hvad f****** skal jeg snart gøre??

Hej piger...

Vælger at skrive ano da der er noget af min familie der også har profil herinde... Min kæreste og jeg har været sammen i 2 1/2 år og har en dreng sammen på 7 måneder. Vi bor sammen og mine 2 børn som jeg har fra et andet forhold bor også hos os. Vi har de sidste 6 måneder haft en del uenigheder og har skændes rigtigt meget. Her for 1 måned  siden gik det helt galt og vi var rigtigt tæt på at g fra hinanden. Jeg foreslog at vi begge skulle sætte os og skrive et brev til hinanden om hvad vi følte og hvad vi forlæangte af hinanden i vores forhold. Vores problemer er blandt andet at jeg ikke kan regne med ham, han arbejde som vikar og kan pludselig ha taget en vagt mere uden at informerer mig om det så pludselig må jeg bryde en aftale med en veninde fordi han skal på arbejde, Vi har svært ved at få sex livet til at fungerer, min kæreste går aldrig i seng samtidig med mig hvilket gør mig ked af det og skuffet og gør det svært at få sex livet til at fungerer, da je gikke altid gider at han vækker mig kl 1 eller 2 fordi nu går han i seng og har lyst til sex.

Han gik med til at vi skrev vores føelser ned og jeglæste hans igenem og blev endelig skuffet over det han havde bare skrevet fortid, fremtid og nutid og skrevet små stik ord til ikke sådan noget dybere. Jeg skrev i mit at dette var sidste chance hvis det skulle være os fordi jeg har ikke kræfterne til at forsætte på denne måde, og jeg skrev at han må begynde at tage intivitit til at angerer noget for os da det altid er mig. Jeg skrev at jeg synes vi skulle starte parterapi og hvad han synes om det?? Efter 3 dage spurte jeg om han havde læst det og han svarede at det havd ehan ikke haft tid til, men han havde haft tid til at besøge naboen og sin mor....

Vi har aldrig fået talt igennem hvad vi har skrevet hver især da han ikke har nævnt det og jeg ganske ærligt er TRÆT af det altid er mig der skal starte det hele.....

Idag har han endelig tidligt fri men da han kommer hjem her for 1 time siden havde han sørme glemt sine nøgler på arbejdet og kørte igen med det samme og er stadig ikke kommet hjem, så denne tidlig dag et hurtigt blevet til en lang.

Orker bare ikke mere men omvendt synes jeg bare vi har så meget at give til hinanden men kan bare ikke se vhordan det skal gøres.....

Andre de rhar det som mig eller har prøvet at have det sådan??

Jeg elsker ham sindsygt højt men mangle rnoget, ved ikke hvad det er men føelsen er anderledes desværre end for bare 8 måneder siden....

Mange knus fra mig

Anonym skriver:

Hej piger...

Vælger at skrive ano da der er noget af min familie der også har profil herinde... Min kæreste og jeg har været sammen i 2 1/2 år og har en dreng sammen på 7 måneder. Vi bor sammen og mine 2 børn som jeg har fra et andet forhold bor også hos os. Vi har de sidste 6 måneder haft en del uenigheder og har skændes rigtigt meget. Her for 1 måned  siden gik det helt galt og vi var rigtigt tæt på at g fra hinanden. Jeg foreslog at vi begge skulle sætte os og skrive et brev til hinanden om hvad vi følte og hvad vi forlæangte af hinanden i vores forhold. Vores problemer er blandt andet at jeg ikke kan regne med ham, han arbejde som vikar og kan pludselig ha taget en vagt mere uden at informerer mig om det så pludselig må jeg bryde en aftale med en veninde fordi han skal på arbejde, Vi har svært ved at få sex livet til at fungerer, min kæreste går aldrig i seng samtidig med mig hvilket gør mig ked af det og skuffet og gør det svært at få sex livet til at fungerer, da je gikke altid gider at han vækker mig kl 1 eller 2 fordi nu går han i seng og har lyst til sex.

