Tit det er fædrene

Jeg kan virkelig ikke se hvor denne afstemning skiller sig ud fra de andre afstemninger som fx. "hvor tit lufter du hund" eller "går du  i byen når du er gravid".  Man undres, tænker eller hvad man nu gør - og så laver man en afstemning.....længere er den vel ikke.

Her er det moren der ødelægger samværet.

wamse skriver:

Hmm jeg kan ikke svare på det på den måde, for faderen ødelægger ikke samvær, vi er bare ikke enige i, hvordan det skal foregå. Er det mon ikke dilemmaet de fleste gange.

Han mener jo at hans gør det på den rigtige måde, ligesom jeg mener min måde er det rigtige.

Jeg kaster aldrig skyld på ham når jeg taler med ham, jeg forsøger på at tonen holdes nobel overfor hinanden. Jeg kan godt brokke mig til andre over noget af det han gør, men gider ikke kaste skyld, for det fører ingen steder, og er på ingen måde fremmende for en god dialog.

Og jeg kunne have skrevet præcis det samme...

sidder her og tænker... at afstemningen er fair  nok... men man høre jo kun sagen fra en side... og jeg er ret sikker på at de fleste her inde hvor faren "ødelægger" samværet, ligeledes føler at det er moderen der "ødelægger" det og omvendt... som mennesker er vi tit tilbøjelige til at ligge skylden fra os...

jeg ved godt det kan være hårdt, og jeg ved godt at det er svært... og det er bestemt ikke for at dømme... men... jeg tror sku folk er lige gode om at ødelægge samværedt for hinanden!

wamse skriver:

Hmm jeg kan ikke svare på det på den måde, for faderen ødelægger ikke samvær, vi er bare ikke enige i, hvordan det skal foregå. Er det mon ikke dilemmaet de fleste gange.

Han mener jo at hans gør det på den rigtige måde, ligesom jeg mener min måde er det rigtige.

Jeg kaster aldrig skyld på ham når jeg taler med ham, jeg forsøger på at tonen holdes nobel overfor hinanden. Jeg kan godt brokke mig til andre over noget af det han gør, men gider ikke kaste skyld, for det fører ingen steder, og er på ingen måde fremmende for en god dialog.

Jeg har stemt "her kører det fint, men kender nogen hvor det er moderen". Det skal lige siges at jeg er gift med faderen til mine børn.

Men jeg har en bror hvor det er hans barns mor der ødelægger det. Han har været indlagt på et psykriatisk sygehus i 6 mdr, i løbet af de 6 mdr forlod hun ham, lod ham se datteren 3 gange i løbet af den første måned. hvor efter at hun stoppede alt samvær. Nu er hun forlovet med en anden, som hun forlanger barnet skal kalde for far. Og for at det ikke skal være løgn trækker statsamtet afgørelsen om samvær i langdrag. Han har intet hørt fra statsamtet i 6 mdr. Og har i de 10 mdr der er gået set sin datter én gang hvor han tilfældigt mødte dem oppe i byen, men fik ikke lov at tale med hende.

Kay skriver:

sidder her og tænker... at afstemningen er fair  nok... men man høre jo kun sagen fra en side... og jeg er ret sikker på at de fleste her inde hvor faren "ødelægger" samværet, ligeledes føler at det er moderen der "ødelægger" det og omvendt... som mennesker er vi tit tilbøjelige til at ligge skylden fra os...

jeg ved godt det kan være hårdt, og jeg ved godt at det er svært... og det er bestemt ikke for at dømme... men... jeg tror sku folk er lige gode om at ødelægge samværedt for hinanden!

Det er jo nok rigtigt nok i nogen tilfælde, og så er der tilfælde hvor det ikke er sådan. Man svarer jo udfra hvordan man selv oplever det. Det er jo nok de færreste som ville indrømme at det var dem selv, men jeg tror nu at svarene  er reelle nok.

Jeg har skrevet at det er mors skyld. Man kan jo godt sige at det er løgn, for hun gør ikke noget forkert, hun sviner ingen til, hun kommer aldrig for sent til en aftale osv - for hun laver aldrig nogen aftaler, hun ringer aldrig, skriver aldrig, kontakter aldrig sine børn selv om de savner hende meget...... så bortset fra ikke at gide sine børn gør hun ikke noget galt....

