Chritinap skriver:
Må jeg hører, må jeg hører, søde Sussie
Jamen det har noget at gøre med den biologiske/kemiske magtballance mellem kønnene.
Vi skal helt tilbage tilbage til urmennesket, og vi kan såmænd også blot kigge på andre flokdyr på jorden...aber, løver osv.
En lille dreng vil automatisk konkurrere med den store han i flokken, samtidigt er han udsat for den normale kemisk-agressive holdning fra alphahannen til en ny konkurrerende han, selvom denne er lille.
Små drenge udsender en bestemt type ferromoner, som instinktivt passificerer den voksne han/alphahannen i flokken, og som har et duftmønster, som han kan genkende som sit eget i og med, det er hans afkom, men alligevel ser man tilfælde, hvor alphahannen angriber hanungerne, fordi han producerer så meget mandligt kønshormon, at det overdøver hanungens ferromoner.
Dette ser man fx hos aber.
Så derfor kan den lille dreng med fordel knytte sig ekstra stærkt til sin mor i den første farlige tid/år, og binde hende til sig, Samtidigt med at han igennem kontrollen over hende som alphahannens mage, opnår en høj position i herakiet, og derved en dag kan få en chance til at forstøde den eksistrende alphahan, selvom denne godt nok er hans far.
Alt dette foregår forunderligt nok helt ubevidst og styres udelukkende af homoner/duftstoffer og urinstinkter, og er slet ikke noget man går og tænker over, når man som mand og kvinde sætter et barn i verden.
Senere kommer den periode, hvor drengen bliver større, hvor han begynder at lave drenge- og mandeting sammen med faderen, og det skyldes så, at han nærmer sig en ny fase i sit eget og flokkens liv, hvor det drejer sig om at lære af og indynde sig hos alphahannen, sådan at den unge han kan opnå så høj en position som muligt og helst lige under førerhannen.
Men hele sit liv, vil han være særligt knyttet til sin mor, fordi han igennem hendes opdragelse og position altid vil være den førende hun, også selvom han selv engang får kone og børn.
Det er iøvrigt derfor så mange kvinder døjer med tyrraniske svigermødre, de tror de stadig er førerhun for deres søn 
Modsat er det med små piger.
De skal og må opnå et godt forhold til faderen/alphahannen, fordi deres instinktive mål er, at forskubbe førerhunnens position eller overtage den efter hende.
De har intet behov for at udsende afvæbnende ferromoner, fordi de er af hunkøn, og derfor har langt mindre brug for beskyttelse som små.
Til gengæld så drejer det sig om tidligst muligt at få tag om alphahannen, få ham charmeret og passificeret, så han opfatter hende som et attraktivt medlem af flokken, der senere kan blive en potentiel alphahun, om ikke for ham selv, så for efterfølgeren.
Husk på, at i dyreverdenen, ser dyr ikke på slægtskab og formering på samme måde som os, og det gjorde urmennesket heller ikke.
Senere begynder perioden med mor/datterforholdet, hvor pigen vil efterabe moderens måde at være på og tage ved lære af hende, for hun er jo alphahunnen, og derfor er hun værd at lære noget af.
Derfor oplever man altså, at de små piger er "fars pige", hun går efter en alphahun position, og små drenge er "mors dreng", udelukkende fordi han dels ønsker at beskytte sig imod alphahannen, men også ønsker en magtpossition som alphahan igennem moderen, når den tid er inde.
