Har 3 fødsler at fortælle om, 2 på [f]hospital[/f] og 1 [f]hjemme[/f]
Da jeg skulle føde første gang var jeg 22 år, jeg valgte at føde på [f]hospitalet[/f]. Det var et spørgsmål om tryghed og uvidenhed. Jeg følte ikke jeg havde nogen fornemmelse af hvad jeg gik ind til, jeg var så bange for ikke at komme på hospitalet til tiden og ende med at føde alle mulig andre steder, end hvor der lige var hjælp. Alle går og forsikre en om at du sagtens kan mærke når veerne begynder, og når det sker, har du tid nok til at få ringet til hospitalet samt komme der op, men jeg følte ikke det gav mig nogen form for ro, og med god grund, jeg gik 14 dage over tiden, havde en aftale med min jordmoder om torsdagen, men onsdag aften kom nogle veninder og hentede mig, de syntes at jeg skulle ud i byen, og tænke på noget andet (så af sted med den store hval:)) ved 22 tiden begyndte jeg at være træt i kroppen, er jo ikke normalt at man render rundt så sent i byen når man er 13 dage over termin (skal lige siges, at vi gik på cafe, og jeg drak kun Fanta) jeg trængte til at komme hjem og ligge, så hjem med mig, jeg lagde mig i min seng men havde svært ved at finde ro, prøvede med et bad, men det hjalp heller ikke, min daværende kæreste og far til barnet, forslog at vi gik en lille tur klokken var nu 1, vi var kommet et godt styk hjemme fra, da jeg så mærkede min første ve :'((nej jeg var ikke i tvivl) for der gik 5 min præcise så kom den næste, så hjem af skulle vi, og gud hvor var det hårdt, min mor kom og hentede os og kørte os op på sygehuset, jeg blev undersøgt kl. 02:15, var 8 cm. Åben, så vi kom ind på fødestuen med det samme her kunne vi så være og slappe af. Kl. 04:10 kom min datter ud:), så det gik stærkt. Fik besked på at vis jeg blev gravid igen, skulle jeg komme op bare der var det mindste af tvivl, for det ville gå hurtigere næste gang.
Da jeg skulle føde anden gang var jeg 27 år, her var jeg ikke i tvivl jeg [f]ville meget gerne føde hjemme[/f], men min mand som ikke er far til den første, havde ikke prøvet det før, og havde kun fået skræmme historier, så han ville have at det blev på [f]sygehuset[/f], selv om jordmoderen forsøgte at berolige ham, og forklare at det var lige så sikkert at føde hjemme for mig som på hospitalet, men nej det blev på hospitalet.
Denne morgen startede som så mange andre jeg stod op for at gøre klar til at følge min store datter i børnehave, men da jeg stod under bruseren, blev min krop nærmest tung og træt, og da jeg stod og smurte madpakke kunne jeg godt mærke at jeg, kunne ikke klare at gå op til børnehaven, så jeg ringede til mine svigerforældre for at få dem til at følge min datter i børnehave, da min mand var kørt på arbejde, de kom kl. 08.15 og syntes at de skulle køre mig op på sygehuset, bare for at blive undersøgt, for jeg så ikke godt ud:(, var på dette tidspunkt gået 2 dage over termin, så jeg strittede ikke imod, vi ringede til sygehuset og til min mand, så han kunne møde os der. Turen til sygehuset, hjemme fra tager ca. 20 min. Og da vi var halvvejs, så var der ingen tvivl jeg skulle føde nu8(, mine veer kom meget hurtigt uden nogen, synderlig varsel, med 3-4 min. mellemrum kl. 08:45 ankom vi til sygehuset, jeg kom ind til modtagelsen/visitationen men de kunne ikke undersøge mig, for veerne var meget stærke så der kom hurtigt en portør og en seng, og så skulle jeg bare op på fødestuen (jordmoderen valgte at tage med i elevatoren - ”tak for det”:)) da vi kom ind ville jeg gerne på toilet for jeg skulle tisse, men jeg nåde ikke at side der ret længe før den første presseve kom, så op på bordet kom jeg i en vældig fart, og kl. 09:07 kom min første søn til verden. Jeg følte ikke jeg nåde at opleve vad der skete og følte ikke jeg selv deltog i fødslen. Denne gang lød beskeden, at vis jeg skulle føde flere børn, ville det være det sikreste vis jeg gjorde det hjemme.
Da jeg så skulle føde tredje gang, var der ingen tvivl [f]det blev hjemme[/f], og det fortryder jeg at jeg ikke gjorde ved min anden fødsel, selv min mand har tilstået at hjemme fødselen, gik mere roligt, han følte mere han var med og det var meget mere trygt.
Dagen før termin, vågnede jeg med uro i kroppen, og en svag fornemmelse af at jeg skulle føde i dag, på min datters fødselsdag, så min mand blev hjemme, men timerne gik og hen på eftermiddagen kom der ro på kroppen igen. Da jeg så vågnede kl. 06 næste morgen var der ingen tvivl, jeg havde veer og der var 5 min imellem at de toppede (smerten var højest), så jeg lagde mig i vores eget badekar. Min mand ringede til hospitalet, og bad om at få en jordemoder sendt ud, de ville gerne snakke med mig for at bedømme hvor hurtigt denne jordemoder skulle komme, jeg forklarede hvordan jeg havde det, og min mand fortalte at jeg var meget hurtig til at føde, så de skulle ikke tage sig alt for god tid. Kl. 08 ca. kom der en taxa, med en jordemoder, 2 kufferter og en værktøjskasse:)), hun kiggede på mig, og begyndte straks at gøre klar, og pakke ud, imens gik jeg stille rundt og koncentrerede mig om veerne, hun bad mig om at ligge mig ned 2 gange så hun lige kunne kigge hvor langt vi var, ellers kunne jeg bare stille gå rundt og snakke med hende og min mand, imens tog hun lidt notater. Den sidste gang hun bad mig om at ligge mig, endte jeg med at blive liggende for jeg var fuldt åben og vandet var ved at gå, Kl. 09:12 kom min sidste fødte dreng ud:D.
Så skulle jeg nogensinde føde igen, blev det en hjemme fødsel. Alt forgår i dit tempo, ingen tres og tasker der skal være pakket, man kan bare gå og nyde alt vad der sker og føle at man er med i alle faserne. Man har altid mulighed for at ringe efter en ambulance, vis man bliver det mindste utryg, og så er man sikker på at man har 2 hjælpere der ved hvad de laver, i stedet for en, som føler sig på herrens mark.
Jordemoderen har stort set alt med i sine mange tasker, man kan dog ikke få blokader og andre sjove ting, da det er en narkoselæge der skal til der. men ellers, så jeg vil på alle måder varmt anbefale at man føder hjemme, men er man førstegangs fødende kender man måske ikke helt sig selv og ens smerte grænse (syntes dog ikke at jeg selv forbinder det at føde med nogen ekstrem smerte) så der er det måske mest betrykkende at føde på et hospital, også fordi man som førstegangs fødende, tit bliver på hospitalet et par dage, så man får ro og hjælp til at komme i gang med amning og tanken om at man pludselig har et lille menneske at passe. Selv om man sikkert har forberedt sig mentalt i 9 måneder, syntes jeg at det var til stor hjælp at man lige havde nogle dage på hospitalet, hvor man ikke skulle koncentrere sig om andet end det lille smukke væsen man har skabt.
tak fordi du tog dig tiid til at læse så langt
Anmeld
