Hvornår er man mor?

Jeg har haft en fantastisk eftermiddag i selskab med en masse dejlige NS mødre (TAK trine). I løbet af denne kaffe kage stund faldt jeg i snak med Anna og Mette om hvornår man føler sig som mor. Er det når man har tisset på en pind og der er to streger? Er det når man har været til scanning? Eller kommer det ligeså snart man ligger med en lidt snasket baby på maven?

Hvornår jeg blev mor ved jeg stadig ikke helt. Det var ikke da der var to streger, der vidste jeg at jeg på et tidspunkt skulle være mor, men jeg blev det ikke der. Jeg elskede Mille fra det øjeblik hun lå på mave, men der var det hele så nyt at der var jeg endnu heller ikke mor. Det må være kommet snigende lidt efter lidt. Men nogen kan det stadig slå mig at jeg er mor til to, og nogen gange slår det sku hårdt

Jeg elsker at være mor til to, og glæder mig som en tosse til jeg bliver mor til nummer tre og fire (jeg er ikke gravid, men skal helt sikkert være det igen). For at være mor er det bedste i mit liv.

Hvad med jer andre? Hvornår blev i mødre? Og hvad vil det egentlig sige at være mor?

Jeg blev helt sikkert mor, da Annika landede på mit bryst fedtet, fladmast i hovedet og meget meget smuk ...jeg følte mig også meget MOR den første gang jeg trillede en tur med barnevognen...

Men jeg har det som dig - det kan stadig slå mig, at jeg er mor til TO!!! At jeg har båret dem i min mave i 9 mdr, at jeg har givet dem liv, og at jeg er deres MOR! Men jeg synes, man bliver mere og mere forælder jo ældre børnene bliver - jo mere de kræver opdragelsesmæssigt, holdningsmæssigt, kommunikationsmæssigt, ..., ... jo mere føler jeg mig som forælder - jo mere kan jeg mærke, at der er brug for, at jeg vejer mine ord, holdninger, ja'er og nej'er for, at mit barn er/bliver et godt menneske!!

Jeg har haft en fantastisk eftermiddag i selskab med en masse dejlige NS mødre (TAK trine). I løbet af denne kaffe kage stund faldt jeg i snak med Anna og Mette om hvornår man føler sig som mor. Er det når man har tisset på en pind og der er to streger? Er det når man har været til scanning? Eller kommer det ligeså snart man ligger med en lidt snasket baby på maven?

Hvornår jeg blev mor ved jeg stadig ikke helt. Det var ikke da der var to streger, der vidste jeg at jeg på et tidspunkt skulle være mor, men jeg blev det ikke der. Jeg elskede Mille fra det øjeblik hun lå på mave, men der var det hele så nyt at der var jeg endnu heller ikke mor. Det må være kommet snigende lidt efter lidt. Men nogen kan det stadig slå mig at jeg er mor til to, og nogen gange slår det sku hårdt

Jeg elsker at være mor til to, og glæder mig som en tosse til jeg bliver mor til nummer tre og fire (jeg er ikke gravid, men skal helt sikkert være det igen). For at være mor er det bedste i mit liv.

Hvad med jer andre? Hvornår blev i mødre? Og hvad vil det egentlig sige at være mor?

jeg blev mor det øjeblik jeg testede positiv - fordi de to streger var så uventede, blev moderen i mig aktiveret og tog beslutningen om hvad der skulle ske 

noget andet er hvornår man føler sig som mor overfor omverden. første gang jeg skulle ringe et sted hen og introducere mig som lilja og luca's mor, det var vist til vuggestuen, der tænkte jeg bare: SHIT mand! jeg er virkelig nogens forælder! totalt surrealistisk oplevelse 

jeg blev mor da jeg var et par mdr inde i graviditeten.... da jeg ligesom forstod at jeg rent faktisk var rigtigt gravid:0)

jeg elsker at være mor....

Puha, hvor er det RART at høre, at der ikke er een rigtig måde at føle på.

Jeg er 17 uger henne, og jeg er ikke mor endnu. Jeg er jo bare Mette, som jeg plejer, og når jeg snakker om den der graviditet, er det som om at snakke om en helt anden person, der bestemt ikke er mig.

Jeg har været rigtig ked af, at jeg ikke har den der mor følelse endnu, og har følt mig helt forkert. Nu går jeg og venter på at mærke liv fra babyen, og så kan det være at jeg forstår det der.

