Hejsa Piger
Jeg var til clearvoyant D 17 Januar, og har ikke før nu været parat til at fortælle min historie, da den går meget tæt på og jeg selv har haft lidt svært ved helt at sluge den oplevelse....
Ankommer hos clearvoyanten kl 10.30 og vi klinker med det samme rigtig godt, hvilket får mig til at falde rigtig godt til ro i hendes selvskab.
Vi starter med at snakke lidt, og jeg siger med det samme til hende at jeg hvis hun kan gerne vil jeg meget gerne i kontakt med min afdøde farmor, som jeg altid har set et stort lys i. Og hun siger hun vil gøre et forsøg, men at det også kommer an på min farmor. Hvad jeg ikke har fortalt clervoyanten er at jeg gennem de sidste mange år har oplevet underlige ting, som er svære at forklare og jeg tror det er min farmor som er hos mig.
Hun begynder, og jeg sidder helt stiv og er så spændt. Hun kigger rundt på mig og siger pludselig: Phuuu du må have en frygtelig hovedepine, pga de nakkespændinger du har?? Og jeg døjer utrolig meget med begge dele...
Så siger hun: Hvad er der med din venste arm? der er noget ved din venstre arm som giver dig dårlige minder og som har gjort dig utrolig ondt? Først tænker jeg, hmmmm hva pokker taler hun om?? Men så kommer jeg i tanke om det. For 6 år siden forsøgte jeg selvmord ved at skære mig i venste håndled og op af armen. Havde langærmert trøje på, så hun har ikke på nogen måde kunne se mine ellers grimme ar.
Hun går vider og stopper så igen meget hurtig op og siger: Hmm nu blander jeg mig måske i noget som du ikke selv ved endnu, men jeg kunne mærke det allerede da vi talte i tlf sammen. Er du gravid??? Og kunne jeg jo så bekrafte at jeg var. Hun spørger så om min mor ved det? Og om hun var blevet sur på mig over det, for hun kunne mærke at vi pga graviditeten havde et anspændt forhold til hinanden. Jeg tænkte igen at jeg ikke fattede hvad hun snakker om, for min mor var blevet glad over at skulle være mormor igen. Hun siger så, Louise din mor er bange for du skal opleve det samme som hende!!!! Også ved jeg hvad hun mener... Mine forældre mistede for 20 år siden en dreng ved fødslen, og min mor er angst for jeg skal opleve det samme, så hun tør ikke glæde sig ordenligt før jeg ligger med en sund og rask baby i armene. Og derfor det anspændte....
Jeg spørger hende så om hun kan sige mig et køn på babyen i maven og hun siger med det samme at hun faktisk fornemmer begge køn, men at pigen var meget stærk i forhold til drengen, og hvad det betød kunne hun ikke helt sige mig. 4 dage efter det her, begynder jeg at bløde og de finder ud af jeg har ventet tvillinger.... Kommer her senere til kønsscanning og viser sig der ligger en pige i min mave. derfor pigen var så meget stærker end drengen, hun kunne mærke på forhånd at jeg ville miste.
Hun spørger mig så om jeg har søskende og jeg siger ja jeg har en søster. Om jeg ikke har flere?? Neeeej.... Jamen det forstår hun ikke helt for hun fornemmer et meget stort bånd til en dreng?? Og der går det op for mig at hun måske mener min lillebror, som døde ved fødslen... Men siger jeg ikke noget om til hende endnu. Hun går vider og siger at der på min venstre side står en ung fyr, meget høj og utrolig maskulin. Har du nogen ide om hvem det kan være louise?? Og her nævner jeg så min lillebror... Hun siger så, ja han siger også han er din bror, men du sagde du kun havde en søster og det kunne jeg jo så ikke få til at hænge sammen... Hun fortæller han står med en hånd på min venstre skulder, og at han uanset hvor jeg er altid vil være bag mig, og at han passer på mig og hjælper mig gennem svære perioder i mit liv... Hun spørger så om jeg kan mærke hans hånd, og jeg svare nej... Hun henvender sig så til min bror og siger: Hun kan ikke mærke dig, du er nød til at gøre noget for at lade hende mærke dig så hun ved du er her. Og i det hun siger det, mærker jeg en varm hånd give mig skulder et klem, også bliver min arm bagefter helt varm og begynder at ryste ganske lidt. Var den fedeste følelse, jeg var så glad, lykkelig og alligevel en smule, bange...
