Jeg er så skuffet... Og det er desværre ikke første gang jeg sidder her alene i sofaen og bare er så skuffet og ked 
Idag, da kæresten og jeg sidder og spiser aftensmad, har jeg så ondt i ryggen, at jeg næsten ikke kan holde ud at sidde der. (Jeg har slemme rygproblemer, og får til tider nogle meget MEGET stærke smerter, hvor jeg hverken kan holde ud at sidde, stå eller ligge, og til tider kan jeg ikke trække vejret pga smerterne). Jeg har gjort rent i hele køkkenet hele eftermiddagen, fra gulv til loft, og har af den grund fået rigtig ondt Så jeg siger til kæresten, at jeg har fået rigtig ondt af al den rengøring, og ærger mig over, at jeg nu skal ud og køre bil og hente sønnen, for han er hos en legekammerat. (Det er faktisk enormt pinligt og stå og stønne af smerter, og knap kunne gå, og så stå dér og snakke høfligt 
Og så bliver rygsmerterne jo ikke bedre af, at jeg bruger ryggen, selvom det ikke er meget - men det er meget, når først det er begyndt at gøre ondt, for så gør alt ondt). Da kæresten så ikke selv siger "Jamen så skal du da slappe af i ryggen - jeg henter ham, skat" (som jeg sådan håbede han ville sige for en gang skyld), så spørger jeg ham, om ikke godt han vil hente ham, og får svaret: "NEJ!! Jeg har hele dagen gået og glædet mig til, at slappe af og hygge mig i aften!! Og så skal jeg vente en time, inden han skal hentes, og i den tid kan jeg jo ikke foretage mig noget som helst, så skal jeg bare sidde og glo ud i luften, til jeg skal køre! Det gider jeg godt nok ikke!" 
Jeg blev så ked, at jeg begyndte at græde, og mistede fuldstændigt appetitten 
At jeg sidder i smertehelvede er tilsyneladende ikke noget han kan tage sig af, når han altså lige havde planlagt en afslappende hyggeaften, hvor han skal se serier på dvd'en..! Og sådan er det faktisk ofte, når jeg får ondt i ryggen... Han siger aldrig, at han nok lige skal ordne det der skal ordnes, tværtimod spørger han ofte, om ikke jeg kan gøre et eller andet. Det er sgu ikke fordi jeg ikke gider lave noget selv, for jeg laver noget hele tiden, og han laver skam også noget, det er ikke det, men når jeg får stærke rygsmerter, så ville jeg sådan ønske, at han selv tilbød sin hjælp, eller ihvertfald ikke beder mig om at lave et eller andet. Han har slet ikke noget begreb om, hvor mange smerter jeg har nogen gange, og jeg har virkelig forsøgt at forklare ham det, men lige meget hjælper det. Og når jeg beder ham hjælpe til, og han så hjælper, så er det næsten altid under stor protest og med stønnen og prusten, for jeg skal helst vide hvor stort et irritationsmoment det er for ham. Og det gør faktisk rigtig ondt på mig, at han skal være sådan... For så føler jeg mig i vejen, og jeg kan jo fandeme ikke trylle mine smerter væg - gid jeg kunne!! Og hvordan blir' det ikke, når vi får børn sammen!! For de vil hele tiden "ødelægge" hans planlagte 'slappe-af-aften'...
Er jeg alt for strid, at bede ham hjælpe, når jeg har så store smerter? Er det for meget forlangt, at bede ham hente min søn, når jeg har så ondt?
Hvordan forklare jeg ham hvor ondt jeg har?? Jeg har overvejet at tage ham med på rygcenteret, så de kan forklare ham det...
