Hvad ville I gøre??!

Anonym skriver:

Sjovt du siger det, for det var også oppe og vende, men så ville vi være for langt fra ALT hvad endten den ene eller den anden kender, så det blev vi enige om ikke var holdbart

Jeg tænkte bare hvis der var ca 130 km's afstand så ville i hver især kun have ca 40 min til hver jeres "verden" hvis i begge boede i midten.... Så var der ikke en af jer, der skulle opgive alt.....

Loa skriver:

Jeg tænkte bare hvis der var ca 130 km's afstand så ville i hver især kun have ca 40 min til hver jeres "verden" hvis i begge boede i midten.... Så var der ikke en af jer, der skulle opgive alt.....

Nej, det har du ret i, men da ingen af os har bil, synes vi det er et stort spring

Anonym skriver:

Nej, det har du ret i, men da ingen af os har bil, synes vi det er et stort spring

Ja det er selvfølgelig rigtig nok.... Håber i finder ud af det Det ville i hvert flad være synd hvis i opgav, og i måske var rigtige for hinanden 

Anonym skriver:

Jeg står i den situation at jeg har forelsket mig i en fyr.... Fra NORDJYLLAND!!

Jeg selv bor  midtjylland, tæt på alt min familie, hvilket jeg er rigtig glad for, da jeg tit har brug for deres støtte og hjælp, mht. mit barn.

Nu står jeg/vi så i den her situation at vi har forelsket os i hinanden. Her i starten ses vi kun i weekenderne, da det jo stadig er ret nyt, men forleden snakkede vi om hvad vi skulle gøre hvis det fortsatte, hvilket vi selvfølgelig håber.

Han kunne flytte herned, MEN, han har ikke meget familie, og det han har bor i nordjylland, og dem er han meget tætte med.
Han studere i nordjylland, og træner børn i dans og fodbold deroppe. Han ville være MEGET ked af at skulle flytte.

Jeg har MEGET familie, alt sammen hernede i midtjylland, og dem er jeg, og mit barn, også rigtig tætte med.
Jeg studere ikke endnu, men skal til det om nogle måneder.
Jeg ville være rigtig ked af at flytte, da min familie netop fylder så meget, og deres hjælp, ift. mit barn, er uundværelig.

Jeg har prøvet at vænne mig til tanke om måske at skulle bo oppe ved ham, men altså..... Jeg synes det er svært.
Jeg er bange for at det bånd mit barn har til sine bedsteforældre vil ryge i vasken, og jeg er bange for at komme til at savne og mangle dem, alt for meget!!!

Hvad ville I gøre i sådan en situation??!
Hvordan ville I priotere og er der egentlig nogle af jer der har prøvet det, og hvordan har I haft det med det?

Kram og god weekend herfra.

Må jeg spørge hvor du er fra?

Er der ikke en mulighed for at mødes på midten? Altså - et sted på midten, hvor transporttiden til begges familie er indenfor rimelighedens grænser? Hvor transporttiden til arbejde og fritid også er indenfor rimelighedens grænser?

Pt. er der en halv times kørsel ned til mine forældre og 10 minutter ud til svigerforældrene ..... men det er til at overleve Jeg boede med et hus imellem os før - så det er da en forandring, men det er absolut ikke umuligt stadig at få deres hjælp

Nu er det jo heldigvis ikke nogen super ærgelig/sørgelig situation du sidder i... Jeg kan godt se at det er vildt rart at være tæt på sin familie... Men prøv at tænke dig hvis han boede på fyn eller sjælland? Den ville jo straks være værre.... HVIS det var mig, ville jeg vælge at flytte op til ham... Det tager jo ikke meget mere end to-tre timer for dig at besøge dine forældre og øvrige familie... Og han sidder jo ligesom fast i nord-jylland med alle de ting han har gang i... Altid dejligt med en familie tæt på...Men så langt er der jo egentlig heller ikke fra midt til nord.... Men prøv at forestille dig hvad han skulle opgive?

Håber i finder ud af det da

M&F skriver:

Må jeg spørge hvor du er fra?

Er der ikke en mulighed for at mødes på midten? Altså - et sted på midten, hvor transporttiden til begges familie er indenfor rimelighedens grænser? Hvor transporttiden til arbejde og fritid også er indenfor rimelighedens grænser?

Pt. er der en halv times kørsel ned til mine forældre og 10 minutter ud til svigerforældrene ..... men det er til at overleve Jeg boede med et hus imellem os før - så det er da en forandring, men det er absolut ikke umuligt stadig at få deres hjælp

Det vil jeg helst ikke ud med, da det vil afsløre for meget
Men vi kan skrive sammen privat, hvis det er.

Vi har snakket om at mødes på midten, men da ingen af os har bil, vil det være lidt "dumt" i forhold til transport osv.

Muhmi skriver:

Nu er det jo heldigvis ikke nogen super ærgelig/sørgelig situation du sidder i... Jeg kan godt se at det er vildt rart at være tæt på sin familie... Men prøv at tænke dig hvis han boede på fyn eller sjælland? Den ville jo straks være værre.... HVIS det var mig, ville jeg vælge at flytte op til ham... Det tager jo ikke meget mere end to-tre timer for dig at besøge dine forældre og øvrige familie... Og han sidder jo ligesom fast i nord-jylland med alle de ting han har gang i... Altid dejligt med en familie tæt på...Men så langt er der jo egentlig heller ikke fra midt til nord.... Men prøv at forestille dig hvad han skulle opgive?