Han gik med til at vi skrev vores føelser ned og jeglæste hans igenem og blev endelig skuffet over det han havde bare skrevet fortid, fremtid og nutid og skrevet små stik ord til ikke sådan noget dybere. Jeg skrev i mit at dette var sidste chance hvis det skulle være os fordi jeg har ikke kræfterne til at forsætte på denne måde, og jeg skrev at han må begynde at tage intivitit til at angerer noget for os da det altid er mig. Jeg skrev at jeg synes vi skulle starte parterapi og hvad han synes om det?? Efter 3 dage spurte jeg om han havde læst det og han svarede at det havd ehan ikke haft tid til, men han havde haft tid til at besøge naboen og sin mor....

Vi har aldrig fået talt igennem hvad vi har skrevet hver især da han ikke har nævnt det og jeg ganske ærligt er TRÆT af det altid er mig der skal starte det hele.....

Idag har han endelig tidligt fri men da han kommer hjem her for 1 time siden havde han sørme glemt sine nøgler på arbejdet og kørte igen med det samme og er stadig ikke kommet hjem, så denne tidlig dag et hurtigt blevet til en lang.

Orker bare ikke mere men omvendt synes jeg bare vi har så meget at give til hinanden men kan bare ikke se vhordan det skal gøres.....

Andre de rhar det som mig eller har prøvet at have det sådan??

Jeg elsker ham sindsygt højt men mangle rnoget, ved ikke hvad det er men føelsen er anderledes desværre end for bare 8 måneder siden....

Mange knus fra mig

Jeg har haft det sådan med min eks, han havde ikke arbejde og vi havde ingen børn, men jeg arbejdede og lavdede alligevel det hele ( ved godt at det ikke er sådan ved jer ) .. Men jeg prøvede virkelig at få det til at køre, men han var lige glad og sagde til ham mange gange, " nu er det altså sidste chance, jeg kan ikke det her mere " men lige meget hjalp det .. Efter 4,5 år, måtte jeg sige stop og først der fandt han ud af at han ikke ville miste mig og nok skulle hjælpe .. Men kunne ikke give flere chancer ..

Måske har det ikke været en hjælp at jeg har skrevet det her, men kan sagtens følge dig og syns helt klart at du skal have en KÆMPE

Håber at i klare det, endten på den ene eller den anden måde ..

Aprilmor11 skriver:

Jeg har haft det sådan med min eks, han havde ikke arbejde og vi havde ingen børn, men jeg arbejdede og lavdede alligevel det hele ( ved godt at det ikke er sådan ved jer ) .. Men jeg prøvede virkelig at få det til at køre, men han var lige glad og sagde til ham mange gange, " nu er det altså sidste chance, jeg kan ikke det her mere " men lige meget hjalp det .. Efter 4,5 år, måtte jeg sige stop og først der fandt han ud af at han ikke ville miste mig og nok skulle hjælpe .. Men kunne ikke give flere chancer ..

Måske har det ikke været en hjælp at jeg har skrevet det her, men kan sagtens følge dig og syns helt klart at du skal have en KÆMPE

Håber at i klare det, endten på den ene eller den anden måde ..

1000 tak for dit svar.... Endte det så med I gik fra hinanden?? Har også sagt 100 vis af gange til mig selv og mine veninder at jeg ikke gider mere, men hver gang håber jeg sådan at det bliver anderledes..... Er bare så hårdt fordi man stadig elsker personer. Han er den kæreste jeg har haft der har betydet mest for mig. Hvis jeg bare ikke elskede ham ville det hele være meget lettere....

Anonym skriver:

1000 tak for dit svar.... Endte det så med I gik fra hinanden?? Har også sagt 100 vis af gange til mig selv og mine veninder at jeg ikke gider mere, men hver gang håber jeg sådan at det bliver anderledes..... Er bare så hårdt fordi man stadig elsker personer. Han er den kæreste jeg har haft der har betydet mest for mig. Hvis jeg bare ikke elskede ham ville det hele være meget lettere....

