hvor meget mere kan man klare??

jaaa altså hvor meget skal et menneske kunne klare?????

jeg mistede for 14 dage siden i uge 13 vores lille spire....... den blev kun 12 uger........

det har været rigtig hårdt for os begge to.... og det er meget

WHATfor en 22 årig at skulle klare. Det er min kæreste der er 22.... men jeg troede vi havde et solidt og stærkt forhold... men det fandt jeg ud af igår det har vi ikke.....

min kæreste kører pt 140km om dagen til og fra arbejde og det har taget hårdt på ham for han møder tidligt og kommer sent hjem.... men nu får jeg så kastet i hovedet i går eftermiddags at han gerne vil flytte tilbage til Vojens hvor han kommer fra fordi han ikke længere magter at køre så mange kilometer længere og dermed gå og være træt hele tiden...

WHAT the F... hvor fanden kom det fra?? hva så med os siger jeg?? og hva med min datter??? hun blir sønderknust!!!.... jamen jeg elsker dig stadig og vil stadig gerne være kærester med dig!!!! ja okay hep hey hva skal jeg stille op med den besked??

jeg er helt knust forstår ingenting... hvorfor skal al den ulykke ramme mig???? det eneste lys der er i mit liv for tiden er min elskede datter som jeg forguder!!! og så at jeg skal til jobsamtale idag..............

Rigtig ked af atlæse om jeres tab. Har prøvet det samme. Så mit for dig.

Hvis ikke din datter går i skole endnu, kunne I jo overveje at flytte et sted hen tættere på hans arb. Hvis du endnu ikke er i arbejde, er det måske nemmere at det er dig der flytter den vej end den anden vej.

Jeg ved ikke hvor lang tid han bruger til transport men hvis det er over 2 timer hver vej, så kan jeg egentlig godt følge ham at det er rigtig lang tid at bruge. Måden han har gjort det på, er jo ikke særlig smart (med bare at proklamere at NU flytter han) det gør man jo ikke i et parforhold. Men det er måske også en reaktion på det hele.

Jeg synes I skal snakke om at flytte samme et nyt sted som vil passe jer begge.

Er ked af at hører om dit tab, det må slet ikke være sjovt.

Men med hensyn til din kæreste så forstår jeg ham egentligt godt, ligger selv og kører et stykke for at komme på job og det er ikke sjovt i længden, men jeg synes da helt klart at i skal få snakket om det, og måske du så ville kunne forstå hvorfor han gerne vil flytte tættere på sit arbejde...

jamen jeg sagde også at jeg egentlig godt kunne følge ham.. han har en time hver vej......... det kan jeg sagtens.... men han vidste det jo da han flyttede herned og han har søgt en stilling siden han kom herned for ½ år siden..... det er jo ikke noget man kan forvente at få arbejde af....

min datter står og skal starte i SFO om 3 mdr........ og han har jo ingenting at bo i deroppe og ved ikke hvornår han får det så der kan jo nemt gå over 3 mdr og så er hun startet...... samtidig har det altid været vigtigt for mig at have min mor og far i nærheden da det er de eneste bedsteforældre min datter har...... og de er en kæmpe hjælp for mig i hverdagen.......... måske tænker man.. jamen hvis du også elsker ham så rykker  du teltpælene op og flytter med ham??... men det havde jeg gjort omgående hvis ikke jeg havde haft min datter..... min datter og jeg er en gang flyttet for en kæreste hvor han smed os ud efter 5 mdr.... og vi måtte flytte hjem igen... så hun har været flyttet rigtig meget i sit korte liv og det tog lang tid før hun "blev sig selv igen"..... det har jeg svoret at det vil jeg ikke byde hende igen...... hun er endelig blevet så glad og harmonisk en pige og tanken om at jeg skulle rive hende op igen og flytte med hende bryder jeg mig ikke om...... så min fornuft siger mig at vi skal blive hvor vi er........ men hjertet siger selvfølgelig noget andet......

