Er jeg forkert på den? (lang)

Hej herinde

Jeg står i et dilemma og føler bare at jeg har brug for at få det ud af systemet.

Sagen er den, at min kæreste og jeg er begyndt på projekt baby, og det har vi været igang med et par måneder. Men igår aftes melder min kæreste ud at han ikke føler sig klar til at blive far alligevel, og jeg blev enormt ked af det, for vi har haft baby snakken for onmkring 2 år siden og der blev vi enige om at når vi begge havde færdiggjort vores uddannelse og fået fast arbejde og havde en opsparing til babyudstyr, at så kunne vi begynde at tænke børn, og det har vi jo så fået imellemtiden, alt er nu på plads til et barn.

Jeg har følt mig klar i mange år til at få børn, og føler ikke at jeg vil udskyde det mere, ved godt det lyder hårdt men fik sagt til kæresten at jeg ikke kunne vente på at han blev klar til at være far, og at vi så måtte gå hver til sit, og det blev han jo selvfølgelig ked af det over, og sagde at for at holde på mig, ville han give mig et barn, men det vil jeg ikke gå med det, jeg vil sætte et barn til verden af kærlighed og fordi det er ønsket ikke fordi jeg kun er klar til det.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, vi har været sammen i 5 år nu og har både hus og det hele sammen og elsker ham jo trods alt.

Jeg ville tage en snak med ham om HVORFOR han ikke vil have børn, er det fordi han vil have nogle års mere frihed eller føler han ikke at han vil være far - nogensinde (i hvert fald nu), så må du jo gøre op med dig dig selv hvad du vil, jeg har desværre i min familie set eksempler hvor faderen faktisk ikke ville have børn (de har tre) og ender med at de går fra hinanden og i dag, ja han ser sine børn, men desværre nok mere af pligt end af kærlighed. Han var og er et karriereorienterede menneske og har derfor ikke det samme behove som mange andre for at få et barn - nu har han jo tre styks, men en god far, der har tid til sine børn - det tror jeg desværre ikke man kan kalde ham.. og så må jeg indrømme at jeg hellere vil stå som mig -. alene istedet for at have en far der gang på gang skuffer og svigter sine børn.. 

Der er nogen der bare ikke skal have børn.. 

N&J skriver:

Jeg ville tage en snak med ham om HVORFOR han ikke vil have børn, er det fordi han vil have nogle års mere frihed eller føler han ikke at han vil være far - nogensinde (i hvert fald nu), så må du jo gøre op med dig dig selv hvad du vil, jeg har desværre i min familie set eksempler hvor faderen faktisk ikke ville have børn (de har tre) og ender med at de går fra hinanden og i dag, ja han ser sine børn, men desværre nok mere af pligt end af kærlighed. Han var og er et karriereorienterede menneske og har derfor ikke det samme behove som mange andre for at få et barn - nu har han jo tre styks, men en god far, der har tid til sine børn - det tror jeg desværre ikke man kan kalde ham.. og så må jeg indrømme at jeg hellere vil stå som mig -. alene istedet for at have en far der gang på gang skuffer og svigter sine børn.. 

Der er nogen der bare ikke skal have børn.. 

Han sir at han mentalt ikke føler sig klar til børn han føler det er fortidligt (han er 26) og at han så vil gå glip af alle hans fritidsinteresser, han dyrker meget sport, føler bare det er nogle dårlige grundlag for ikke at vil have børn

Anonym skriver:

Hej herinde

Jeg står i et dilemma og føler bare at jeg har brug for at få det ud af systemet.

Sagen er den, at min kæreste og jeg er begyndt på projekt baby, og det har vi været igang med et par måneder. Men igår aftes melder min kæreste ud at han ikke føler sig klar til at blive far alligevel, og jeg blev enormt ked af det, for vi har haft baby snakken for onmkring 2 år siden og der blev vi enige om at når vi begge havde færdiggjort vores uddannelse og fået fast arbejde og havde en opsparing til babyudstyr, at så kunne vi begynde at tænke børn, og det har vi jo så fået imellemtiden, alt er nu på plads til et barn.

Jeg har følt mig klar i mange år til at få børn, og føler ikke at jeg vil udskyde det mere, ved godt det lyder hårdt men fik sagt til kæresten at jeg ikke kunne vente på at han blev klar til at være far, og at vi så måtte gå hver til sit, og det blev han jo selvfølgelig ked af det over, og sagde at for at holde på mig, ville han give mig et barn, men det vil jeg ikke gå med det, jeg vil sætte et barn til verden af kærlighed og fordi det er ønsket ikke fordi jeg kun er klar til det.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, vi har været sammen i 5 år nu og har både hus og det hele sammen og elsker ham jo trods alt.

 

Jeg ved ikke om man kan sige at jeg står med samme problem. men jeg ved hvordan du har det. Vi har været sammen i fem år og kæresten er blevet udlært og jeg er i gang med uddannelse. Flere gange har han sagt at nu var han snart klar til børn, til januar kunne vi prøve osv. Jeg elsker ham og havde ikke lyst til at forlade ham, men tog snakken med ham en dag og sagde at jeg havde brug for at vide om han ville mig og om han ville have børn med mig, for jeg ville ikke være sammen med en der ikke ville det samme som mig. Han vil mig og vil have børn men han var bare slet ikke klar. Men vi aftalte at om et år prøver vi og så tager vi den derfra.

