Jeg aborterede i 13. uge med et ønskebarn, der havde været to år undervejs. Samtidig kom graviditeten en uge (én uge!) før vi skulle igang med behandling for barnløshed, og det betød så, at vi kunne skyde en hvid pil efter den behandling, fordi jeg så godt kunne blive gravid på naturligvis. Så det var på flere måder en absolut knusende oplvelse.
Nu sidder jeg her, små to år efter, med en lille dreng, jaa 
. Men..- jeg kan stadig blive meget, meget ked af at tænke på det lille menneske, der aldrig blev til noget. Og selve den fysiske process med aborten, som tog omkring en uge, kommer stadig tilbage og plager mig. Nogen gange falder jeg i staver, imens jeg står og kigger på et sted på vores gulv, hvor jeg husker at have kravlet afsted på alle fire, imens jeg bare hulkede af smerte og ulykke efter at have været vågen i tre døgn. Det samme med at tænke, og næsten mærke igen, følelsen af at stå med fostersækken i hånden, som smuttede ud engang på fjerdedagen. Det er modbydeligt, og det skal gøre ondt, for ellers kommer man ikke ordentligt videre.
Det tog LANG tid at komme bare lidt ovenpå igen og det eneste, der hjalp, var tid. Min kæreste og jeg snakkede meget om det, græd meget. Giv tid og lad dig selv være ked af det, så længe du behøver. Og når du så igen begynder at glæde dig over de små ting, så hold fast i det og vid, at du kommer videre og at der venter dig meget glæde forude. Bare senere.
Anmeld
