Hvad skal jeg lægge i det?

Manden og jeg har krise. Han ved godt selv at han ikke har lyttet igennem et år og bortset fra han nu kører i en rille med selvhad så er han rigtig svær at få i snak. (ikke at det har hjulpet før men prøve skal man jo)

Vi snakker så igår aftes og han fortæller at han jo godt ved han skal ændre tingene. Da jeg ikke lige tror han helt ved hvad der faktisk skal ændres prøver jeg at spørge ind til det.

Jeg spørger bla. om hvad han mener der bør ændres. og hans svar er " jeg skal være mere hjemme"

Vi snakker lidt mere om det..for det er jo naturligvis ikke kun det.

Jeg spørger også om hvad han forventer af os som familie..  Spørger mere specifikt hvad han gerne vil have ud af vi er sammen og har børn sammen. . . og det ved han simpelthen ikke.

Hvad skal jeg lægge i det??

Han selvsyn er at han ikke vil have der er nogen der er afhængige af ham og han mener at han kun duer til at arbejde.

Hans afhængighed gav han jo afkald på da han fik sin første søn..og han duer jo til meget andet end bare sit arbejde! - Hvilket jeg da også har fortalt ham..

Men hvordan kommer jeg/vi videre herfra?

Anonym skriver:

Manden og jeg har krise. Han ved godt selv at han ikke har lyttet igennem et år og bortset fra han nu kører i en rille med selvhad så er han rigtig svær at få i snak. (ikke at det har hjulpet før men prøve skal man jo)

Vi snakker så igår aftes og han fortæller at han jo godt ved han skal ændre tingene. Da jeg ikke lige tror han helt ved hvad der faktisk skal ændres prøver jeg at spørge ind til det.

Jeg spørger bla. om hvad han mener der bør ændres. og hans svar er " jeg skal være mere hjemme"

Vi snakker lidt mere om det..for det er jo naturligvis ikke kun det.

Jeg spørger også om hvad han forventer af os som familie..  Spørger mere specifikt hvad han gerne vil have ud af vi er sammen og har børn sammen. . . og det ved han simpelthen ikke.

Hvad skal jeg lægge i det??

Han selvsyn er at han ikke vil have der er nogen der er afhængige af ham og han mener at han kun duer til at arbejde.

Hans afhængighed gav han jo afkald på da han fik sin første søn..og han duer jo til meget andet end bare sit arbejde! - Hvilket jeg da også har fortalt ham..

Men hvordan kommer jeg/vi videre herfra?

 

Puhh det er en svær en, som kræver meget listen på kattepoter, for jeg tror han har så lavt et selvværd, at han vil betragte alt som nederlag.
Egentligt ville jeg foreslå, at du på en eller anden måde får ham til at indse, at han har brug for en psykolog, men det kan jo være, han slet ikke vil være til at få til at gå til en.
Men du kan jo tage snakken op igen om nogle dage og så spørge ham om disse ting:

1) Hvad får dig til at tro, at du KUN dur til at arbejde?

2) Hvad får dig til at tro, at du skulle være andrledes end andre mænd?

3) Hvad har de, som du ikke har?

4) Hvis du tror du er så ringe, hvorfor tror du så, jeg har valgt at dele mit liv sammen med dig?
Netop FORDI jeg har valgt at leve mit liv sammen med dig, er jo netop et bevis på, at du er noget særligt!

Og lad ham så tygge lidt på det.
Små skridt...men mon ikke, at du ved at stille de rigtige spørgsmål og sige de rigtige ting, kan få åbnet hans øjne...med tålmodighed.

Kærligst
Sussie

Kan han have en begyndende depression?

Anonym skriver:

Manden og jeg har krise. Han ved godt selv at han ikke har lyttet igennem et år og bortset fra han nu kører i en rille med selvhad så er han rigtig svær at få i snak. (ikke at det har hjulpet før men prøve skal man jo)

Vi snakker så igår aftes og han fortæller at han jo godt ved han skal ændre tingene. Da jeg ikke lige tror han helt ved hvad der faktisk skal ændres prøver jeg at spørge ind til det.

Jeg spørger bla. om hvad han mener der bør ændres. og hans svar er " jeg skal være mere hjemme"

Vi snakker lidt mere om det..for det er jo naturligvis ikke kun det.

