Er så træt, magter det ikke. Langt, men har brug for respons

Anonym skriver:

Ha brug for at ynke og komme ud med det her.. Alting forværres self. når man er træt. Især når man er gravid og træt. Men det forværrer jo kun følelser, som allerede er der.

Jeg elsker mit liv. Jeg hader mit liv. Jeg har ting, jeg er glad for. I gang med den fede uddannelse, manden i mit liv, den gode, støttende familie og et barn på vej + fin økonomi, og jeg er stadig ung. Udefra ser det perfekt ud. Tilmed er mit studie et meget prestigefyldt et, og ikke nok med det, så scorer jeg topkarakterer til mine eksamener. Alle er så stolte. Jeg er så stolt. Jeg har alt, ikke?

Jeg har bare ingen omgangskreds. Jeg er blevet mobbet og mobbet og mobbet. Holdt udenfor, psykisk tortur, you name it. Helt fra barnsben. Jeg var et følsomt barn, og jeg var derfor et let offer. Folk udnyttede mig og ville kun være min ven indtil en bedre kom forbi. Jeg måtte ikke være med til at lege, og da vi blev ældre måtte jeg ikke kommed med til festerne. Lærerne satte mig altid gruppe med de andre, der var upopulære. En sørgerlig flok, som lærerne ikke forsøgte at blande med mængden. Når vi fik nye pladser, klagede folk højlydt over at sidde hos mig. Jeg har aldrig gjort nogen noget. Aldrig. Har altid været sød, kærlig og empatisk. Men tilsyneladende skal nogen være offeret, og så var jeg jo den nemmeste at vælge.

Gymnasiet var ikke anderledes, og efterhånden lærte jeg bare at vende mig til enspænderlivet. Havde venskaber som kom og gik, fordi folk ikke rigtig ville mig noget. Nu er jeg kommet så langt ud, at jeg hverken kan finde ud af eller har lyst til at være venner. Jeg lyver ikke: Jeg har ingen venner. Jeg har ingen omgangskreds overhovedet! Jeg kender mange, som jeg af og til veksler lidt ord med, men ikke en eneste ven whatsoever. Jeg ses ikke med nogen i min fritid. Grunden til jeg klarer mig så godt på studiet er, at jeg ikke har nogen venner, og derfor har masser af tid til at læse. Hvad skulle jeg ellers lave?

Jeg er så opgivende. Trænger til at have venner at sludre med, men jeg er kommet så langt ned med den slags, at jeg ikke har energien og lysten. Jeg magter ikke at have venner. Mine erfaringer siger mig, at de ikke er energien værd, men alligevel mangler jeg noget i livet. Har det bedste forhold til kæresten, vi kan tale om alt. Men man har også brug for andre! Hvordan skal jeg bare gøre det, når jeg ikke har viljestyrken til at kæmpe for det?

Efterhånden som jeg er blevet ældre, er jeg blevet stærk af alle mine knubs. Jeg har en mur omkring mig, folk må ikke komme ind. Og jeg vil IKKE se på, at andre tales grimt til, tales ned til eller andet. Derfor havner jeg også tit med en masse uvenner, fordi jeg forsvarer de svage, og det er ilde set. Er også typen der ikke finder sig i, at folk med vilje provokerer mig. Jeg modargumenterer med fancy argumenter og velformulerede sætninger, der gør folk paffe. Jeg taler aldrig grimt, men min argumentationsform pisser folk af, fordi jeg ikke bare vil ligge mig ned og sige: "Jaja, fortsæt du bare med at være led og nedladende". Men jeg kan ikke lade være. Jeg kan ikke se på det, jeg kan ikke finde mig i det! Jeg kan MÆRKE, hvor ondt det gør når andre tales ned til, og det gælder altså også her på baby.dk. Så deles lejren i to: Dem der synes jeg kommer med pisse gode råd og rigtig godt kan lide mig, og dem som synes det er træls jeg altid er klar til at sige fra.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere. Måske er jeg bare et dårligt menneske, som IKKE fortjener venner. At forsvare de svage gør mig til et dårligt menneske. Min alt for store empati gør, at at folk går i mod mig. Og det uanset at jeg ALDRIG taler ned til folk, ALDRIG taler grimt til folk eller sviner dem. Aldrig. Men det er ikke nok.......

Råd modtages..

Hej

Du og jeg har det på præcis samme måde. Jeg kan genkende alt du skriver.

Kan ikke give dig nogle fornuftige svar. Hvis jeg kunne det sad jeg ikke selv i samme situation.

Knus

Jeg sidder og tænker at du måske skal prøve et give en psykolog en chance igen? Det kunne jo være at du fik en der kunne hjælpe, og hvis problemet din adfærd er grundlagt i barndommen, kunne det måske være meget relevant at starte der?