Hun fortæller mig så at han ligner min ældste søn, og hun ved ellers intet om at jeg har børn. Louise, den dag din ældste søn bliver en ung mand, den dag vil du se hvordan din afdøde bror vil have set ud... De to er forbundet til hinanden, og din bror vil altid være en god kammerat for din søn. Også grænder jeg, for siden Nicklas blev født har min far sagt at Nicklas var den dreng han aldrig selv fik. Og de billeder mine forældre har af min bror og de billeder der findes af Nicklas som spæd, er som at se to dråber vand.... Nicklas var ved at dø under fødslen, og min bror fortæller under det her forløb at fra det sekund har han været hos Nicklas, han fik ham tilbage til livet og har fulgt ham siden... Nicklas snakker tit om ham drengen, og at ham drengen snakker ligesom morfar gør. Nogen aftener bliver han ked af det når han skal i seng, for drengen er væk... Og det her forklarede det hele, Nicklas ser også min bror, og taler med ham... Jeg har aldrig spurgt ind til det, for vil egentlig lade ham komme til mig når og hvis han har lyst til at tale om det....
jeg spørger så ind til min farmor, og clervoyanten siger min farmor ikke er meget for at snakke, men ville jeg spørge om noget ville hun svare mig.... Jeg spørger hvorfor hun ikke gik i behandling dengang for hendes kræft? Hun havde gået med det hele selv i et par år, ikke engang min farfar viste hun havde kræft... Og min farmor svare tilbage: Jeg var træt, efter et liv med hårdt arbejde, 5 børn og et hus der skulle holdes orkede jeg ikke mere, og ville bare have fred. Jeg gjorde det ikke for at gøre jer ondt, men for min egen skyld og håber jeg i en dag vil kunne se. Louise, du skal vide du gør mig stolt, dine to drenge gør mig stolte og selvom jeg aldrig har sagt det, må du ikke tvivle på jeg elsker dig og altid vil gøre det. Også havde hun ikke mere og sige til mig.. Hvilket også var mere end nok....
Vi sluttede derefter af, for nu havde jeg fået svar på de ting jeg ønskede.... Clervoyanten sagde til mig at ønskede jeg kontakt til min bror skulle jeg bare føle efter og bede ham vise sig for mig, eller bede han lade mig mærke ham. For vores bånd var så tæt at hvis jeg troede nok på ham så ville jeg kunne skabe kontakten til ham. Det gik jeg bagefter i længe og tænkte over og sagde at det havde jeg overhovedet ikke behov for...
Men for 5 uger siden blev min morfar pludselig meget syg af en blodprop og en aften mens jeg stod på badeværelset lukkede jeg øjne og sagde til min lillebror om han ikke godt ville være sød og passe på morfar. Ligesom jeg havde sagt det, var der er varm hånd som strøg mig ned af den ene kind. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om det var min bror... Og idag 5 uger efter lever min morfar stadig og har ikke fået voldsom store men af hans blodprop.
Jeg har en gang siden set min bror, sidde ved Nicklas seng en aften inden jeg skulle i seng.... Men det gør mig ikke længere bange, nærmere utrolig tryg....
Nogen gange joker vi lidt med det herhjemme, hvor Andreas beder min bror flytte sig lidt for nu kunne han godt tænke sig vi lige skulle være bare ham og mig lidt, osv....
Phuuu er hårdt at sidde her og få det hele skrevet ned, men omvendt også utrolig rart at komme ud med det... det var en kæmpe oplevelse, som jeg er rigtig glad for at have fået med mig....
Tak fordi du læste med. Og spørg gerne hvis der er noget....
