Jeg er nygravid, og det er planlagt. Vi er i starttyverne og midttyverne, og begge under universitetsuddannelse. Jeg på 2. semester. Før jeg blev gravid, talte vi enormt meget frem og tilbage om hvordan det nu passede med uddannelse og så videre, og har lagt en rigtig god slagplan, hvor alt blev planlagt til punkt og prikke omkring barsel, økonomi, tilskud, ting der skulle købes og hvad de kostede, og jeg skal komme efter jer.
Så da jeg blev gravid og vi skulle fortælle familien det, så var vi bare så glade. Der var ikke noget at komme efter! Alt var planlagt til mindste detalje, og alt var overvejet. Vi forklarede med det samme familien, at vi dels ønskede børn i en ung alder, og at det godt kunne lade sig gøre lige med de uddannelse, som vi går på. Vi gik jo faktisk hurtigt i forsvarsposition, fordi vi ventede negative reaktioner. Men det var total unødvendigt. ALLE har været lykkelige og glade! De kender os og ved, at vi sagtens kan varetage opgaven og at vi ved, det bliver hårdt. De har reageret med glædestårer, og har bl.a. sagt, at de godt kan forstå vi vil have børn nu, og at det jo ikke er lige så problematisk at få børn under uddannelse nu om stunder, som det var før. Og at de i øvrigt står klar til at passe den lille, når det bliver aktuelt, skulle vi have brug for det.
Så mega meget glæde, skulderklap osv. MEN! Sådan forholder det sig ikke med min far. Næh, min far blev nærmere sur. "Nå.. Var det planlagt?" og blev ved med at spørge om det nu var en god idé. Fremlagde alle mine argumenter, og modargumenterede alle hans negative kommentarer, og til sidst kom vi da frem til at han sagde tillykke, og vi hyggesnakkede. I dag snakker vi så med ham. "Ja, jeg ved godt jeg sagde tillykke, men jeg synes altså det er en dårlig idé. Er i nu forberedt på det?" Endnu en gang måtte jeg fremlægge ALLE argumenter og forklare ham, at alt var undersøgt i hoved og røv. Fandme så ikke, om jeg blev udsat for et regulært trediegradsforhør. Nærmest som en 100 spørgsmål til proffessoren. Fx "Nååå.. Ved du eksempelvis hvad en vuggestueplads koster??" (Og så et rigtigt triumferende smil). Måtte venligt fortælle ham, at ja, det vidste jeg faktisk godt, og at jeg tilmed vidste, at det ville være muligt for os at få tilskud. Sådan fortsatte han med en kæmpe quiz, fordi han bare ikke troede på, at vi var klar over alle udgifter og besværligheder.
Min kæreste blev også quizzet, og han blev ved med at være mega negativ, og at det var da også en dårlig idé, og hvorfor kunne jeg dog ikke bare vente til efter uddannelsen. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind, fordi jeg har forklaret ham 20 gange med skide gode argumenter HVORFOR, og at jeg ikke har nogen intentioner om at droppe min uddannelse, blot fordi jeg skal på barsel. Han blev med at stikke til os: "Jaja, men tror du virkelig du kan klare en uddannelse, når barnet græder hele natten?" - Ja far, det tror jeg faktisk godt, for jeg har stort set ingen undervisningstimer, hvilket betyder jeg kan få hvile når barnet er sendt i vuggestue til den tid, og så stadig have læse-tid inden den lille skal hentes.
Han var bare mega spydig og negativ, trods vores argumenter ikke var til at skyde igennem. Hvad sker der for det? Han stoler ikke en skid på, at jeg ved hvad jeg laver, og sådan er han ALTID! Det giver ingen mening. HELE mit liv har jeg været ekstremt velopdraget, høflig, venlig, hjælpsom i husholdningen, ingen teenageoprør og den perfekte datter. Jeg har aldrig truffet én eneste forkert beslutning, eller gjort noget dumt, som ikke var ordentligt overvejet. Jeg er strøget igennem folkeskolen, gymnasiet og den første tid af universitet med absolut topkarakterer, og jeg klarer mig godt og har en god økonomi. Aldrig har jeg gjort noget, som de fleste teenagepiger dummer sig med at gøre. ALTID har jeg gjort hvad jeg var blevet bedt om, jeg har overholdet aftaler, jeg gjorde aldrig noget galt.
Når jeg så forklarer ham, at denne beslutning er overvejet, genovervejet, trippelovervejet og endda tilbyder ham at vise ham alle de dokumenter jeg har lavet over den kommende økonomi, hvorfor skal han så blive ved med at være spydig og stikke til os og sige, at vi ikke kan klare den? Det pisser mig af, for sådan er han altid. Ingen tillid til mig, selvom jeg altid har været den perfekte datter. Jeg gider simpelthen ikke finde mig i det! Hvorfor ikke glæde sig på vores vejne og sige, at han glæder sig til at møde sit barnebarn?
Hvad ville i gøre i denne situation? Dette skal ikke udvikle sig til en debat om, om det nu ER en god idé at få børn under uddannelse osv., for tro mig. Det er planlagt til mindste detalje, så en sådan diskussion er ikke nødvendig. Jeg vil bare vide, hvad jeg skal gøre ved denne problematik, når min far nægter at lytte til rationelle og gode argumenter fra hans artige datter 
