og de har hjulpet hinanden med at få morgenmad og sørget for at den mindste fik hagesmæk på osv. og så er de selv gået igang med at lege bagefter, alt imens mig og min mand har kunnet sove længe i weekenden. Når de vågner om natten, så går de ind til hinanden og ligger og putter istedet for at komme ind til os forældre. De er meget velkomne i vores dobbeltseng og det har de altid været, men de vil faktisk helst ligge og putte med deres søskende. Så jeg har lyst til at ønske dig tillykke med at I får børn der er så tæt på hinadne, det er en gave for livet!!!

Mumto3 skriver:

Vi har 3 psedotvillinger (altså de er kommet en af gangen), og vi har ALDRIG oplevet problemer iforhold til at der er kommet en lille ny i familien. Tværtimod plager vores børn om vi ikke skal have en baby  mere. (og de prøver at forbyde mig at sælge vores babyudstyr, for det skal vi bruge når vi skal have en baby mere, for det vil de SÅ gerne have).

Vi har valgt at føde hjemme, og dermed har jeg ikke været væk for så at komme hjem med en baby. Vores børn har været hjemmebørn, og da den ældste gik i børnehave (han var lige fyldt 3 år) da den mindste kom, ja så holdt vi ham hjemme i 14 dage, så han også kunne få lov at nyde den første tid med en baby i huset.

jeg fik engang et godt råd af en mor til 9 børn, og det vil jeg gerne give videre. Hun havde altid lavet en 'ammelejr' midt i stuen, hvor hun så lå nøgen med baby og gav baby masser af hud til hud kontakt, mens de store børn så legede på gulvet ved siden af. De store børn havde så fri adgang til mor, og mor kunne følge med i deres lege, læse en bog osv. men al tiden var mor alligvel sammem med baby.

Vi har lagt et gummilagen ud på sofaen så jeg ikke blødte igennem (særlig det første døgn kan man jo godt bløde en del) og så havde jeg ellers masser af dyne og tæpper osv. Ud over når jeg skulle på toilettet var jeg stort set ikke ude af sofaen.

Vores 'store' børn (læs 1 år) har altid fået lov til at 'være med'. været med til at skifte ble, give en sut, tørre en dråbe mælk/gylp af mundvigen (ikke hvis der var meget = ulækkert, men hvis det bare lige var lidt). Børnene er altid kommet slæbende med deres legetøj og sagt at det måtte babyen godt låne, og vi har som forældre altid sagt tak og lagt lastbilen (eller hvad de nu kom med) og lagt den ved siden af babyen.

Det er først når babyerne når 8 mdr alderen at det er begyndt at skabe problemer. Det tidspunkt kalder vi for. Bulldoze-alderen, for da kan de små kravle, og  de går lige hen over det det store sidder og leger med, og kommer ofte til at ødelægge det de(n) store er igang med. Men det har vi nu også fået løst på en god måde.

Når de første 14 dage er gået har vi brugt slynge rigtig meget. Jeg kan sidde og amme i slyngen mens jeg sidder på gulvet og leger med de store. Eller jeg kan stå i køkkenet og bage boller sammen med de store imens baby ligger på ryggen af mig. De store føler at de får fuld opmærksomhed, mens babyen stadig får opfyldt til kolosale store mor-nærheds-behov.

Senere hen i livet har vores 3 børn haft VILDT Meget glæde af hinanden. Jeg tror det er en kæmpe gave at give sine børn at de har nogle søskende der er så tæt på hinanden. De leger ekstremt godt sammen og passer godt på hinaden. Fra den ældste var 5-6 år er alle tre børn selv stået op om morgen og de har hjulpet hinanden med at få morgenmad og sørget for at den mindste fik hagesmæk på osv. og så er de selv gået igang med at lege bagefter, alt imens mig og min mand har kunnet sove længe i weekenden. Når de vågner om natten, så går de ind til hinanden og ligger og putter istedet for at komme ind til os forældre. De er meget velkomne i vores dobbeltseng og det har de altid været, men de vil faktisk helst ligge og putte med deres søskende. Så jeg har lyst til at ønske dig tillykke med at I får børn der er så tæt på hinadne, det er en gave for livet!!!

Åh hvor ville jeg ønske jeg havde modet til at få 3 i rap Det lyder skønt som i har det.

mor_sabina skriver:

Jeg brugte ligesom dig en masse energi på at overveje hvordan jeg nu ville gøre når lillebror kom til verden, og al den forberedelse og tanker tror jeg har været med til at lette det en smule. Storebror er så sød ved lillebror. Første gang han så han var han bare i en lift og hang ikke på mor, så det kunne se ud som om han havde overtaget mig. Jeg har haft nemt ved at sætte lillebror til side og lege med storebror i stedet.
Samtidig vil jeg sige at det er vigtigt også at rose andet end når han er sød ved lillebror. Det bliver hurtig vane at sige storebror, eller lillebror i alle sætninger, men jeg prøver at huske at de også skal være noget uden hinanden.