Ja vi gik fra hinanden .. Jeg kunne ikke selv holde det ud og jeg skar i mig selv og skuffede min familie osv. og endte med en depression .. Men er kommet over den .. Det er rigtig hårdt, men tænk på hvad der ville være bedst for dig og børnene, for hvis du er trist påvirker det også børnene .. Så tænk dig godt om hvad der er bedst for jer .. Jeg troede også at det nok skulle blive bedre, for havde ikke lyst til at gå fra ham, det er ham jeg har alle mine oplevelser med og sådan .. Men nogen gange må man tænke på sig selv, og kæmpe sig videre .. Lige meget hvad så skal det nok gå det hele, selvom at det ser sort ud nu .. Men det kommer ..

Aprilmor11 skriver:

Ja vi gik fra hinanden .. Jeg kunne ikke selv holde det ud og jeg skar i mig selv og skuffede min familie osv. og endte med en depression .. Men er kommet over den .. Det er rigtig hårdt, men tænk på hvad der ville være bedst for dig og børnene, for hvis du er trist påvirker det også børnene .. Så tænk dig godt om hvad der er bedst for jer .. Jeg troede også at det nok skulle blive bedre, for havde ikke lyst til at gå fra ham, det er ham jeg har alle mine oplevelser med og sådan .. Men nogen gange må man tænke på sig selv, og kæmpe sig videre .. Lige meget hvad så skal det nok gå det hele, selvom at det ser sort ud nu .. Men det kommer ..

Vi skændes også når børnene er der og det er tit de bliver kede af det hvilket jeg godt kan forstå.

Prøvede i parterapi??

Vi har snakket om at starte men igen er det mig der skal tage det sidste skridt og ringe og aftale tid. Jeg sagde til ham at jeg synes vi skulle det og det synes han også og så bad jeg ham om at tage det sidste skrdt denne gang fordi det altid er mig og han har ikke nævnt det siden og har heller ikke fået ringet hvilket bare gør mig så ked af det og skuffet over ham....

Anonym skriver:

Vi skændes også når børnene er der og det er tit de bliver kede af det hvilket jeg godt kan forstå.

Prøvede i parterapi??

Vi har snakket om at starte men igen er det mig der skal tage det sidste skridt og ringe og aftale tid. Jeg sagde til ham at jeg synes vi skulle det og det synes han også og så bad jeg ham om at tage det sidste skrdt denne gang fordi det altid er mig og han har ikke nævnt det siden og har heller ikke fået ringet hvilket bare gør mig så ked af det og skuffet over ham....

Nej, han kommer fra en fin familie, hvor man er " taber " hvis man er på kontanthjælp, ikke har uddannelse, bruger parterapi, eller er inde i det komunale system ..

Hvis det var mig, ville jeg gå fra ham .. Det er svært og sikkert også hårdt at høre .. Men følg dit hjerte .. Det er synd for børnene .. Men man ved jo aldrig om det der paterapi virker for jer, så syns at du evt. skulle aftale en tid, og så må han bare finde tid til den tid du har bestilt, hvis han " brokker " sig .. Og hvis han ikke tager med fordi at han har en undskyldning eller det kun er den ene gang og du skal sørger for tid hver gang, så er det ikke noget jeg ville bygge videre på ..

Aprilmor11 skriver:

Nej, han kommer fra en fin familie, hvor man er " taber " hvis man er på kontanthjælp, ikke har uddannelse, bruger parterapi, eller er inde i det komunale system ..

Hvis det var mig, ville jeg gå fra ham .. Det er svært og sikkert også hårdt at høre .. Men følg dit hjerte .. Det er synd for børnene .. Men man ved jo aldrig om det der paterapi virker for jer, så syns at du evt. skulle aftale en tid, og så må han bare finde tid til den tid du har bestilt, hvis han " brokker " sig .. Og hvis han ikke tager med fordi at han har en undskyldning eller det kun er den ene gang og du skal sørger for tid hver gang, så er det ikke noget jeg ville bygge videre på ..

