Sees. skriver:
Først vil jeg lige sige at jeg har været meget i tvivl om hvor vidt jeg skulle skrive dette indlæg - Men jeg tror på at det er godt at komme ud med, og få ud på skrift, så derfor vælger jeg at gøre det.
Ikke for at få melidenhed, eller opmærksomhed - Blot for at skrive det ned. Men hvis nogen har lyst til at kommentere det, så er de selvfølgelig meget velkommen til det 
Jeg kommer fra en familie, hvor det hele er lidt rodet.
Jeg er efternøler. Har to søstre der er hhv. 11 og 13 år ældre end mig. Mine forældre blev skilt da jeg var 1½ år, og min mor fandt derefter en dejlig mand, som hun giftede sig med i januar 1995. Denne mand havde to børn med fra tidligere forhold - En dreng der er 5 år ældre end mig, og en pige der er 1½ år yngre end mig.
Med ham fuldte selvfølgelig også et nyt sæt bedsteforældre, onkel, faster, kusiner osv.
Hans familie havde dog altid meget svært ved at acceptere min papfars valg om at blive skilt fra hans børns mor, og havde derved også meget svært ved at acceptere min mor, og os børn. Dette gjorde at jeg måtte kæmpe en kamp for at blive acceptere blandt mine nye kusiner, og især komme ind i varmen hos min nye lillesøster.
Mine ældre søskende mærkede det ikke så meget, da de jo var voksne, og ikke så familie på samme måde som jeg gjorde.
Min yngste storesøster valgte, i en alder af 17 år at få et barn.
I december 1994 fødte hun en dejlig dreng - 2 dage efter min 7års fødselsdag blev jeg moster.
Den dag, min nevø blev født blev min barndom taget fra mig.
Nu var jeg moster, og især min far lagde meget vægt på at jeg nu var den store og ansvarlige.
Min far var alkoholiker, og når jeg var på weekend ved ham, hver anden uge, fik jeg, og overboens søn (som var på min alder) en 5'er til at gå bageren og snoller for.
Mens vores fædre stod bag bagerforretningen og brak bajer sad overboens søn og jeg foran bageren og spiste vores snoller og ventede på at vores fædre havde tid til måske at tænke på aftensmad til os.
Jeg levede 3 liv. Et liv alene med min mor og papfar til hverdag. Hveranden weekend hos min far, og de andre weekender var mine papsøskende der.
3 liv, hvor der alle steder, var forskellige regler, og forskellige ting og forholde sig til.
Til hverdag havde jeg min papfar, som min egen far - Når hans børn var der, var jeg luft for ham.
Hos min far, stod den på druk, og viste jeg mine følelser blev jeg hånt og gjort grin med - Han var så fuld.
Endelig i 1998 møder min far en dejlig kvinde, som får han på rette køl. De købte et hus tæt på samme by, som min mor og papfar havde købt hus - SKØNT!
Min nye papmor var så sød og forstående, og hun havde også en datter med sig. Dog en meget større datter. Hun er nemlig 15 år ældre end mig.
September 2000.
Min bedstefar (min papfars far) dør i Venedig. En tur ham og bedstemor var på sammen med plejehjemmet.
"Se Venedig og dø!"
Hans død kom meget uventet, og alle var i chok. Nu gjalt det så om at få ham OG min fuldstændig ødelagte bedstemor, hjem nede fra Venedig - Hvilket var en større udfordring.
Rejseselskabet ville ikke betale for at min papfar tog ned og hentede min bedstemor, de ville kun betale for at hun rejste hjem - SELV! Ellers måtte hun vente til den ellers aftale afgang 6 dage senere.
Heldigvis var en sød hjemmehjælper, fra plejehjemmet, så søde at flyve hjem med hende, så bedstemor var i trygge hænder hos os.
Så skulle vi have liget af bedstefar hjem. Det var en større udfordring, og til at starte med ville de ikke udlevere ham dernede fra. Vi fik dog vores vilje, men mens vi troede alt gik godt, blev vi ringet op om at kisten med bedstefar var væk.
Efter 5 dages ringen rundt og skælden ud, blev den endelig fundet på fyn - PÅ FYN!!! Det er altså langt fra Århus.
Nå men, 3 uger efter bedstefars død, kunne vi endelig begrave ham til en flot og smuk cermoni.
Først til begravelsen gik det op for mig hvad er var sket, og min verden væltede fuldstændig. Jeg var så ked, og havde bare brug for min mor - Men hvor var hun?
Der sad jeg i en fyldt kirke og følte mig SÅ ensom.
På forreste række sad min mor, papfar, lillesøster, storebror og bedstemor.
På rækken bagved sad min kusiner, deres mor og far, og så var jeg klemt ind i hjørnet - HELT alene!!
Alene og fyldt med sorg i en alder af 12 år.