Men al det søskende snak har fykdt virkelig meget i mig, og det gjorde det faktisk svært at være noget for den mindste fordi al fokus var på storebror og deres forhold. Så hvis jeg skulle gøre det om ville jeg flytte noget af mit fokus, og være mere tryg ved at det nok skulle gå, og fokusere på at lære den lille at kende. Det der kom mest bag på mig var hvor meget jeg elskede og hvor godt jeg kendte storebror, og det var faktisk lidt svært at opbygge det samme på ingen tid til lillebror.
Men man elsker dem bare ikke ens og det er altså helt normalt, det er to forskellige børn, men det havde jeg bare ikke indstillet mig på så det skræmte mig lidt.

Tak for svar.

Ja det med at kan man nu elske dem begge lige højt, har også fyldt rigtig meget her.

Især fordi vi skulle kæmpe for den første og fik hjælp til sidst. Så hun betyder bare ALT, er dybt forelsket i hende :-) Nr 2 derimod var langt fra planlagt, da vi jo ikke troede vi kunne selv, så hun var en glædelig overraskelse, men har skullet bruge lang tid på at acceptere, at nr 2 allerede skulle komme nu.

Men ja ens børn er forskellige (heldigvis for det), og man kommer jo til at elske og holde af dem ligemeget hvad.

A.S. skriver:

Tak for svar.

Ja det med at kan man nu elske dem begge lige højt, har også fyldt rigtig meget her.

Især fordi vi skulle kæmpe for den første og fik hjælp til sidst. Så hun betyder bare ALT, er dybt forelsket i hende :-) Nr 2 derimod var langt fra planlagt, da vi jo ikke troede vi kunne selv, så hun var en glædelig overraskelse, men har skullet bruge lang tid på at acceptere, at nr 2 allerede skulle komme nu.

Men ja ens børn er forskellige (heldigvis for det), og man kommer jo til at elske og holde af dem ligemeget hvad.

Hvis man fra starten er indstillet på at de er forsklellige og at følelserne for dem (især den første tid) også er det, så tror jeg man er langt. Jeg ville ihvertfald genr have vidst det, og være forberedt på at det man har opbygget med nummer 1 ikke er der med det samme. Derfor elsker man dem stadig og moderfølelserne kom for mit vedkomne hurtigere fordi man vidste hvad der skulle ske, men storebror kendte man jo og der skulle amn først tila t lære lillebror at kende.

Mumto3 skriver:

Vi har 3 psedotvillinger (altså de er kommet en af gangen), og vi har ALDRIG oplevet problemer iforhold til at der er kommet en lille ny i familien. Tværtimod plager vores børn om vi ikke skal have en baby  mere. (og de prøver at forbyde mig at sælge vores babyudstyr, for det skal vi bruge når vi skal have en baby mere, for det vil de SÅ gerne have).

Vi har valgt at føde hjemme, og dermed har jeg ikke været væk for så at komme hjem med en baby. Vores børn har været hjemmebørn, og da den ældste gik i børnehave (han var lige fyldt 3 år) da den mindste kom, ja så holdt vi ham hjemme i 14 dage, så han også kunne få lov at nyde den første tid med en baby i huset.

jeg fik engang et godt råd af en mor til 9 børn, og det vil jeg gerne give videre. Hun havde altid lavet en 'ammelejr' midt i stuen, hvor hun så lå nøgen med baby og gav baby masser af hud til hud kontakt, mens de store børn så legede på gulvet ved siden af. De store børn havde så fri adgang til mor, og mor kunne følge med i deres lege, læse en bog osv. men al tiden var mor alligvel sammem med baby.

Vi har lagt et gummilagen ud på sofaen så jeg ikke blødte igennem (særlig det første døgn kan man jo godt bløde en del) og så havde jeg ellers masser af dyne og tæpper osv. Ud over når jeg skulle på toilettet var jeg stort set ikke ude af sofaen.

Vores 'store' børn (læs 1 år) har altid fået lov til at 'være med'. været med til at skifte ble, give en sut, tørre en dråbe mælk/gylp af mundvigen (ikke hvis der var meget = ulækkert, men hvis det bare lige var lidt). Børnene er altid kommet slæbende med deres legetøj og sagt at det måtte babyen godt låne, og vi har som forældre altid sagt tak og lagt lastbilen (eller hvad de nu kom med) og lagt den ved siden af babyen.

