Jeg skriver nok mest for at få andres syn på sagen. I det mit eget hoved ikke kan finde ud af hvad eller hvorfor.
Jeg elsker min kæreste meget højt, og vores familie er det vigtigste for mig i hele verden. Men selvfølgelig er der jo opture og nedture, som der vel er i de fleste forhold.
Vi har været sammen i mange år efterhånden, og jeg kunne aldrig forestille mig et liv vi ikke var sammen i.
For 7-8 år siden, før jeg mødte min kæreste, var jeg sammen med byens mest populære fyr blandt stort set alle pigerne. jeg var ellers slet ikke en af de populære piger, så jeg var lykkelig for at han ville være sammen med mig. det var kun noget engangs, da han i forvejen havde en kæreste på det tidspunkt 
Jeg havde mødt ham 10 måneder tidligere til noget der blev holdt i byen, og jeg faldt fuldstændig for ham, og var vild med ham læææænge efter. Og vi var så sammen til denne her byfest 10 måneder efter første gang jeg sådan rigtigt mødte ham, hvor vi snakkede sammen. jeg var stadig vild med ham på det tidspunkt, og nok 1-2 år efter også. Undskyld hvis det lyder rodet.
Sidan da har jeg ikke snakket med ham andet end et par måneder frem og så først igen for vel omkring ½ år siden, hvor han skrev til mig på facebook. og siden da har vi skrevet lidt over facebook og sms og snakket i telefon en enkelt gang. Det har mest været lidt småflirten, ikke noget vildt, da jeg jo har en kæreste, som jeg oprigtigt elsker. Men ham her mr X kalder jeg ham lige, han og jeg havde virkelig fantastisk sex, og det var gengældt, altså vi syntes begge det var fantastisk. Og derfor har han jævnligt sagt at det kunne være lækkert hvis jeg kom forbi og sådan og sådan (han bor i den by jeg er opvokset i, og hvor mine forældre bor nu - han er jo også derfra, bare 3 år ældre end mig). det er ikke noget nogen af os har tænkt os at gøre mere ved (tror jeg ikke - jeg har i hvert tilfælde ikke), da jeg jo er i et forhold, han er så single nu.
Men de seneste uger vi har skrevet sammen har vi bare lært en masse om hinanden at kende, for eksempel at vi elsker det samme musik (og jeg som troede at der næsten ingen mænd fandtes med samme musiksmag som mig), og i det hele taget at vi har en del tilfælles på den måde. Og der har nok været lidt mindre snak om sex, hvilket passer mig fint, da det andet nok var for grænseoverskridende og forkert for mig. måske er det blevet lidt mere venskabssnak.
De sidste 3 nætter har jeg haft meget mystiske drømme og drømt meget intenst (mindst 3 forskellige drømme hver nat jeg har kunne huske - og der plejer at gå uger mellem at jeg kan huske mine drømme). det gør også at jeg er mere træt om dagen synes jeg. Men de sidste 2 nætter har mine drømme været om ham. Kan ikke længere huske præcis hvordan og hvorledes, men det kunne jeg dog da jeg vågnede. i Nat drømte jeg blandt andet at vi var sammen, og husker følelsen af at jeg bare var så lykkelig. Og da jeg vågnede fik jeg den der øv-følelse, fordi det ikke var rigtigt - bare nogle minutter indtil det gik op for mig hvad for et liv jeg egentlig havde, og min familie jeg elsker højt og alt det.
Men de drømme..... de har gjort et eller andet ved mig, det kan jeg godt mærke. Det er som om der dybt nede i mig ligger nogle følelser begravet der stadig er der, meget dybt nede. Nogle jeg virkelig i sandhed troede var væk. Og de er der ikke helt ved overfladen, kan ligesom bare fornemme dem. Og det skræmmer mig, og det forvirrer mig. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg elsker min kæreste og min familie, og vil aldrig leve uden. Men jeg tænker alligevel konstant på det jeg kan mærke nede i mig. Det er som en tung og meget varm sæk, der ligesom hejser sig længere og længere op i mig, ganske forsigtigt.
Må sige at jeg ikke er intereseret i at stoppe med at snakke med ham hr X, for jeg har aldrig rigtig haft drenge/mandevenner, og det er virkelig rart at have, og det vil jeg ikke miste.
Er jeg ved at blive skør? Er der overhoved nogen der har nogen idé til hvad der sker med mig, og hvad jeg skal gøre?
