Ha brug for at ynke og komme ud med det her.. Alting forværres self. når man er træt. Især når man er gravid og træt. Men det forværrer jo kun følelser, som allerede er der.
Jeg elsker mit liv. Jeg hader mit liv. Jeg har ting, jeg er glad for. I gang med den fede uddannelse, manden i mit liv, den gode, støttende familie og et barn på vej + fin økonomi, og jeg er stadig ung. Udefra ser det perfekt ud. Tilmed er mit studie et meget prestigefyldt et, og ikke nok med det, så scorer jeg topkarakterer til mine eksamener. Alle er så stolte. Jeg er så stolt. Jeg har alt, ikke?
Jeg har bare ingen omgangskreds. Jeg er blevet mobbet og mobbet og mobbet. Holdt udenfor, psykisk tortur, you name it. Helt fra barnsben. Jeg var et følsomt barn, og jeg var derfor et let offer. Folk udnyttede mig og ville kun være min ven indtil en bedre kom forbi. Jeg måtte ikke være med til at lege, og da vi blev ældre måtte jeg ikke kommed med til festerne. Lærerne satte mig altid gruppe med de andre, der var upopulære. En sørgerlig flok, som lærerne ikke forsøgte at blande med mængden. Når vi fik nye pladser, klagede folk højlydt over at sidde hos mig. Jeg har aldrig gjort nogen noget. Aldrig. Har altid været sød, kærlig og empatisk. Men tilsyneladende skal nogen være offeret, og så var jeg jo den nemmeste at vælge.
Gymnasiet var ikke anderledes, og efterhånden lærte jeg bare at vende mig til enspænderlivet. Havde venskaber som kom og gik, fordi folk ikke rigtig ville mig noget. Nu er jeg kommet så langt ud, at jeg hverken kan finde ud af eller har lyst til at være venner. Jeg lyver ikke: Jeg har ingen venner. Jeg har ingen omgangskreds overhovedet! Jeg kender mange, som jeg af og til veksler lidt ord med, men ikke en eneste ven whatsoever. Jeg ses ikke med nogen i min fritid. Grunden til jeg klarer mig så godt på studiet er, at jeg ikke har nogen venner, og derfor har masser af tid til at læse. Hvad skulle jeg ellers lave?
Jeg er så opgivende. Trænger til at have venner at sludre med, men jeg er kommet så langt ned med den slags, at jeg ikke har energien og lysten. Jeg magter ikke at have venner. Mine erfaringer siger mig, at de ikke er energien værd, men alligevel mangler jeg noget i livet. Har det bedste forhold til kæresten, vi kan tale om alt. Men man har også brug for andre! Hvordan skal jeg bare gøre det, når jeg ikke har viljestyrken til at kæmpe for det?
Efterhånden som jeg er blevet ældre, er jeg blevet stærk af alle mine knubs. Jeg har en mur omkring mig, folk må ikke komme ind. Og jeg vil IKKE se på, at andre tales grimt til, tales ned til eller andet. Derfor havner jeg også tit med en masse uvenner, fordi jeg forsvarer de svage, og det er ilde set. Er også typen der ikke finder sig i, at folk med vilje provokerer mig. Jeg modargumenterer med fancy argumenter og velformulerede sætninger, der gør folk paffe. Jeg taler aldrig grimt, men min argumentationsform pisser folk af, fordi jeg ikke bare vil ligge mig ned og sige: "Jaja, fortsæt du bare med at være led og nedladende". Men jeg kan ikke lade være. Jeg kan ikke se på det, jeg kan ikke finde mig i det! Jeg kan MÆRKE, hvor ondt det gør når andre tales ned til, og det gælder altså også her på baby.dk. Så deles lejren i to: Dem der synes jeg kommer med pisse gode råd og rigtig godt kan lide mig, og dem som synes det er træls jeg altid er klar til at sige fra.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere. Måske er jeg bare et dårligt menneske, som IKKE fortjener venner. At forsvare de svage gør mig til et dårligt menneske. Min alt for store empati gør, at at folk går i mod mig. Og det uanset at jeg ALDRIG taler ned til folk, ALDRIG taler grimt til folk eller sviner dem. Aldrig. Men det er ikke nok.......
Råd modtages..