Jeg kender ihvertfald et tilfælde hvor det er moren der er den mest forfærdelige og bruger sine børn som våben og som små tinsoldater i krig.. Skrækkeligt.. Og det har stået på i 10 år!! 

Mine forældre er også skilt - og der har jeg som skilsmissebarnet oplevet at de var lige gode til at holde afteler mm. der har ingen problemer været.

BBK skriver:

Jeg har stemt "her kører det fint, men kender nogen hvor det er moderen". Det skal lige siges at jeg er gift med faderen til mine børn.

Men jeg har en bror hvor det er hans barns mor der ødelægger det. Han har været indlagt på et psykriatisk sygehus i 6 mdr, i løbet af de 6 mdr forlod hun ham, lod ham se datteren 3 gange i løbet af den første måned. hvor efter at hun stoppede alt samvær. Nu er hun forlovet med en anden, som hun forlanger barnet skal kalde for far. Og for at det ikke skal være løgn trækker statsamtet afgørelsen om samvær i langdrag. Han har intet hørt fra statsamtet i 6 mdr. Og har i de 10 mdr der er gået set sin datter én gang hvor han tilfældigt mødte dem oppe i byen, men fik ikke lov at tale med hende.

svinsk

svinsk

Ja. Har så ondt af ham og datteren.

Moderen forsøgte endda ved dom at få fjernet ham som far, da han ikke er biologisk far, men skrev under på papirene inden fødslen, da moderen ikke ville have noget med den biologiske far at gøre. Men det slap hun da heldigvis ikke godt fra, men har hørt af omveje at hun ikke har opgivet det projekt endnu.

Anonym skriver:

Og det er det også i mit tilfælde, hvor det er faren der ødelægger det hele med vores fælles barn, efter at vi er gået hver til sit. Og jeg sidder tit og tænke, hvad sker der i hovedet på de mænd, hvorfor fanden kan de ikke se, at det ikke er os mødre de straffer, men deres børn.

Men tænker også, der må også være tilfælde hvor det er moren, der er den dumme. Og kunne egentlig være sjovt at se, om det er tilfældet nogle gange.

Er du en af de tilfælde, eller kender du til et tilfælde hvor det er moren?

 

Nu har jeg jo ikke noget med samvær mere, da mine to mindstes far er død, men da han levede havde vi aldrig nogen problemer what so ever.
Vi havde lidt da den ældste var barn med hendes far, men der var farmor super til at gå ind og mægle og få sin søn til at falde ned og være samarbejdsvillig. Så alt i alt hører jeg nok til de heldige.

Generelt når jeg ser på andre opløste parforhold, er det oftest kvinderne, der gør sig vanskelige, så det er dem jeg har sat kryds ved.
Og igennem mine mange år som lærer, har jeg ligeledes alt for ofte siddet med ulykkelige børn, hvor det har været moderen, der har været den, der yppede kiv.
Så i den retning, der tror jeg nok at jeg er ret kategorisk og kan sige at i 8 ud af 10 af tilfældene, så er det moderen, der er årsagen.

Jeg har selvfølgelig også kendt tilfælde hvor det var faderen, men..igen..alt for ofte moderen.
Det der er mest sørgeligt er, at det jo netop ikke rammer forældrene, når de ikke kan enes, men børnene, og jeg har somme tider haft lyst til at give forældre en endefuld, når de ikke kan få det til at glide let og ubesværet.
Selvfølgelig skal der sluges mange kameler og indgåes mange kompromisser, me det må man gøre for sine børns skyld.
Men i kampens hede bliver det desværre ofte til "jeg-mentalitet" i stedet for "vores barn"-mentalitet.
Og det synes jeg er utroligt sørgeligt.

Og NEJ jeg snakker ikke om de ekstreme tilfælde her..jeg snakker om de helt almindelige opløste parforhold, hvor far og mor hver for sig er normale behagelige mennesker. Dem er der jo heldigvis flest af.

Kærligst
Sussie