Er hun virkelig min veninde? Lidt langt.

Chillien skriver:

Selvom det forholder sig sådan kan man jo stadig være interesseret.. Det er ikke TS skyld at hun måske ikk kan få børn...

Det er da trist og altting, men det nytter ikk at være sur på alle froældre i verden. og slet ikk sine nære venner..

Anonym skriver:

Forstår hvad du mener - men det var mere for at forklare at hun i vores unge dage altid fik ting før mig og jeg var jaloux og nu er båden vendt.

Ah, ok så er jeg med igen...

Altså, jeg synes måske at du skal prøve at snakke med hende - og ikke lade dig feje af vejen.

Jeg har desværre stået i den situation at min bedste veninde har haft det skidt psykisk de sidste ca 4 år. Her skal så lige nævnes at det er en voksen dame på 38 jeg taler om. Hun har røvrendt mig gang på gang, skylder mig en masse penge (over 14.000 - kunne ikke bære hvis hun skulle sættes på gaden med 3 børn), sidste gang hun brillierede var det ved ikke at dukke op til mit bryllup i januar - som hun selv havde bedt om at blive inviteret til med tårer i øjnene!

Jaja, masser af dårlige undskyldninger har der været, kan slet ikke overskue at komme ind på dem nu. Pointen er, at jeg har ladet hende jokke alt for meget på mig og gøre mig rigtig ked af det flere gange. Har haft talt med hende om det, det blev bedre i 1 uge og så tilbage til det gamle.

Efter brylluppet, og at hun ikke engang har skrevet tillykke med graviditeten, er jeg efterhånden kommet dertil hvor jeg tænker at hun da kan rende mig. Håber bare ungerne havde det godt for de penge, for dem kommer min spunk jo så ikke til at nyde godt af

(og JA, jeg er stadig bitter og ked af det - øver mig i at gi slip )

Vingummien skriver:

Måske de prøver at få barn, og har gjort det længe, men bare ikke kan, og det såre hende ? Var lige det første jeg tænkte på

Jeg tænkte præcis det samme som dig. I de år vi prøvede var det ubeskriveligt hårdt at se andre blive gravide og få børn, jeg gik fuldstændig ned over det, og kunne græde i flere dage bagefter. Det havde ikke noget at gøre med, at jeg ikke undede andre at blive gravid og få børn, men det var simpelthen fordi det mindede mig om, at jeg ikke selv kunne få børn, og det gjorde simpelthen noget så ondt hver gang.

Holbæktrunten skriver:

Ah, ok så er jeg med igen...

Altså, jeg synes måske at du skal prøve at snakke med hende - og ikke lade dig feje af vejen.

Jeg har desværre stået i den situation at min bedste veninde har haft det skidt psykisk de sidste ca 4 år. Her skal så lige nævnes at det er en voksen dame på 38 jeg taler om. Hun har røvrendt mig gang på gang, skylder mig en masse penge (over 14.000 - kunne ikke bære hvis hun skulle sættes på gaden med 3 børn), sidste gang hun brillierede var det ved ikke at dukke op til mit bryllup i januar - som hun selv havde bedt om at blive inviteret til med tårer i øjnene!

Jaja, masser af dårlige undskyldninger har der været, kan slet ikke overskue at komme ind på dem nu. Pointen er, at jeg har ladet hende jokke alt for meget på mig og gøre mig rigtig ked af det flere gange. Har haft talt med hende om det, det blev bedre i 1 uge og så tilbage til det gamle.

Efter brylluppet, og at hun ikke engang har skrevet tillykke med graviditeten, er jeg efterhånden kommet dertil hvor jeg tænker at hun da kan rende mig. Håber bare ungerne havde det godt for de penge, for dem kommer min spunk jo så ikke til at nyde godt af

(og JA, jeg er stadig bitter og ked af det - øver mig i at gi slip )

Anonym skriver:

Puha det lyder hårdt. Havde også tænkt at tage en snak med hende, hvis altså hun får tid til at komme forbi.

Var bare i tvivl om, om jeg måske var sart og forventer for meget - men det kan jeg se på jeres svar at jeg ikke er.

Har du bare stoppet forbindelsen til hende uden hun ved det, eller har du fortalt hende at du er "færdig" med hende?

Hmm, jeg havde sagt til hende flere gange at jeg havde brug for at hun investerede lidt mere i vores venskab, ellers blev jeg nødt til at stoppe kontakten for at skåne mig selv for skuffelser.

Som sagt så hjalp det i ca 1 uge, og så stoppede hun med at tage kontakt.

Til min polterarbend meldte hun fra 10 min inden pigerne skulle mødes for at overraske mig-med den begrundelse at hun havde fået lungebetændelse. Sjovt nok finder hun først ud af det 10 min før de skal mødes?

Derefter melder hun fra PÅ min bryllupsdag TIL MIN VENINDE? Ikke så meget som en lillebitte sms til mig -forøvrigt har hun så også fået nyt nummer (igen) som hun har glemt at give mig (igen).

Dagen efter bryllup ringer hun igen TIL MIN VENINDE for at fortælle at der ligger en bryllupsgave i vores postkasse.Jeg håber selvfølgelig, men nej... Ingen gave. Og VED at hun il påstå at den må være blevet stjålet, hvis jeg konfronterer hende. Orker bare ikke flere løgne.

OOOOOG så lige den sidste - at hun ikke så meget som skriver tillykke med graviditeten på facebook, når nu alle andre kan finde ud af det. Hende som af ALLE mennesker ved hvor fucked-up mærkelig og stort-agtigt det er for mig...