Håber i finder ud af det da

Det er også sådan jeg tænker.
Alt det han skal opgive, det ville knuse mit hjerte, hvis han skulle det, men igen, jeg synes også det ville være hårdt at opgive mit.

Jeg står i den situation at jeg har forelsket mig i en fyr.... Fra NORDJYLLAND!!

Jeg selv bor  midtjylland, tæt på alt min familie, hvilket jeg er rigtig glad for, da jeg tit har brug for deres støtte og hjælp, mht. mit barn.

Nu står jeg/vi så i den her situation at vi har forelsket os i hinanden. Her i starten ses vi kun i weekenderne, da det jo stadig er ret nyt, men forleden snakkede vi om hvad vi skulle gøre hvis det fortsatte, hvilket vi selvfølgelig håber.

Han kunne flytte herned, MEN, han har ikke meget familie, og det han har bor i nordjylland, og dem er han meget tætte med.
Han studere i nordjylland, og træner børn i dans og fodbold deroppe. Han ville være MEGET ked af at skulle flytte.

Jeg har MEGET familie, alt sammen hernede i midtjylland, og dem er jeg, og mit barn, også rigtig tætte med.
Jeg studere ikke endnu, men skal til det om nogle måneder.
Jeg ville være rigtig ked af at flytte, da min familie netop fylder så meget, og deres hjælp, ift. mit barn, er uundværelig.

Jeg har prøvet at vænne mig til tanke om måske at skulle bo oppe ved ham, men altså..... Jeg synes det er svært.
Jeg er bange for at det bånd mit barn har til sine bedsteforældre vil ryge i vasken, og jeg er bange for at komme til at savne og mangle dem, alt for meget!!!

Hvad ville I gøre i sådan en situation??!
Hvordan ville I priotere og er der egentlig nogle af jer der har prøvet det, og hvordan har I haft det med det?

Kram og god weekend herfra.

Jeg er flyttet til København igen (hvor jeg boede da jeg ventede min datter) efter et år i Esbjerg hvor min familie bor incl. min bror, søster og min nevø på samme alder som min datter, og dette ikke på grund af en fyr. Men selvom min datter jo så ikke kommer hjem på besøg hos mormor og morfar (de eneste bedsteforældre hun har i sit liv), så snakker vi med dem på skype ret ofte, på den måde deltager de stadig i hendes liv og hun "ser" hele familien ofte, jeg ved godt det ikke er det samme, men jeg føler på ingen måde at deres relation er ødelagt, hun tror så at morfar er udenfor døren hver gang det ringer på..  men jeg har ikke oplevet at hun ikke har ville op til dem eller lignende fordi de ikke har været der noget tid..

Så langt er der jo heller ikke fra Nordjylland til midtjylland, så uanset hvad I vælger tænker jeg at det handler om hvor I ser jeres liv på længere sigt, men jeg mener det er meget I skal opgive hver især så jeg håber I er sikre før det sker, men held og lykke med kærligheden..    

Anonym skriver:

Det er også sådan jeg tænker.
Alt det han skal opgive, det ville knuse mit hjerte, hvis han skulle det, men igen, jeg synes også det ville være hårdt at opgive mit.

Selvfølgelig ville det være hårdt.... Men så får du til gengæld en dejlig fyr ind i dit liv og han ville tilmed være en glad fyr fordi han netop har bibeholdt sit lille men gode netværk...

Dit netværk er stort og jeg tænker at mange af dem da må have et kørekort... Eller ville have lysten til at mødes med dig halvvejs på togturen så i sammen kunne komme sikkert tilbage til midt

Anonym skriver:

Det vil jeg helst ikke ud med, da det vil afsløre for meget
Men vi kan skrive sammen privat, hvis det er.

Vi har snakket om at mødes på midten, men da ingen af os har bil, vil det være lidt "dumt" i forhold til transport osv.

Du skal være velkommen til at skrive

Øv øv - kan godt se den er rigtig svær, for hvem skal give sig? Og den der giver sig, kan godt gå hen og få så utrolig meget behov for at føle sig virkelig sikker i forholdet, og få lidt ekstra omsorg (den omsorg man plejer at kunne få lige om hjørnet - men nu kun får via telefonen), altså, sidde med følelsen af, at det HELT sikkert har været DET værd?

Har i været sammen længe? Og mødt hinandens familier?

Jeg tænker - hvis man nu har det rigtig godt med sin svigerfamilie og kan inddrage som et ekstra sæt "forældre" i sit liv, så letter det måske lidt på den følelse, af det er svært?

Nu ved jeg heller ikke om der er børn indblandet? - i mit tilfælde, havde jeg jo en datter som også skulle integreres i svigerfamilien - og det er bare gået så godt. Hun er på ligefod med de børnebørn der er af "eget kød og blod", hvis man kan sige det sådan