Forskellige følelser for ens børn?

Godaften damer,

Jeg har smugkigget på 4 afsnit af tvillinger. Den ene mor i programmet fortalte, at hun havde forskellige følelser for hendes børn. Hun elsker dem lige højt, men føler forskelligt for dem.

Dette fik mig til at tænke på mine piger, og at jeg har det fuldstændig som hende. Har aldrig skænket det en tanke, men JA jeg elsker dem lige højt men føler forskelligt.

Fx. min ældste er jeg lang mere overbeskyttende overfor, føler hun skal passes ekstra på, hun er en lille pige af bygning med. ynes hun er skrøbelig. Hvorimod den lille er mere robust, og hende føler jeg ikke jeg skal "beskytte" på samme måde.

Ved ikke om det overhovede giver mening, men i så fald;

til jer med flere børn, hvordan er jeres følelser???

Kh Ditte

Har dog kun et barn, men opper den lige da jeg syntes det er super interessant

Jeg har det på samme måde som dig:-) jeg har 2 piger på snart 2 og 3 år og jeg elsker dem lige højt men føler lidt forskelligt for dem, den store føler jeg at jeg skal beskytte mere og den bette er mere ja selvstændig,De er så forskellige:-) den bette er en hård banan , hun skulle ha været en dreng så vild som hun er hehe, møder hun en mur går hun igennem den! Hun vil ikk stoppes af noget og pyller aldrig, den store pyller over næsten alt og lander der en flue på hende ja så er hun døden nær fordi det gør ondt,hehe Åh de er så dejlige mine piger

Jeg elsker mine 3 så højt, men behandler dem selvfølgelig forskellig, alt efter hvordan de er. Ved ikke rigtig om jeg synes at jeg elsker dem forskelligt........

Min ældste er bare det mest følsomme væsen der findes, han er så rolig og eftertænksom. Han elsker at jeg snakker med ham og at man lytter til hans meninger. Jeg har ikke skældt ham ud i flere år nu.

Min anden søn er min kriger. Han kæmper for alt og han er så kæmpe stor i hans sjæl, er sikker på at der bor en gammel viking inde i hamVi har så mange konflikter, fordi han aldrig bare godtager et svar. Men han er samtidig såååå kærlig, han kommer pludselig og bare giver mig en kæmpe kram. Han kan læse mig som en åben bog, og ved præcis hvordan jeg har det, bare ved at se på mig. Omvendt har jeg det på samme måde med ham, jeg ved hvad hver lille træk i hans ansigt betyder.

Min lille nummer 3, er min efternøler og den eneste pige. Hun minder så meget om min nummer 2. Hun er min lille soulmate. Hun minder så meget om mig selv som barn. Hun er bare en såret lille sjæl, med en kæmpe personlighed.

Jeg elsker dem alle, på hver deres måde og for deres måde at være på. Mest af alt elsker jeg dem sgu bare fordi de er mine, og fordi de får mit hjerte til at føles såååå varm

wamse skriver:

Jeg elsker mine 3 så højt, men behandler dem selvfølgelig forskellig, alt efter hvordan de er. Ved ikke rigtig om jeg synes at jeg elsker dem forskelligt........

Min ældste er bare det mest følsomme væsen der findes, han er så rolig og eftertænksom. Han elsker at jeg snakker med ham og at man lytter til hans meninger. Jeg har ikke skældt ham ud i flere år nu.

Min anden søn er min kriger. Han kæmper for alt og han er så kæmpe stor i hans sjæl, er sikker på at der bor en gammel viking inde i hamVi har så mange konflikter, fordi han aldrig bare godtager et svar. Men han er samtidig såååå kærlig, han kommer pludselig og bare giver mig en kæmpe kram. Han kan læse mig som en åben bog, og ved præcis hvordan jeg har det, bare ved at se på mig. Omvendt har jeg det på samme måde med ham, jeg ved hvad hver lille træk i hans ansigt betyder.

Min lille nummer 3, er min efternøler og den eneste pige. Hun minder så meget om min nummer 2. Hun er min lille soulmate. Hun minder så meget om mig selv som barn. Hun er bare en såret lille sjæl, med en kæmpe personlighed.

Jeg elsker dem alle, på hver deres måde og for deres måde at være på. Mest af alt elsker jeg dem sgu bare fordi de er mine, og fordi de får mit hjerte til at føles såååå varm

Dejligt livsbekræftende

At behandle mennesker forskelligt er netop ikke forskelsbehandling

- Det er nemlig lige præcis at møde folk der hvor de er, og imødekomme dem for den de er.

