Hvorfor vil min far ikke glæde sig? (Langt, men please svar)

Jeg tænker: Jamen det er jo bare din far! Du skriver selv at sådan har han altid været, så hvorfor skulle det pludselig ændre sig med et trylleslag bare fordi du er gravid? Du var jo ovenikøbt forberedt på det, grundigt forberedt!!! og havde alle argumenterne gjort klar på forhånd til når den reaktion (som du ventede) kom.

Det er tydeligt at du ikke føler dig accepteret af ham. Det kan du vælge af acceptere, at sådan er jeres forhold, eller du kan gøre noget for at lave det om. Situationen med at I venter barn og hans reaktion er jo bare et symptom på jeres forhold, og har som sådan ikke så meget at gøre med at du er gravid.

(altså det er sådan jeg ser på det ud fra det du har skrevet!)

Jeg syntes faktisk lidt modsat af alle andre... din far er bekymret, hans job var at beskytte og få dig godt gennem livet, nu må du pludselig stoppe (ved godt det bare er pause) din uddannelse og hvem ved om du så bliver færdig, uanset hvad du siger, så vil han være bekymret, angivelig fordi han nok anser uddannelse som kilden til et bedre liv (og det giver endnu mere mening hvis hans egen uddannelse er kort eller mellemlang) for han vil bare at du skal få et bedre liv end han måske føler han kunne give jer.. giv ham lidt tid og så vil han nok vænne sig til tanken, min far havde samme følelse med min lillesøster (hun var også ung), men har sagt flere gange at hun bare klare det så godt nu, så det tager bare tid, men han har jo ret i at det er dyrt og hårdt at få et barn, så det er nok bare den mere praktiske mandlinge side der har taget over i de 20-100 spørgsmål.. 

Jeg ville prøve (PRØVE, for jeg ville have svært ved ikke at eksplodere) simpelthen bare at ignorere ham - og så som Baagøe siger; hvis ikke han har noget konstruktivt at sige, så skal han tie stille.

Min gode veninde, blev i ntidernes morgen uplanlagt gravid; hun var under uddannelse, som hun måtte droppe (hos Mærsk), det var et noget værre rod. Hendes far var rasende og det hele var noget skidt. Men da han kom ind på fødestuen lige efter hun havde født, var det bare den stolteste far og morfar og der har siden ikke været talt et eneste negativt ord om hendes valg. Han er super-morfar

Så... Tålmodighed med den gamle, der tror han ved bedst og som tænker på din fremtid og så bare vent til du leverer en toplækker lille baby til morfar, så bliver det nok bedre

Men ald det ikke tage glæden fra din graviditet, den kan ikke gøres om og det er så fantastisk at gå og vente på det lille myr

Held og lykke med det hele

Min far er præcist på samme måde

Dog var vores ikke planlagt.

Det første min far sagde til mig var... "hva så med din uddannelse?", hvor jeg måtte forklare ham at det havde jeg allerede drøftet med min chef og der var ingen problemer overhoved. Men han fortsatte også krydsforhøret om jeg havde tænkt over hvad det kostede, og at det var hårdt at få et barn i så ung en alder (jeg er 22 og min k er 23), og jeg vil jo mene at det er hårdt at få børn ligemeget om man er 20 eller 30. Han har gjort alt for at tale mig fra det. ALT!! han har tilmeld også fået sin kæreste til at skrive et brev til mig om hvor hårdt det er at få tidligt børn og så videre (hun fik børn da hun var 19 og 22) og de er ganske velopdragne og klarer sig helt fint.

Vores økonomi er fin, jeg ejer mit eget hus, og vi har bil. Så sådane ting skal vi ikke til at tænke på efter vi har fået barn.

Jeg har simpelthen bare valgt ikke at tale så meget med min far. På et tidspunkt vender han sig vel til tanken og tager kontakt til mig! Vi må se. Skal lige siges at mig og min far ofte har problemer, fordi han ikke altid kan sætte sig ind i de valg jeg tager osv., og istedet for at reagere som det voksne meneske han er, lukker han totalt af og vil ikke snakke. Så flere gange hvor vi har opgivet kontakt i nogle måneder.