Jeg spørger også om hvad han forventer af os som familie..  Spørger mere specifikt hvad han gerne vil have ud af vi er sammen og har børn sammen. . . og det ved han simpelthen ikke.

Hvad skal jeg lægge i det??

Han selvsyn er at han ikke vil have der er nogen der er afhængige af ham og han mener at han kun duer til at arbejde.

Hans afhængighed gav han jo afkald på da han fik sin første søn..og han duer jo til meget andet end bare sit arbejde! - Hvilket jeg da også har fortalt ham..

Men hvordan kommer jeg/vi videre herfra?

 

Det synes jeg er meget svært at svare på, men det ku godt lyde som om han trænger til et selvtilldsboost på hjemmefronten! 

Ku du give lidt flere komplimenter og kritisere lidt mindre? Måske kommer usikkerheden på det at være far og familie fra ham selv, måske er det indbygget i jeres forhold?

Men det lyder nu godt at i taler om det og du hjælper ham med at sætte ord på! Det kunne måske også hjælpe at han fik mere tid alene med børnene, så han kan se han gør dem glade!

KH

Kildebakken

SussieThyssen skriver:

Puhh det er en svær en, som kræver meget listen på kattepoter, for jeg tror han har så lavt et selvværd, at han vil betragte alt som nederlag.
Egentligt ville jeg foreslå, at du på en eller anden måde får ham til at indse, at han har brug for en psykolog, men det kan jo være, han slet ikke vil være til at få til at gå til en.
Men du kan jo tage snakken op igen om nogle dage og så spørge ham om disse ting:

1) Hvad får dig til at tro, at du KUN dur til at arbejde?

2) Hvad får dig til at tro, at du skulle være andrledes end andre mænd?

3) Hvad har de, som du ikke har?

4) Hvis du tror du er så ringe, hvorfor tror du så, jeg har valgt at dele mit liv sammen med dig?
Netop FORDI jeg har valgt at leve mit liv sammen med dig, er jo netop et bevis på, at du er noget særligt!

Og lad ham så tygge lidt på det.
Små skridt...men mon ikke, at du ved at stille de rigtige spørgsmål og sige de rigtige ting, kan få åbnet hans øjne...med tålmodighed.

Kærligst
Sussie

Rigtig gode spørgsmål som jeg klart vil skrive mig bag øret.

Spg. nr1. Har jeg dog spurgt ham om, og hans svar var, at det kunne han jo se..Det fungerede jo ikke.. Og her tror jeg hen hentyder til at hans delesøn ikke er glad for at komme her og at vores søn IKKE vil have sin far fx, afleverer i bh eller kommer ind om natten..vi snakker om fuldstændigt hysterisk barn.

Som jeg har fortalt ham, så handler det jo om at han har været så fraværende, at han bare ikke kan trøste. Det hjælper jo heller ikke når vores søn siger " jeg elsker dig mig, men jeg elsker ikke far"

Men det handler jo om at han som far (og mand) skal være her..fysisk som psykisk.

Nr. 4 har jeg også sagt...og han forstår jo heller ikke hvorfor jeg har valgt ham og mener jo jeg kan gøre det bedre. 

Men vil helt klart prøve med de andre spøgsmål. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal få ham til at ændre selvopfattelse. Hat foreslået at vi sammen kan prøve noget hjælp men nej det vil han ikke. 

Det bunder måske i, at han er bange for at miste og han derfor ikke helt engagerer sig når det handler om følelser. Han mistede nemlig sin far meget pludseligt en uge før han skulle konfirmeres. Men det tror jeg bare ikke jeg kan ændre ..der skal vist noget mere kvalificeret hjælp til - som han jo skal ville.

Rockertand skriver:

Kan han have en begyndende depression?

Nej det er jeg ret sikker på han ikke har. Dette er et tilbagevendene problem som nu er vokset alt for stort fordi han ikke har ageret på tidligere snakke om det at være nærværende/prioritere andet end arbejde.

Ja netop.
og med mennesker som ham, hjælper det ikke med at true med at NU er det nok for ellers.....

Det vil kun bekræfte ham i hans selvbestaltede opfattelse af sig selv.
Faktisk vil jeg tro at det bedste du kan gøre er, at tage fusen på ham, bestille tid hos en psykolog til ham...sige at nu er det nu..tage ham i hånden og følge ham derhen og sige meget bestemt til ham, at han SKAL dette her for DIN skyld, hvis han elsker dig.