Da kisten bliver båret ud, og vi alle rejser os, vender min papfars søster sig mod mig og siger "Hvad græder du for? Han var ikke din bedstefar vel??!" Og der lukkede jeg af.
Mine tårer stoppede brat - For kunne jeg nu tillade mig at græde og sørge over denne mand?
Denne oplevelse sidder mig dybt i mig idag - Og når jeg kigger tilbage, må det være det største svigt jeg har været udsat for.
December 2001.
14 år - SÅDAN!
Det er i denne måned at hele balladen for alvor starter.
Jeg er i en vennegruppe, hvor jeg, og 3-4 andre piger, er under nogle store fyres vinger. De ser os som deres mindre søstre, og behandler os som deres eget guld - Hvilken tryghed 
Desværre er der også en skidt side ved disse drenge - STOFFER!
En aften, hvor min mor og jeg har været oppe og toppes, beder jeg en af disse drenge, om at lade mig prøve de der stoffer. Først vil han ikke gå med til det, men jeg får ham overtalt, og han synes nu også at hvis jeg SKAL prøve det, skal han være der, og så ved han også hvad jeg får.
Vi aftaler at han holder sig clean en aften, så jeg kan få lov at prøve en bane - Han er clean så han er sikker på at jeg kan tåle det, og så han ved hvordan jeg reagere.
Jeg fik en bane, og nøj en befrielse!
Jeg var flyvende - Fuld af selvtillid. Hele verden kunne bare komme an!
Den følelse af at være så meget ovenpå var for fed, så stofferne blev til vane, og snart var det hver weekend!
December 2002.
15 år og konfirmeret!
Jeg er blevet konfirmeret, og er nu EN STOR PIGE!
Stofferne, druk og vilde fester fylder mit liv - Alt andet kan rende mig. Familie-fester, mormor og morfar - De kan alle sammen rende mig et vis sted!
December 2003.
Sweet 16! Og jeg går i 9. klasse.. YAY!
Jeg fik en kæreste den sommer 2003 - Skøn fyr som var 1½ år ældre end mig. En som ikke kendte alle de hoveder jeg ellers var omgivet af. Han var fra en hel anden by. - Og derfor blev jeg to personer.
Den Mette som var på weekend hos min kæreste - Vi var sammen med hans venner, drak og lavede bål og havde det skide sjovt.
Og så var jeg den Mette som noglegange holdte weekend med "tosserne". Tog stoffer, var ligeglad, og gav alt og alle på min vej, den hellige finger.
Det var også i 2003 jeg mistede min elskede svoger.
Min yngste søsters kæreste døde i en bilulykke, og jeg var ulykkelig - Direkte ulykkelig!
Han var blevet min tryghed - Min "storebror" - Mit et og alt.
Jeg elskede den mand - Så at miste ham væltede min verden fuldstændig. Jeg var ulykkelig og ødelagt, men blev ikke taget seriøst, og slet ikke af mine ellers så søde kæreste!
- Det gjorde kun tingene værre.
Hvor var det vide vidunderpulver som gjorde verdenen så meget bedre henne? Jeg måtte have mere!
December 2004.
17 år - Og jeg er startet på efterskole.
En ny start, et nyt liv. Det var fedt. Det var fantastisk.
Nye mennesker og nye indtryk - Jeg elskede det!
Men så snart jeg kom hjem, var jeg hjemme i det samme tummerum. Stoffer - Alkohol - Højt musik og dumme vaner.
Det år så jeg også den rigtige side af min kæreste - Som stadig var den samme.
Han blev mere og mere styrende, og talte grimt og nedladende til mig. Men jeg elskede ham jo - Og han elskede mig.. Det sagde han ihvertfald. Det var nok bare en periode.. Ik?
December 2005.
18år - SÅ FEDT!
Hold kæft en fest jeg fik holdt - 60 venner, fed DJ, lyset var på plads, og jeg var blevet så vant til at tage stoffer, at ikke engang mine forældre kunne se at jeg var SÅ langt væk på snitter, mens jeg stod der og snakkede med dem, mens vi gik og ryddede op efter festen, om natten!
Min ældste rigtige søster blev gift det år - 05.05.05, for at være helt præcis
Hun har giftet sig med en mand der har 3 børn i forvejen.
Så nu er jeg, i en alder af 18 år, moster og papmoster til ikke mindre end 7 unger.
Jeg elsker dem alle - Hver og en - Men en er dog mit guld.
Nemlig den dreng jeg fik i 7års fødselsdagsgave tibage i 1994!
Trods at jeg nu er 18 år, er jeg stadig lillesøsteren. Mine søstre har svært ved at slippe mig, og ser helst at jeg lærer af deres fejl. Jeg er jo bare en lille pige, i deres øjne.