Så nej, jeg synes egentlig ikke at jeg skylder hende at sige "farvel". Synes hun selv har taget skridtet og smækket eftertrykkeligt med døren...

Anonym skriver:

 hun skrev at hun ville se på om de fik tid

"se på om de fik tid"  Der var jeg stået af og lade hende kontakte mig - hvis hun ville se mig....

Anonym skriver:

Godmorgen piger.

Min veninde og jeg har været veninder i 13 år. Den gang vi var mindre fik hun altid hvad hun peget på af hendes forældre og jeg måtte selv spare op, i en alder af 11 år syntes jeg jo ikke at det var fair at hun altid fik ting før mig og jeg ville ønske jeg havde det som hende.

Tiden går og vi bliver ældre og får begge vores første kæreste, mit forhold går stykker efter et års tid, hvilket gjorde mig meget ondt og hun er der slet ikke for mig, hendes undskyldning er at hun har travlt med skolen og hendes kæreste.

Mine forældre bliver skilt og jeg føler stadig at hun ikke er der for mig, selvom jeg ringer og har brug for at snakke med hende.

Nu i en alder af 24 år, er hun stadig sammen med hendes første kæreste og jeg en ny. De bor i en lille by og sidder rigtig hårdt i det (ingen af dem er vant til modgang) jeg har det rigtig godt med min kæreste og har endelig fået mit ønskebarn. Men nu er det som om hun igen ikke deler min glæde med mig, som om det ikke passer hende at jeg har fået noget før hende og hun fortæller mig næsten i samme åndedrag at de prøver, hvilket hun aldrig har nævnt før jeg fortalte hende om min graviditet.

Hende og hendes kæreste kommer så "hjem" til hendes forældre som bor i samme by som mig - 5 min fra mig. Men det er som om hun ikke gider at komme forbi, hun skrev at hun ville se på om de fik tid. Jeg siger jo ikke at de skal sidde her hele dagen, men hvis hun virkelig er min veninde ville hun så ikke gerne komme og se mit barn?

Tak fordi i læste med.

Jo..det ville hun..især hvis man bor i samme by.

Spørgsmålet er, om hun nogensinde har været veninde for dig??
Du har måske været det for hende...men ud fra det jeg kan vurdere, så har hun aldrig været på samme trin i venindeforholdet som du.

Så...flyt hende ned på "bekendt gennem mange år-hylden" og hav hende der.

Kærligst
Sussie

Jeg må sige, at en veninde er der uanset, hvordan deres eget liv ser ud... Og i mine øjne er hun ikke din veninde og har måske aldrig rigtig været det... Kom videre og find din soul mate, for det kan heldigvis nåes endnu... måske mødre gruppen er et godt sted...

Jeg har en veninde, som stod side om side sammen med mig, da jeg fik min søn... Jeg fandt ud af at jeg var gravid og var 3mdr henne.. min kæreste smutter, da han ikke vil være far igen uden at han ønsker barnet.. Min veninde er daværende gravid med ønskebarnet... en uge efter jeg har fortalt at jeg er gravid og vi begge svæver på en lyserød sky, så føder hun en dødsfødt lille pige... Jeg er der naturligvis hele vejen igen og er den eneste veninde, som ser den lille pige... Jeg støtter hende alt hvad jeg kan... og det samme gør hun omvendt, selvom det må gøre sindsygt ondt på hende, at jeg er gravid og at det var et uheld...(dog et ønskebarn alligevel for mit vedkommende). Da jeg er ca. 6½ mdr henne får jeg vandafgang og hun er der hundrede procent hele vejen, ja selv flytter for mig, mens jeg ligger på sygehuset.. og tilsidst sidder hun side om side under fødslen sammen med mig...

SÅ selvom hun er jaloux, så er man fandme der for sin veninde uanset hvad.. så man bide deller sammen og vise sig som en.. Det synes jeg min historie viser alt for godt... vi har nu kendt hinanden i 18 år og jeg elsker hende højere end noget andet... og hun det en af de vigtigste personer i mit liv...

Håber du kommer videre, og ikke bruger for energi på det og i stedet nyder den lille ny... og tillykke med den lille...

Mette

Anonym skriver:

Ja det kan du måske have ret i - men burde hun så ikke være ærlig overfor mig? Så kunne det være jeg ikke følte at hun ikke ville mig og mit barn..

Måske det er meget svbært for hende, hvis jeg var dig, ville jeg tage en snak med hende

Jeg synes nu ikke, det lyder som om hun er en snob. Hvis hun var lige så interesseret i venskabet, som du lyder til at være, ville hun også være der for dig på en anden måde. Så jeg synes, det lyder som om du lægger mere i venskabet, end hun gør, så enten må du gøre op med dig selv, om jeres overfladiske venskab er godt for jer eller afgøre, om du vil lade det løbe ud i sandet.

At hun ikke har fortalt dig, at de prøver at få et barn, synes jeg er helt reelt. Vi fortalte heller ikke venner og familie, da vi var i gang...og mon ikke det har rørt hende lidt, at du var blevet gravid, når nu de prøvede og det ikke var lykkedes endnu? Det ville stikke lidt til de fleste, der gerne vil være gravide, og hvis i ikke er så tætte, er det måske endnu sværere for hende at fokusere på at glæde sig på dine vegne frem for at være ked af det på deres vegne