Knus Jo
- som blevdejlig varm indeni

Tak for god læsning, håber flere vil byde ind

Jeg synes det er lidt sjovt at vi alle skriver at vores førstefødte er de mest følsomme

synes dette emne er super spændende og vil gerne tage det op igen...

Jeg har det selv som flere skriver. Den store er en meeeget følsom pige og der skal ikke meget til at slå hende ud af kurs, hvor imod bettefyr bare er en knokkel og INTET kan vælte ham! han er en fighter.. det er sjovt det er sådan..  

men jeg kan også godt genkende det med følelserne. Hende den store har jeg jo mor/datter forhold til altså er jeg jo hendes rival i forhold til hendes far og det kan man godt mærke af og til. Vi er ikke tætte på samme måde som far og datter er. Jeg ELSKER hende over alt på denne jord, sammen med hendes bror og hun er mit første barn! Men følelsen er anderledes alligevel
Sønnike er min lille dreng! Han ramte mit hjerte fra dag et og selvom han skreg i 3 mdr kunne jeg ikke andet end synes han var perfekt.. 
hvor imod farmand bare synes det var hårdt hårdt hårdt...
Den store fik jeg med KS og det tog mig lang tid om at fatte hvad der var sket, faktisk to måneder hvis ikke mere, før jeg følte mig som MOR!
sønnike er født alm... jeg tror det har noget at sige.

fars pige - mors dreng  

Jeg har thea på 4 år og alberte på 4 mdr. 

Thea er født i uge 34, og helt fra start af har hun bare været den stærkeste lille pige. Og jeg ved hun ka klare alt! Hun er så dejlig logisk, sjov og mild. Hun ka være nok så fræk og stædig, men aldrig ond og jeg knus elsker hende, men hun er vist mest fars pige.

Alberte er jo ik så stor endnu, men hun virker som en helt anden type. Lige nu er mor den bedste i verden, og jeg føler at jeg ska passe mere på hende end ved thea. Hun ka blive helt ulykkelig hvis hun ik ka komme over til mig, hvorimod thea var glad, bare jeg havde babbet hende af. Ska i bio på torsdag, og ved næsten ik om jeg ka få mig selv til at" forlade" hende alene hjemme ved far. For hun er jo mors pige ( indtil vidre )

Så her føler jeg klart at thea er den store og stærke, og alberte den lille der ska passesretransmitter på. ( logisk i forhold til alder ) vh stine

Jeg har Victor på 2 år og Freya på knap 8 uger.

Jeg elsker dem begge HØJT! Men jeg føler MEGET mere for min dreng som det er lige nu. Og det sys jeg er ganske naturligt da jeg ikke "kender" Freya så godt endnu... (kan I følge mig)?

Jeg forguder mine børn ♥ INGEN tvivl om det!

Først: Elsker begge mine børn højere end alt andet absolut lige meget!
Men som alle andre har jeg jo forskellige forhold til dem, for de er absolut forskellige.

Den ældste er en pige - og vi er meget nære. Hun var meget syg som lille, og jeg har virkelig lært at tune ind på, hvordan hun har det. Med hende kan jeg finde de ting at sige eller gøre, som hun har brug for, når hun ikke takler en situation eller er ked af det mm. Hun er en sej lille en, som jeg bare er utrolig stolt af. Hun er stærk verbalt set og en selvstændig og kreativ pige.

Den yngste er en dreng. Han har fokus og er viljestærk. Han har dårligt udviklet sprog (skal have ørene kontrolleret på mandag) og har derfor nogen gange problemer med at få udtrykt sig - især når han er fuld af stærke følelser. Jeg oplever, at jeg beskytter ham langt mere end søsteren og automatisk går ind i en rolle som tolk/buffer mellem ham og omgivelserne, når de ikke forstår hinanden. Han er temperamentsfuld og absolut fars dreng. De to har et helt eget bånd og forstår hinanden instinktivt. Det gør jeg ikke. Jeg må ofte gætte mig til, hvad han har brug for fra mig. Vi tænker og reagerer meget forskelligt. Han er en meget kærlig dreng men kræver grænser på en helt anden måde end sin søster.

Mest af alt føler jeg mig bare så rig, når jeg om aftnen ser ind til dem, før jeg går i seng. At få lov til at følge dem igennem deres udvikling og være sammen med dem er det bedste i mit liv.