Er hun virkelig min veninde? Lidt langt.

Godmorgen piger.

Min veninde og jeg har været veninder i 13 år. Den gang vi var mindre fik hun altid hvad hun peget på af hendes forældre og jeg måtte selv spare op, i en alder af 11 år syntes jeg jo ikke at det var fair at hun altid fik ting før mig og jeg ville ønske jeg havde det som hende.

Tiden går og vi bliver ældre og får begge vores første kæreste, mit forhold går stykker efter et års tid, hvilket gjorde mig meget ondt og hun er der slet ikke for mig, hendes undskyldning er at hun har travlt med skolen og hendes kæreste.

Mine forældre bliver skilt og jeg føler stadig at hun ikke er der for mig, selvom jeg ringer og har brug for at snakke med hende.

Nu i en alder af 24 år, er hun stadig sammen med hendes første kæreste og jeg en ny. De bor i en lille by og sidder rigtig hårdt i det (ingen af dem er vant til modgang) jeg har det rigtig godt med min kæreste og har endelig fået mit ønskebarn. Men nu er det som om hun igen ikke deler min glæde med mig, som om det ikke passer hende at jeg har fået noget før hende og hun fortæller mig næsten i samme åndedrag at de prøver, hvilket hun aldrig har nævnt før jeg fortalte hende om min graviditet.

Hende og hendes kæreste kommer så "hjem" til hendes forældre som bor i samme by som mig - 5 min fra mig. Men det er som om hun ikke gider at komme forbi, hun skrev at hun ville se på om de fik tid. Jeg siger jo ikke at de skal sidde her hele dagen, men hvis hun virkelig er min veninde ville hun så ikke gerne komme og se mit barn?

Tak fordi i læste med.

Anonym skriver:

Godmorgen piger.

Min veninde og jeg har været veninder i 13 år. Den gang vi var mindre fik hun altid hvad hun peget på af hendes forældre og jeg måtte selv spare op, i en alder af 11 år syntes jeg jo ikke at det var fair at hun altid fik ting før mig og jeg ville ønske jeg havde det som hende.

Tiden går og vi bliver ældre og får begge vores første kæreste, mit forhold går stykker efter et års tid, hvilket gjorde mig meget ondt og hun er der slet ikke for mig, hendes undskyldning er at hun har travlt med skolen og hendes kæreste.

Mine forældre bliver skilt og jeg føler stadig at hun ikke er der for mig, selvom jeg ringer og har brug for at snakke med hende.

Nu i en alder af 24 år, er hun stadig sammen med hendes første kæreste og jeg en ny. De bor i en lille by og sidder rigtig hårdt i det (ingen af dem er vant til modgang) jeg har det rigtig godt med min kæreste og har endelig fået mit ønskebarn. Men nu er det som om hun igen ikke deler min glæde med mig, som om det ikke passer hende at jeg har fået noget før hende og hun fortæller mig næsten i samme åndedrag at de prøver, hvilket hun aldrig har nævnt før jeg fortalte hende om min graviditet.

Hende og hendes kæreste kommer så "hjem" til hendes forældre som bor i samme by som mig - 5 min fra mig. Men det er som om hun ikke gider at komme forbi, hun skrev at hun ville se på om de fik tid. Jeg siger jo ikke at de skal sidde her hele dagen, men hvis hun virkelig er min veninde ville hun så ikke gerne komme og se mit barn?

Tak fordi i læste med.

Måske de prøver at få barn, og har gjort det længe, men bare ikke kan, og det såre hende ? Var lige det første jeg tænkte på

nææ, hun lyder da ikke som en særlig god veninde.

Tror jeg ville finde en anden a bruge min energi og glæde på

louiseandersen85 skriver:

nææ, hun lyder da ikke som en særlig god veninde.

Tror jeg ville finde en anden a bruge min energi og glæde på

helt enig

Hun virker lidt som en snob... Det var det første der faldte mig ind..

Jeg havde også en veninde som jeg havde kendt i 5 år.. eller ja det troede jeg.