Ved ikke om jeg måske er lidt hårdt nu når man ikke kan forklare sådan face to face.. Men selv om han viste han skulle til at kører langt så bliver man altså overrasket over hvor hårdt det rent faktisk er, og hvis man så er træt oveni ja så er det farligt at ligge og kører så meget, ikke kun for ham, men han kunne jo flade i søvn og så ramme uskyldige mennesker. Men jeg mener at man i et forhold må give sig begge to, og hvis du er bange for at blive smidt ud kort tid efter, jamen så må i bo hver for sig og så have mindre tid sammen. Kan godt se du har din datter at tænke å og her må hun jo være det vigtigste i dit valg selv om det måske betyder i ikke kan bo sammen mere... Men synes da stadigt i skulle snakke noget mere om det, for det lyder for mig som om det bare en en tanke han luftede for dig, at det ikke er den endelige beslutning

jamen nej det er som ikke hårdt sagt.... forstår dig godt og er faktisk fuldstændig enig med dig........ og med ham og sagde også jeg sagtens kunne forstå ham..... uden tvivl.... sagtens.... desværre er det ikke kun en tanke han har luftet for han har allerede meldt sig boligsøgende i boligforeningen deroppe...... så det giver mig hellere ikke ret meget tid at løbe på.....

men det er som heller ikke så meget det at han gerne vil tilbage for det kan jeg sagtens følge ham i... det er mere at springe den bombe på den måde og allerede melde sig boligsøgende inden vi har fået en chance for at snakke det ordentligt igennem... sys ikke det er fair at tage sådan en beslutning uden at inddrage lidt i den i det mindste......

men jeg har bare sagt at jeg godt kan forstå ham og så må vi bo hver for sig og så se hinanden i weekenderne og så håbe på at det stadig kan fungere.... for som du selv siger ja jeg blir nødt til at tænke på min datter først og fremmest.......

men det er jo skide svært alligevel.... øv bøv.....

Det er absolut heller ikke fair at man melder det ud på den måde, det er meget unfair i mine øjne, og tror jeg var blevet stik tosset hvis min mand gjorde det mod mig... Men det lyder til han har besluttet sig så, og så må vi da bare håbe at i finder ud af at ses alligevel... 

he he mærkeligt nok blev jeg slet ikke tosset... men HOLD KÆFT JEG BLEV SKUFFET!!!... skuffet skuffet og skuffet........

men ja han har taget sin beslutning og når han har taget den alene er det åbenbart ikke meningen jeg skal blande mig i den........... så jaaa jeg håber da vi kan ses alligevel.. lige nu virker det bare lidt håbløst... men hey!!! jeg skal til jobsamtale idag kl 13.30... så har jeg måske fået et arbejde endelig!!!!!  så  for mig ik????

Jamen så  jeg alt hvad jeg kan for at du får jobbet, lidt medgang må man da have... Men kender alt for godt det med for meget modgang og for lidt medgang, men ja ved mig er der mest medgang her for tiden, så det kan lade sig gøre... 

Så kan jeg bedre forstå  dig. Ud fra billedet troede jeg kun din datter var 2-3 år. Men kan forstå hun skal starte i skole efter ferien.

Troede også de 140 km var hver vej. 1 time på job er vist meget normalt for mange mennekser. Ved i hvertfald at bor man udenfor kbh og skal frem og tilbage (fra Hillerød til kbh f.eks) så ryger der hurtigt en time med myldertid osv.

Jeg kan ikke forstå måden han har gjort det på. For vil det sige, at han så søgte bolig mens du var gravid (inden du mistede)

jeg kender et andet par med samme problem. For dem blev løsningen at han boede selv mand til torsdag og kom op til hende fredag og blev i weekenden. Men det skal dog siges der ingen børn var. Og som jeg forstår det, ser din datter ham lidt som en far, og det bliver jo også svært for hende. Men det er jo trods alt bedre med den løsning end at gå fra hinanden hvis I stadigvæk elsker hinanden.