Man bliver nok aldrig helt klar til det med børn men jeg tror at man under graviditeten vil vokse sig klar. så det skal nok komme.

ganske kort mange mænd bliver ikke klar for at den lige pluselig er der. i mænds øjne skal børn ikke planlægges de skal bare komme

de kan ikke forholde sig til det før de står med barnet :-D

Anonym skriver:

Han sir at han mentalt ikke føler sig klar til børn han føler det er fortidligt (han er 26) og at han så vil gå glip af alle hans fritidsinteresser, han dyrker meget sport, føler bare det er nogle dårlige grundlag for ikke at vil have børn

Tror du han nogensinde bliver klar til det.. for må indrømme at jeg inden jeg fik min datter var overbevist om at man da på et eller anden tidspunkt kom frem til at man ville have et barn, kunne simpelthen ikke forstår hvordan man ville kunne leve et liv uden, som min x (barndomskæreste) har valgt, men jeg forstår det nu, jeg ville ikke kunne, men min x er faktisk som det familiemedlem jeg har - karrieremenneske og har intet ønske om et barn..

Så hvordan er han i forhold til spørgsmålet om et barn, tænker om det er noget han vil i fremtiden eller er det mere et spørgsmål om at det er det næste naturlige skridt, så han skal nok få nogle børn engang - fordi det er nu det man gør..

ved godt det lyder lidt hårdt, men der er faktisk nogle som tænker sådan..  

Jeg synes det er et grimt dilemma du sætter ham i, når du truer ham med at gå fra ham, hvis han ikke vil have børn nu. Det skal jo netop, som du selv skriver, ikke ende med at han vælger at gå med til det nu, for at holde på dig.

Pas på med at presse ham for meget. Men tag evt. en snak med ham, hvor du får på det rene om han vil have børn overhovedet. For vil han ikke det, kan du jo overveje om det er det rigtige, at i bliver sammen.

Jeg synes også der gik en evighed fra jeg var klar til at få børn til min kæreste også var. Jeg har nok været skruk siden jeg var først i tyverne, og har i hvert fald følt mig klar i et par år. Nu er jeg 27 og endelig venter jeg vores 1. barn.

Det var kæresten selv der sagde, at nu synes han at jeg skulle stoppe med p-piller. Men jeg var da nok også blebet lidt skuffet hvis han havde trukket det i sig igen (det kunne han næsten heller ikke nå! )

Anonym skriver:

Han sir at han mentalt ikke føler sig klar til børn han føler det er fortidligt (han er 26) og at han så vil gå glip af alle hans fritidsinteresser, han dyrker meget sport, føler bare det er nogle dårlige grundlag for ikke at vil have børn

26 er jo stadig ingen alder...min far var 37 da jeg kom, såe...
Men snak godt med ham..og forklar ham, at mange mænd har det sådan, intil bebsen pludseligt er på vej, og så ændrer tingene sig.

Men må heller ikke lukke øjnene for at nogle er lidt senere om at få gang i det biologiske ur end andre.

Så igen...snak tingene igennem med ham..og er han slet ikke parat eller tror han nogensinde bliver det, jamen så må du jo tage den derfra.

Kærligst
Sussie

N&J skriver:

Tror du han nogensinde bliver klar til det.. for må indrømme at jeg inden jeg fik min datter var overbevist om at man da på et eller anden tidspunkt kom frem til at man ville have et barn, kunne simpelthen ikke forstår hvordan man ville kunne leve et liv uden, som min x (barndomskæreste) har valgt, men jeg forstår det nu, jeg ville ikke kunne, men min x er faktisk som det familiemedlem jeg har - karrieremenneske og har intet ønske om et barn..

Så hvordan er han i forhold til spørgsmålet om et barn, tænker om det er noget han vil i fremtiden eller er det mere et spørgsmål om at det er det næste naturlige skridt, så han skal nok få nogle børn engang - fordi det er nu det man gør..

ved godt det lyder lidt hårdt, men der er faktisk nogle som tænker sådan..  

Han sir selv han gerne vil have børn i fremtiden og det tror jeg også på, han sir bare han ikke er klar nu

Frk.S skriver:

Jeg synes det er et grimt dilemma du sætter ham i, når du truer ham med at gå fra ham, hvis han ikke vil have børn nu. Det skal jo netop, som du selv skriver, ikke ende med at han vælger at gå med til det nu, for at holde på dig.

Pas på med at presse ham for meget. Men tag evt. en snak med ham, hvor du får på det rene om han vil have børn overhovedet. For vil han ikke det, kan du jo overveje om det er det rigtige, at i bliver sammen.

Jeg synes også der gik en evighed fra jeg var klar til at få børn til min kæreste også var. Jeg har nok været skruk siden jeg var først i tyverne, og har i hvert fald følt mig klar i et par år. Nu er jeg 27 og endelig venter jeg vores 1. barn.

Det var kæresten selv der sagde, at nu synes han at jeg skulle stoppe med p-piller. Men jeg var da nok også blebet lidt skuffet hvis han havde trukket det i sig igen (det kunne han næsten heller ikke nå! )

Føler mig også lidt som en bussemand at stille ham det ultimatum det er jo ikke helt fair.