Jeg er stadig kæreste med samme fyr.
Han bliver mere og mere underlig. Et skænderi vi havde et par dage før min fødselsdag, vælger han at smide mig på sengen og sætte sig på mig, mens han spytter mig i hovedet indtil jeg giver ham ret.. Rigtig grænseoverskridende og ubehagelig.
Men han elskede mig jo - Det var jo det han sagde.
Det var nok bare en periode!
December 2006.
19 år, og den får fuld gas!
Jeg flyttede fra Århus til Silkeborg d. 1. april det år.
Startede fuldstændig på en frisk - Og jeg har ikke rørt stoffer siden den dag jeg flyttede - Jeg er CLEAN!!! 
Jeg er startet på Social og sundhedsskolen og jeg elsker det. Jeg har fået mig en masse nye venner, og livet er bare fedt.
Den sommer mister jeg dog en veninde - Pernille!
Pernille bliver fundet hængende i et lan, i sit hjem, og alle er i dyb sorg. Det var forfærdeligt, og en svær periode at komme igennem!!
Jeg får job som garderobepige på et diskotek, og det er lige jobbet for mig. Det at arbejde i nattelivet, passer mig virkelig, og jeg begynder desværre at priotere mit arbejde, frem for mine veninder.
Men igennem jobbet på diskoteket møder jeg også denne fanstastiske fyr. Den fyr får mig overbevidst om at det forhold jeg er i, og som jeg har været i de sidste mange år, er noget værre rod - Det ender med at jeg på en vagt, på diskotektet kommer op og skændes med min kæreste, han truer med at gå fra mig og jeg tager ham på ordet.
Fyren fra diskotektet følger mig hjem næste morgen - Jeg er grædefærdig. Jeg havde jo lige sagt farvel til de sidste mange år af mit liv.
Næste morgen dukker kæresten op, og fyren fra diskoteket åbner døren 
Heldigvis blev det ikke til den store ballade, men bruddet med kæreste stod jeg ved - Jeg var fri!
December 2007.
20 år - Stadig fuld gas!
Jeg blev sagt op på diskoteket, men kom der stadig tit.
Jeg var i byen torsdag, fredag, lørdag - YES!
Mødte en ny fyr, som i marts måned blev min kæreste.
Vi flytter sammen i en lækker stor lejlighed, og livet er skønt.
Desværre er Pernille-sagen dukket op på alle forsider, og det har givet mig en form for angst.
Jeg drømmer om det, og ser Pernille hængende i det lan, over alt for mig - LORT!
Jeg er nu startet på HG, og har derigennem fået mig en rigtig fed coach, som ved lige præcis hvordan han skal nå ind til mig.
Han bliver min fortrolige, og jeg har næsten daglige samtaler med ham.
Livet går videre, og trods de grimme glimt af Pernille i tide og utide, så nyder jeg livet i fulde drag.
Og stadig INGEN stoffer - YES YES YES!!
December 2008.
21 år - Hvad sker der nu?
Jeg fuldførte ikke HG - Jeg blev deltidssygemeldt med min ryg (Jeg har skoliose).
Min kæreste og jeg gik fra hinanden, og tryghedsnarkoman flytter jeg ind hos en ny fyr, fra det nye diskotek, hvor jeg har fået arbejde som afrydder.
Igen et job som jeg ELSKER - Men hvor smart er det, når jeg jo har dårlig ryg - Knap så smart!
Vi bliver kærester, den nye fyr og jeg, og jeg lever mit liv på diskoteket, med min kæreste og de nye kollegaer jeg fik - Skønt!
Sammen finder kæresten og jeg en lejlighed sammen, det hele er godt, intet kan komme i vejen for mig nu - Tror jeg!
I december 2008 rejser kæresten til Frankrig for at arbejde i et halvt år, så nu er jeg alene - Hvad skal der så ske?
December 2009.
22 år - Shit, der er sket meget!
Jeg er blevet mor - Ja, jeg er blevet MOR!!
En måned efter min kæreste rejste, flyttede jeg hjem til mine forældre. Jeg var ensom.
Jeg begyndte at få mærkelige mavekramper, og mave"hop".
Jeg tog til lægen, da min mor mente at det nok hang sammen med at jeg ikke havde det særlig godt psykisk.
Lægen gør, som hun skal - Hun tjekker mig for div. ting - Også graviditet. og BUM, jeg er gravid .. i 20. uge 
Det passede overhovedet ikke ind i mine planer, for jeg var ikke færdig med at være ung og dum, og i maj måned det år, var det meningen jeg skulle på guideskole i Lloret De Mar, og samme sommer skulle jeg arbejde som ungrejs-guide.
Jeg skulle ihvertfald ikke være mor, nu!!!
Må ringe til kæresten i Frankrig, og fortælle ham nyheden - Der er jo ingen vej tilbage.