Jeg siger på ingen måde at det er din egen skyld at du er blevet behandlet sådan, men jeg tænker at behandlingen måske har fremprovokeret nogle handlemønstre/tanker mv hos dig, der er en medvirkende årsag til at du har svært ved at danne tætte venskaber i dag?

Jeg sidder også og tænker - hvad med din kæreste? Du skriver at I har det bedste forhold og er virkeligt tætte. Hvad er forskellen på ham og de bekendte, der ikke blev til venner? Er det fordi han er mand, eller er der måske en anden årsag?

Uanset hvad kan du ikke ændre på hele verden, selvom den trænger. Hvis du ønsker at danne tætte og varige venskaber, er du nødt til at starte med dig selv.

jeg har altid været en som har skubbete mine venner og kærester væk fra mig, de skal fanme ikke komme tæt ind på mig, så skælder dem ud og bliver sur hvis de kommer for tæt på. for to år siden mødte jeg en. en som ændrede det hele. lige meget hvor meget jeg skubbede og skubbede blev han der sku. han forsvandt ikke. idag er det nok den eneste jeg stoler rigtigt meget på og ved ikke giver op. begyndte til psykolog, og snakkede jeg fandt enlig ud af hvor glad jeg var for at han ikke skubbe mig væk igen. og har fortalt hvor glad jeg er for han har været der og er som han nu engang er. og har det fantastisk med det og er nu klar til at lukke andre rigtigt godt ind.

du behøver slet ikke være så bange for det, selvom der kommer mange nederlag og svigt skal der nok komme noget godt. for en gangs skyld er jeg lykkelig(selvom alt faktisk er noget lort) jeg er så glad og stråler af glæde og selvtillid og er klar til at verden skal se hvem fanden jeg er. 

du har det bedste forhold med din mand, hvis du kan med ham kan du også med andre. men giv det tid. har brugt 7 år på at lukke en veninde ind, og har stadig svært ved det, men vores forhold kan ikke ødelægges nu lige meget hvor meget vi kan hade hinanden ender vi altid tilbage. så prøv at lig frygten på hylden, for du fortjener venner og veninder. 

hvis du har brug for at snakke er du velkommen til at skrive, om det er nu eller om en måned eller hvad det kunne være er enlig et fedt. men der er støtte når du er klar til det. 

uha... sidder helt med en klump i maven, og ved slet ikke havd jeg skal skrive til dig...

Men du skal bare vide at jeg har læst din tråd og den rørte mig meget!

Det lyder ligesom mig... Ikke at det skal handle om mig - men for at du vil kunne forstå mit forslag til dig, vil det måske hjælpe

Jeg har heller ikke haft en let barndom, er alt for følsom og alt det jeg har været igennem forfølger mig, så jeg ikke er glad, har ikke haft nogen vennekreds, været hård overfor mig selv osv.

Jeg flyttede til en ny by, og i forbindelse med min start som mor, frygtede vi en fødselsreaktion. Lægen sendte mig til psykriatisk amulatorium og her sendte de mig videre til overlægen, jeg var frygtelig bange, men nu sidder jeg og er super glad for at jeg gjorde det..

Jeg er nemlig startet i 2 grupper, som er undervisning hvor jeg lærer at håndtere og ændre den måde jeg tænker på og dermed det fakta at jeg har svært ved at få venner/skubber mennesker væk og meget andet.

Jeg har været ved mange psykologer og også psykiatere igennem tiden, dog uden at det hjalp. For som du selv skriver, de vil starte fra bunden/starten. MEN som min nye underviser (der er psykolog btw.) siger, så er det ikke der man skal starte, for det kan blot rive op i en masse ting. Man skal tage fat om de ting der påvirker her og nu, og så kan det være at den måde man reagere på ligger til bunds for noget i fortiden, som man så kan se på. At grave gør bare at man får endnu flere ting at tænke på, reagere på og være ked af det over og dét er der ingen grundt til.

Det jeg vil frem til er - kognitiv undervisning tror jeg kunne være vejen frem for dig. Det er lidt skræmmende at starte i en gruppe, men man bliver undervist og snakker ikke om fortiden, så det hører de andre intet om (medmindre man har lyst til at dele, og det er vi ingen i min gruppe der har gjort) Ved undervisning lærer du som sagt hvordan du ændre og vil derfor ikke skulle gå i 10 år (blot eksempel ) hos en psykolog og snakke og snakke, men lærer at håndtere tingene selv (og kan selvfølgelig snakke lidt med en psykolog hvis du har brug for det )

Kan lige slutte af med at fortælle dig, efter at være startet for en måned siden (går 1 gang i ugen) er jeg nu ved at få venner Ønsker inderligt det samme for dig..

Og så får du lige en krammer

Alt skal nok gå, og du skal nok blive super glad og lykkelig - bare vent og se