Metchen skriver:

Puha, hvor er det RART at høre, at der ikke er een rigtig måde at føle på.

Jeg er 17 uger henne, og jeg er ikke mor endnu. Jeg er jo bare Mette, som jeg plejer, og når jeg snakker om den der graviditet, er det som om at snakke om en helt anden person, der bestemt ikke er mig.

Jeg har været rigtig ked af, at jeg ikke har den der mor følelse endnu, og har følt mig helt forkert. Nu går jeg og venter på at mærke liv fra babyen, og så kan det være at jeg forstår det der.

Jeg tror også jeg kan sige, at jeg først var "mor", da jeg mærkede liv første gang. Det gjorde det mere virkeligt at det var i min krop alt det her foregår. For inden jeg mærkede noget var det SÅ uvirkeligt, at der lå en baby i min mave..

Jeg har skullet igennem flere faser, som vi også snakkede om igår Metchen. Først at tro at det var sandt. Det vi havde mistet håbet for nogensinde ville ske, det skete! Og derefter skulle jeg finde glæden og troen på, at miraklet blev hos os. Så det første spark var et tegn på "den er god nok, den er derinde i min mave".

Jeg tror jeg bliver mere mor, når barnet lander på min mave til fødslen.. Men ved de 22 uger jeg er nu, der har sparket været det der vækkede morfølelsen i mig. Frygten for at det var løgn var simpelthen for stor, da jeg tissede på pinden.. For helt inderst i mit hjerte troede jeg jo aldrig det ville ske...

Metchen, der er ikke noget svar for noget her i moderlivet. Det er så individuelt, hvordan vi gør, og hvad vi tænker og føler! Du skal ikke have det dårligt over det, på nogen måde.. Det kommer på det der er det rigtige tidspunkt for dig!!

Metchen skriver:

Puha, hvor er det RART at høre, at der ikke er een rigtig måde at føle på.

Jeg er 17 uger henne, og jeg er ikke mor endnu. Jeg er jo bare Mette, som jeg plejer, og når jeg snakker om den der graviditet, er det som om at snakke om en helt anden person, der bestemt ikke er mig.

Jeg har været rigtig ked af, at jeg ikke har den der mor følelse endnu, og har følt mig helt forkert. Nu går jeg og venter på at mærke liv fra babyen, og så kan det være at jeg forstår det der.

ej det skal du da ikke være ked af!!!!! vi er alle vidt forskellige! selvom jeg allerede følte mig som mor tidlige, har jeg da svært ved også at være Karina ved siden af... jeg er mest mor og ikke ret meget Karina... det er ikke altid en fordel

Første gang min jordmoder sagde at baby ikke voksede som han skulle - da følte jeg det man på engelsk kalder "a rush of blood to the head" - og en løvemor var født! Det var MIT barn og JEG var hans mor og jeg snerrede og viste kløer af alle dem der forsøgte at bagatellisere i  et misforstået forsøg på at trøste mig.

Men der er forskel på at føle sig som mor i glimt og så mærke at man ER mor.

Det med at VÆRE mor, det oplever jeg lidt bittersødt, når jeg prioriterer at skolde flasker frem for at barbere ben, når jeg køber praktiske kedelige sko fremfor stilletter og siger nej tak til min mors tilbud om at give mig lidt nyt til garderoben fordi jeg jo ved at jeg alligevel ikke kommer til at bruge det så længe Jonte gnubber mos ud over det 3 gange på en dag. Når jeg egentlig hellere vil være hjemme med mine drenge end få ham passet og holde kæresteaften osv.  SÅ føler jeg mig som en god mor, men måske også lidt kedelig...   

Jeg tror det var da jeg kom hjem fra sygehuset, da Liva var 2 uger gammel... indtil da var det hele så uvirkeligt og jeg følte slet ikke hun var min.

Men da vi kom hjem og jeg selv stod med alt ansvaret, da der ikke lige var en sygeplejerske at spørge til råds, og jeg selv skulle sørge for at hun nu blev ammet ofte nok, at jeg kunne læse hendes signaler osv... DER var jeg mor!

Efter at have tabt kort før jeg blev gravid med pigerne troede jeg alt det værste så blev først rigtig mor dfa vi var til NF hvor vi fik beskeden med to stk. 

der blev jeg ligesom klar over jeg blev mor med stort M

jeg elsker at være mor det er det jeg er skabt til tror jeg