Det er først når babyerne når 8 mdr alderen at det er begyndt at skabe problemer. Det tidspunkt kalder vi for. Bulldoze-alderen, for da kan de små kravle, og  de går lige hen over det det store sidder og leger med, og kommer ofte til at ødelægge det de(n) store er igang med. Men det har vi nu også fået løst på en god måde.

Når de første 14 dage er gået har vi brugt slynge rigtig meget. Jeg kan sidde og amme i slyngen mens jeg sidder på gulvet og leger med de store. Eller jeg kan stå i køkkenet og bage boller sammen med de store imens baby ligger på ryggen af mig. De store føler at de får fuld opmærksomhed, mens babyen stadig får opfyldt til kolosale store mor-nærheds-behov.

Senere hen i livet har vores 3 børn haft VILDT Meget glæde af hinanden. Jeg tror det er en kæmpe gave at give sine børn at de har nogle søskende der er så tæt på hinanden. De leger ekstremt godt sammen og passer godt på hinaden. Fra den ældste var 5-6 år er alle tre børn selv stået op om morgen og de har hjulpet hinanden med at få morgenmad og sørget for at den mindste fik hagesmæk på osv. og så er de selv gået igang med at lege bagefter, alt imens mig og min mand har kunnet sove længe i weekenden. Når de vågner om natten, så går de ind til hinanden og ligger og putter istedet for at komme ind til os forældre. De er meget velkomne i vores dobbeltseng og det har de altid været, men de vil faktisk helst ligge og putte med deres søskende. Så jeg har lyst til at ønske dig tillykke med at I får børn der er så tæt på hinadne, det er en gave for livet!!!

Tak for svar. Rart at høre om en masse positive historier.

Må give Mor_Sabina ret, det lyder da bare helt idyllisk. Håber virkelig mine 2 tøser, vil få et super godt forhold til hinanden, og vi vil virkelig gøre vores for at undgå at den der konkurrence-ting, jeg tit synes man hører om mellem 2 tætte søstre.

 

mor_sabina skriver:

Åh hvor ville jeg ønske jeg havde modet til at få 3 i rap Det lyder skønt som i har det.

Det er det også! Vi føler os også meget privilligerede og heldige. Heldige fordi vi har haft nogle gode forbilleder i vores omgangskreds som vi har kunnet 'kopier', og som har givet os troen på at det er det rigtige at gøre.

F.eks. var der mange der mente at det var HELT FORKERT at ham der gik i børnehave da han blev storebror for anden gang, at han skulle have fri i 14 dage. Mange mente det var Åh..så vigtigt for ham at bibeholde hans hverdag i børnehaven og de legekammerater han havde der. Men vi valgte at relationen til den nye søskende var meget vigtigere end relationen til de andre børn i børnehaven og derfor beholdt vi ham hjemme. (og selvfølgelig kunne han da godt komme med ind i legegruppen da han kom tilbage).

Med hensyn til at lære den lille ny af kende, så har jeg jo ligget næsten 24 timer i døgnet med en nøgen baby på min mave, og det har givet mig en rigtig god kontakt til min lille nyfødte (og da det var vinter måtte vi skue helt op for varmen, så vi havde 25graders varme indedørs så babyen ikke frøs) men jeg har stadig været tilgængelig for de store, netop fordi jeg lå på sofaen og var der lige ved siden af de store. Det søvn jeg ikke fik om natten, kunne jeg så tage på sofaen om dagen, så derfor var jeg faktisk meget mindre udmattet da jeg fik nr. 2 og nr 3 end da jeg fik den først. Men den første baby havde jeg jo fået den mærkelige ide, at man da skulle stå op om morgen, have tøj på, købe ind, gå i mødregruppe, have barselsbesøg og alt muligt andet. Ved de to næste børnefødsler, der helligede jeg mig 100% baby og familien og så måtte resten af verden gå sin gang uden mig.

men det har da ikke været noget nemt valg. Farmor har da undrende spurgt om babyen ikke snart skulle have noget tøj på? -og de få der fik lov til at komme på barselsbesøg synes da også det var lidt mærkeligt at jeg bare lå der i sofaen. Men en lille nyfødt er kun lillebitte nyfødt i uendelig kort tid iforhold til et helt liv på måske 80 år, så den tid har jeg tænkt mig at nyde i fulde drag og ikke gå glip af et eneste sekund 'bare fordi andre synes at det er vigtigere at stå op og få tøj på, end det er at ligge og putte med sin lille baby'.

 

A.S. skriver:

Tak for svar. Rart at høre om en masse positive historier.

Må give Mor_Sabina ret, det lyder da bare helt idyllisk. Håber virkelig mine 2 tøser, vil få et super godt forhold til hinanden, og vi vil virkelig gøre vores for at undgå at den der konkurrence-ting, jeg tit synes man hører om mellem 2 tætte søstre.