Men jeg tror da at din far vil vende sig til tanken i løbet af graviditeten, og begynde at glæde sig. Satser jeg stærkt på at min far gør

Anonym skriver:

Det er sku fristende, men jeg er alt for flink! Det er vidst ofte en hæmsko!! Hehe

Men tak skal du have! Vil prøve at nyde den i fulde drag

Du må til at lære at være bedre til at sige fra så

Tak for alle jeres svar.. Jeg tror jeg i første omgang lige vil ignorere hans kommentarer for nu, for vi taler ikke meget sammen. Men næste gang han kommer med en dum kommentar vil jeg sige, at hvis han kun har noget negativt at sige, er jeg ikke interesseret i at høre det. For alt ER planlagt. I dag fandt jeg i øvrigt ud af, at vi kan få betalt stort set hele prisen for pasning, så den kan han heller ikke bruge

Jeg kan dog også godt se det i siger med, at jeg jo er hans lille pige, og han føler det er hans job at beskytte mig, men som min mor også sagde til mig i dag, da jeg drøftede det med hende, må han acceptere, at det her altså er MIT liv, og at jeg ikke er en lille pige mere. Og at han må holde sine negative tanker for sig selv og støtte mig. Især i en så overvejet beslutning!

Men jeg tror også, at han smelter, når han ser sit barnebarn. Mon ikke!

Anonym skriver:

Tak for alle jeres svar.. Jeg tror jeg i første omgang lige vil ignorere hans kommentarer for nu, for vi taler ikke meget sammen. Men næste gang han kommer med en dum kommentar vil jeg sige, at hvis han kun har noget negativt at sige, er jeg ikke interesseret i at høre det. For alt ER planlagt. I dag fandt jeg i øvrigt ud af, at vi kan få betalt stort set hele prisen for pasning, så den kan han heller ikke bruge

Jeg kan dog også godt se det i siger med, at jeg jo er hans lille pige, og han føler det er hans job at beskytte mig, men som min mor også sagde til mig i dag, da jeg drøftede det med hende, må han acceptere, at det her altså er MIT liv, og at jeg ikke er en lille pige mere. Og at han må holde sine negative tanker for sig selv og støtte mig. Især i en så overvejet beslutning!

Men jeg tror også, at han smelter, når han ser sit barnebarn. Mon ikke!

Det håber jeg virkeligt at han gør

Måske er han simpelthen ikke rigtig klar til at blive morfar, eller til at hans lille datter skal være mor. Jeg tror ikke min far var specielt begejstret ved tanken om at skulle være bedstefar, da min bror og hans kæreste skulle have den første for seks år siden, men det er altså vendt 180 grader, og han er rigtig glad for sine børnebørn.

Uanset hvad, så lyder det jo helt klart som om at hans reaktionsmønster handler om noget meget mere grundlæggende i hans personlighed eller i jeres forhold til hinanden. Jeg er næsten sikker på ud fra det du fortæller, at han godt ved, at du kan klare den, og jeg tror alle hans spørgsmål er en måde at håndtere hans egen usikkerhed på. Det hjælper selvfølgelig ikke dig, men du er voksen og har taget dine egne (fornuftige) valg, og du er måske også nødt til at frigøre dig lidt fra din far i processen, og blæse lidt mere på hvad han synes. Det kan godt være at han ikke kommer til at synes, at det er en god ide, og på et eller andet tidspunkt er vi måske også allesammen nødt til at lære at vores forældre ikke altid vil bifalde alle vores valg (og det er nok især svært for os der altid var været artige og gjort "det rigtige"). Til gengæld bør han jo også være voksen nok til at respektere dit valg, og du skal nok holde ham fast på det ved fx ikke at tillade ham at udspørge jer på den måde.