Det jeg frygter er nok at finde jeg en tid " glemmer" han alt om den tid hvis de ringer for arbejdet og vil have ham på arbejde lige den dag.... Han er lidt sådan at arbejdet er det aller vigtigste og dem kan man ikke skuffe..... Er nok bange for at han vælger arbejdet frem for mig....

Anonym skriver:

Det jeg frygter er nok at finde jeg en tid " glemmer" han alt om den tid hvis de ringer for arbejdet og vil have ham på arbejde lige den dag.... Han er lidt sådan at arbejdet er det aller vigtigste og dem kan man ikke skuffe..... Er nok bange for at han vælger arbejdet frem for mig....

Og hvis han er sådan, er han jo bare ikke god nok til dig

Du fortjener klart en som er bedre og viser at han sætter pris på dig og ungerne ..

Men hvad tænker du selv ?

Ville du blive og måske blive skuffet gang på gang, og gå og være ked af det ?

Eller ville du gå fra ham, være ked af det i noget tid, men ende med at blive rigtig glad og bare hygge med ungerne og vide at de ved at du er okay .. ?

Selvom du elsker ham så skal du ikke finde dig i hvad som helst. Og det væreste man kan gøre er at skæntes foran børnene.

Hvis du går fra ham så skal du nok finde en anden at elske og blive elsket af.

Det vil være svært for dig i starten men vi ved alle du får det bedre og det kun KAN blive bedre både for dig og for børnene.

Han virker ligeglad

Hejsa!

Jeg kan sagtens følge dig lidt i det du skriver. Mig og min kæreste har også tit problemer som dine. Vi arbejder ofte forskudt, jeg arbejder fra 10-17 eller fra 16-02, og min kæreste kører kl 7 om morgenen og er tit først hjemme kl 7 om aften. Og er herefter meget udkørt. Jeg går ALTID tidligt i seng, medmindre jeg er på arbejde selvfølgelig, også i weekenden, og jeg går næsten også altid i seng alene.

Derudover skændes vi generelt meget, fordi vi er meget forskellige, og selvom vi snart har været kærester i 3 år og boet sammen i 2 år til maj, så er der stadig ting som jeg sommetider har svært ved at respektere han gør, og han har brug for, og omvendt.

Samtidig så er vi rigtig gode til støtte hinanden, måske fordi vi er så forskellige.

Derudover er min kæreste virkelig også dårlig til at tale om noget som helst ELLER at snakke om følelser. Men efterhånden har vi lært det, og vi har nogle regler og aftaler som bare skal overholdes. Måske er det plat men i starten hængte vi det op på køleskabet så hvis man brød reglerne, så kunne man lige trække den anden hen til køleskabet og sige, HEYHEY tjek lige den regel!!

Det var feks sådan noget som at min kæreste SKULLE gå i seng samtidig med mig mindst en gang om ugen! Og at jeg skulle have sex med ham om morgenen en gang hver weekend. (Jeg har ikke kunne lide at have sex om morgenen fordi jeg ikke følte mig ren, og han elsker det, og nu elsker jeg det også, men det tog altså lidt tid) Så var det feks sådan noget med at hver lige uge havde jeg en dag hvor jeg bestemte og hver ulige uge havde han en dag hvor han bestemte. Så hvis jeg ville i bio, så tog vi i bio, og ville han se fodbold, så så vi fodbold. En "man må ikke sige nej"-dag. For man måtte ikke sige nej til det den anden ville lave! Og en meget vigtig regel - hvis der sker nogen ændringer i dagen så SKRIVER man en sms. Eller ringer. For det var vi virkelig heller ikke gode til. Specielt ikke mig.

Og alle de her regler har hjulpet rigtig meget, nu hænger de ikke på køleskabet mere, vi er faktisk generelt bare blevet bedre til at glæde hinanden og prøve at opfylde den anden parts "Ønsker", eller hvad man siger.

Det blev lidt langt og rodet, håber du kan bruge noget af det.