Han bliver chokeret - Ligesom alle andre - Men efter et par dage, er han helt med på det, og alt er lykke.
Lige indtil hans forældre kommer ned og besøger ham, og han overbringer dem nyheden.
De ville ikke have noget med hverken mig eller barn at gøre - Og det ville han så pludselig heller ikke.
Siden den dag, i februar 2009, har jeg intet hørt fra ham!
26. maj 2009 - På min papfars fødselsdag - Føder jeg en sund og velskabt dreng på Silkeborg sygehus.
Jeg var lykkelig!! Der lå jeg med et lille væsen på min mave.. Så sød og så velskabt. Jeg var blevet mor, og jeg ELSKEDE det!
I August sammen år holder vi barnedåb, og alt er godt.
Jeg længes ikke efter livet som dum teenager - Jeg ELSKER livet som mor, til min lille overdejlige søn!
December 2010.
23 år - HOLD DA OP!!
I marts måned det år, møder jeg den sødste fyr af dem alle. Vi bliver kærester, og han går 100% ind i faderrollen for min søn. Jeg er lidt skeptisk ved dette, men han gør det virkelig med hjerte og sjæl, og derfor lader jeg det ske - Han lader sig kalde for far.
Vi har de samme drømme og fremtidsplaner, og vi kan virkelig se det hele for os. Hvor er livet dog bare skønt.
Vi falder over DRØMMEHUSET, og min kæreste vælger at købe det. Nu kunne livet ikke blive meget bedre.
Skøn mand, dejlig søn og nu også lækkert hus .. altså altså.
Lucky me.
Men i oktober 2010 falder bomben - Som et lyn fra en skyfri himmel. Han vil stoppe nu. Han vil ikke mere. Forholdet er slut - Alt er slut.
Alt hvad han lovede omkring min søn, smider han ad helvedes til, og vælger istedet for druk og stoffer - Jeg er knust.
FULDSTÆNDIG og ovenud knust!
Oveni alt dette bliver jeg sygemeldt med depression og angst - Jeg taber mig 16 kilo på 2½ måned - Alt er ødelagt.
Timerne ved psykiateren, for mig virkelig til at se nogle ting.
Jeg kæmper stadig med den jeg var som teenager - Med at kunne se mig selv i øjnene, over hvordan jeg har opført mig overfor mine nærmeste. FØJ, hvor har jeg været elendig!
Jeg kæmper stadig med at blive accepteret af min papfars familie.
Og mest af alt kæmper jeg for at få folk til at se at jeg ikke længere er Mette, hvis verden kun drejede sig om mig, men at jeg nu er Mette, som er mor og fuld af ansvar, med en skøn søn. - Jeg er blevet voksen.
SE DET NU - JEG ER BLEVET VOKSEN!!
Og det blev jeg på de "få måneder jeg var gravid". Jeg vidste det jo kun de sidste 4 måneder.
Februar 2011.
23 år .. Hvad skal jeg gøre af mig selv?
Ja nu sidder jeg så her, og kigger tilbage på det hele.
Havde jeg fortjent alle de ting jeg gik igennem? Og hvorfor valgte jeg at lade det hele gå udover dem der elsker mig mest?
Jeg er gået fra at være en elendig teenager, til en voksen og ansvarsbevidst kvinde, og mor!
Men da jeg bad min søster færdigegøre denne sætning "Jeg er gået fra at være en elendig teenager til at være en...." - Så kunne hun ikke? "øhhh???" Det var det eneste hun havde at sige?
Har jeg virkelig rykket mig så lidt?
Øv, hvor gør den tanke mig ked af det.
Jeg synes jo jeg har rykket mig meget.
Ja, jeg går stadig i byen, i ny og næ, når jeg er barnefri.
Havde jeg været i midt 30'erne, havde jeg nok brugt mine barnefri-aftner på at drikke rødvin med veninderne - Men jeg er 23 år, og gør det mine venner gør .. Går i byen. Er det virkelig så forkert, bare fordi jeg er blevet mor?
Mange tanker farer rundt - Og jeg kommer nok ikke så meget videre, før jeg affinder mig med, at det vigtigste jo er at JEG ved hvem jeg er .. Men det er jo meget nemmere sagt end gjort ikk?
Hvis nogen har læst så langt - Så mange tak fordi du læste med!
Og god weekend fra Mette - Som nu vil op og putte lidt, ovenpå denne hjernevrider 
det er rigtigt flot at du kan skrive alt det, jeg tager hatten af for dig... så flot (du er jo voksen
) jeg glæder mig til at jeg har "nosser" til at skrive min historie ned og kunne modtage kommentare til den 
og selvfølge har du ikke fortjent alle de klø du har fået gennem tiden, men du er blevet stærker af dem