 

Mennesker er forskellige og man kan ikke forlange af sine børn at de skal elske hinanden, men jeg tror at man som forældre kan gøre RIGTIG MEGET for at styrke søskendes indbyrds relationer. Vi har et vennepar der altid skiller deres børn ad, så de kan få alene tid med den ene forældre og for at undgå at børnene skal ryge i totterne på hinanden. Det tror jeg er den sikre vej til et ikke særligt nært og tæt forhold.

Børn er jo små bløde mennekser, og de har så meget ømhed og forståelse for hinanden at det jo er helt vildt. Det kan man som forældre så enten vælge at styrke, eller vælge at gør børnene mere 'hårde'. F.eks. tager jeg altid flyverdragten af min mellemste søn på nu 5 år, når han kommer ned i børnehaven. Han kan sagtens selv! -men det er en kærlighedserklæring fra mig til ham. De voksne i børnehaven (pædagoger og andre forældre) kommentere det engang imellem, men jeg er fuldstændig ligeglad. Min søn har brug for at føle jeg yder omsorg for ham lige inden han bliver afleveret og derfor giver jeg ham det. Han mærker hvor dejligt det er at blive hjulpet når han har brug for det, og derfor hjælper han også gerne andre. I modsætning til de børn der blvier tvunget til at tage flyverdragten af/på selv, ofte med ordene: Kom nu, du kan jo godt! Du er jo ikke en lille baby, du kan godt selv osv. De børn bliver sårede og kede af det, de føler sig ikke 'mødt' eller 'set' og ofte er det også dem der bare styrter ud på legepladsen og ikke lige giver sig tid til at hjælpe de andre børn i tøjet når de skal afsted, for hvorfor skulle de det? De har jo netop lært af de voksne, at børn skal selv, og man skal ikke hjælpe.

Nå, det blev lige en lang smørre, men jeg bare at den måde vi behandler vores børn på har meget mere indflydelse på hvordan vores børn er og opføre sig end de fleste gør sig klart.

Mumto3 skriver:

Mennesker er forskellige og man kan ikke forlange af sine børn at de skal elske hinanden, men jeg tror at man som forældre kan gøre RIGTIG MEGET for at styrke søskendes indbyrds relationer. Vi har et vennepar der altid skiller deres børn ad, så de kan få alene tid med den ene forældre og for at undgå at børnene skal ryge i totterne på hinanden. Det tror jeg er den sikre vej til et ikke særligt nært og tæt forhold.

Børn er jo små bløde mennekser, og de har så meget ømhed og forståelse for hinanden at det jo er helt vildt. Det kan man som forældre så enten vælge at styrke, eller vælge at gør børnene mere 'hårde'. F.eks. tager jeg altid flyverdragten af min mellemste søn på nu 5 år, når han kommer ned i børnehaven. Han kan sagtens selv! -men det er en kærlighedserklæring fra mig til ham. De voksne i børnehaven (pædagoger og andre forældre) kommentere det engang imellem, men jeg er fuldstændig ligeglad. Min søn har brug for at føle jeg yder omsorg for ham lige inden han bliver afleveret og derfor giver jeg ham det. Han mærker hvor dejligt det er at blive hjulpet når han har brug for det, og derfor hjælper han også gerne andre. I modsætning til de børn der blvier tvunget til at tage flyverdragten af/på selv, ofte med ordene: Kom nu, du kan jo godt! Du er jo ikke en lille baby, du kan godt selv osv. De børn bliver sårede og kede af det, de føler sig ikke 'mødt' eller 'set' og ofte er det også dem der bare styrter ud på legepladsen og ikke lige giver sig tid til at hjælpe de andre børn i tøjet når de skal afsted, for hvorfor skulle de det? De har jo netop lært af de voksne, at børn skal selv, og man skal ikke hjælpe.

Nå, det blev lige en lang smørre, men jeg bare at den måde vi behandler vores børn på har meget mere indflydelse på hvordan vores børn er og opføre sig end de fleste gør sig klart.

Det var lige en øjenåbner at læse det, for det er fuldstændig rigtig med flyverdragten. Faktisk mader vi Phillip om morgen med morgenmaden, og det er en underlig vane, men det SKAL være sådan, for det er vores tid, hvor vi vågner og alt er i stille tempo, inden vi skal skynde os ud af døren

Jeg Lader nogle gange Jullian(lillebror) sidde i autostolen i bilen, når han sover, mens jeg henter Phillip. På den måde har han mig også for sig selv, og når Jullian så kommer med ind er han jo så glad for at vise ham frem, men tror også det er sundt at give dem 100 % opmærksomhed ind imellem. Men selvfølgelig skal der være en balancegang.

Nå ville bare lige den med flyverdragten.