Kildebakken skriver:

Det synes jeg er meget svært at svare på, men det ku godt lyde som om han trænger til et selvtilldsboost på hjemmefronten! 

Ku du give lidt flere komplimenter og kritisere lidt mindre? Måske kommer usikkerheden på det at være far og familie fra ham selv, måske er det indbygget i jeres forhold?

Men det lyder nu godt at i taler om det og du hjælper ham med at sætte ord på! Det kunne måske også hjælpe at han fik mere tid alene med børnene, så han kan se han gør dem glade!

KH

Kildebakken

Ja selvtilliden er i bund..hvorfor er jo så det jeg ikke forstår. Han har en topstilling.

Han får ingen kritik, han gør tingene på sin måde men er en rigtig god far, så ingen grund til at kritisere noget der...han er ikke hjemme andet end weekenderne stort set og han har faktisk haft ungerne så meget det har kunne lade sig gøre..men det ER svært når han ikke deltager i hverdagen omkring ungerne..de vil ikke en "fremmed" skal putte, børste tænder..bade..og selvom jeg står og siger smut nu med far og støtter op...især fordi jeg så gerne laver noget andet, så har vi 2 unger der er opløste af gråd. 

Klart det ikke hjælper på hans selvtillid - men igen det handler jo om nærvær..og det er det emne vi har haft oppe og vende SÅ mange gange.

Der er jo også hygge stunder hvor ungerne så er glade..opsøger ham og der er grin, fjol og forkælelse.

Anonym skriver:

Ja selvtilliden er i bund..hvorfor er jo så det jeg ikke forstår. Han har en topstilling.

Han får ingen kritik, han gør tingene på sin måde men er en rigtig god far, så ingen grund til at kritisere noget der...han er ikke hjemme andet end weekenderne stort set og han har faktisk haft ungerne så meget det har kunne lade sig gøre..men det ER svært når han ikke deltager i hverdagen omkring ungerne..de vil ikke en "fremmed" skal putte, børste tænder..bade..og selvom jeg står og siger smut nu med far og støtter op...især fordi jeg så gerne laver noget andet, så har vi 2 unger der er opløste af gråd. 

Klart det ikke hjælper på hans selvtillid - men igen det handler jo om nærvær..og det er det emne vi har haft oppe og vende SÅ mange gange.

Der er jo også hygge stunder hvor ungerne så er glade..opsøger ham og der er grin, fjol og forkælelse.

Kunne det måske hjælpe, hvis I bare accepterer at mor er bedst til at trøste og putte, så kan far spille andre roller for børnene? - Han kunne tage initiativet til at lave Lego mindstorms, bygge en hule i haven eller noget andet, hvor drengene kan se lidt op til far!

I har valgt et liv, hvor far laver gode resultater på arbejdet - så synes jeg ikke det gør noget at du laver gode resultater  omkring putning og trøst  - måske du skal fortælle ham at du er glad for at han er mand nok til at give dig rum til det!

Hvis du giver ham rum til ikke at skulle skabe resultater både på arbejdet og hjemme, så får han måske et pusterum til at finde sig selv i farrollen?

Kildebakken skriver:

Kunne det måske hjælpe, hvis I bare accepterer at mor er bedst til at trøste og putte, så kan far spille andre roller for børnene? - Han kunne tage initiativet til at lave Lego mindstorms, bygge en hule i haven eller noget andet, hvor drengene kan se lidt op til far!

I har valgt et liv, hvor far laver gode resultater på arbejdet - så synes jeg ikke det gør noget at du laver gode resultater  omkring putning og trøst  - måske du skal fortælle ham at du er glad for at han er mand nok til at give dig rum til det!

Hvis du giver ham rum til ikke at skulle skabe resultater både på arbejdet og hjemme, så får han måske et pusterum til at finde sig selv i farrollen?

Jo det kunne vi sagtens..men VI har ikke valgt..han har valgt og det er jo også en del af vores problem..og deraf spørgsmålet hvad han forventer af os som familie.

Far har alt udeliv...for han har været spejder og brillierer med det og det er jo lige fra bål til at binde knob og lave bivuak. Desværre er det bare slet ikke noget hans store søn vil så der kan han ikke brilliere med det.