Da jeg fødte min søn lå vi på barselsgangen et par dage bag efter.. Hun boede i samme by som jeg fødte i, men hun kom ikke og så min søn.. Det gjorde da nas, men jeg fandt da ud af hvad jeg betød (eller ikke) for hende... Heldigvis har jeg MANGE andre dejlige veninder som kom væltende ind og så min smukke søn

Man mister tit veninder/venner når man får et barn.. Heldigvis kommer der ofte mange nye til

Vingummien skriver:

Måske de prøver at få barn, og har gjort det længe, men bare ikke kan, og det såre hende ? Var lige det første jeg tænkte på

Ja det kan du måske have ret i - men burde hun så ikke være ærlig overfor mig? Så kunne det være jeg ikke følte at hun ikke ville mig og mit barn..

Anonym skriver:

Godmorgen piger.

Min veninde og jeg har været veninder i 13 år. Den gang vi var mindre fik hun altid hvad hun peget på af hendes forældre og jeg måtte selv spare op, i en alder af 11 år syntes jeg jo ikke at det var fair at hun altid fik ting før mig og jeg ville ønske jeg havde det som hende.

Tiden går og vi bliver ældre og får begge vores første kæreste, mit forhold går stykker efter et års tid, hvilket gjorde mig meget ondt og hun er der slet ikke for mig, hendes undskyldning er at hun har travlt med skolen og hendes kæreste.

Mine forældre bliver skilt og jeg føler stadig at hun ikke er der for mig, selvom jeg ringer og har brug for at snakke med hende.

Nu i en alder af 24 år, er hun stadig sammen med hendes første kæreste og jeg en ny. De bor i en lille by og sidder rigtig hårdt i det (ingen af dem er vant til modgang) jeg har det rigtig godt med min kæreste og har endelig fået mit ønskebarn. Men nu er det som om hun igen ikke deler min glæde med mig, som om det ikke passer hende at jeg har fået noget før hende og hun fortæller mig næsten i samme åndedrag at de prøver, hvilket hun aldrig har nævnt før jeg fortalte hende om min graviditet.

Hende og hendes kæreste kommer så "hjem" til hendes forældre som bor i samme by som mig - 5 min fra mig. Men det er som om hun ikke gider at komme forbi, hun skrev at hun ville se på om de fik tid. Jeg siger jo ikke at de skal sidde her hele dagen, men hvis hun virkelig er min veninde ville hun så ikke gerne komme og se mit barn?

Tak fordi i læste med.

Synes egentlig at du allerederede har svaret, ved overhovedet at kunne stille spørgsmålet.

Hvis ikke du føler at hun er en god veninde og er der for dig, så er hun det jo heller ikke. Det er jo din vurdering der tæller.

Dog kan jeg ikke liiige se hvad hendes forkælelse da hun var barn har med sagen at gøre?

Vingummien skriver:

Måske de prøver at få barn, og har gjort det længe, men bare ikke kan, og det såre hende ? Var lige det første jeg tænkte på

Selvom det forholder sig sådan kan man jo stadig være interesseret.. Det er ikke TS skyld at hun måske ikk kan få børn...

Det er da trist og altting, men det nytter ikk at være sur på alle froældre i verden. og slet ikk sine nære venner..

Hun er ikke en god veninde hver gang du ønsker hendes støtte er hun der ikke men du er der for hende.... og nu har du endelig fået et ønske barn jamen så¨burde hun også være glad på dine vejne, også selv om hun har svært ved af få børn hvis det er sådan det ligger men hun er jo din veninde så burde i jo kunne snakke om det...

Holbæktrunten skriver:

Synes egentlig at du allerederede har svaret, ved overhovedet at kunne stille spørgsmålet.

Hvis ikke du føler at hun er en god veninde og er der for dig, så er hun det jo heller ikke. Det er jo din vurdering der tæller.

Dog kan jeg ikke liiige se hvad hendes forkælelse da hun var barn har med sagen at gøre?

Forstår hvad du mener - men det var mere for at forklare at hun i vores unge dage altid fik ting før mig og jeg var jaloux og nu er båden vendt.