I nat mens vi var vågne i hundrede år, fordi Johanna IGEN ikke ville sove lå jeg og tænkte, at jeg bare trængte sådan til at læsse lidt af et eller andet sted.
Jeg er alene hjemme for tiden fordi manden arbejder i Antarktis og har ansvaret for Johanna og hunden samtidig med at jeg er begyndt på arbejde. Det er jo egentlig ingenting, og jeg ved jo at mange af jer er alene med jeres børn hele tiden, OG arbejder og har en almindelig hverdag, men jeg synes det er SÅ hårdt. Vi har været alene en måned og skal være det en måned mere, og det er trods alt så længe at vi ikke bare kan sætte alt på standby indtil far kommer hjem.
Vi har ikke rigtig noget netværk, og jeg savner bare sådan at få en halv times luft til at ordne et eller andet eller bare slappe lidt af. Vores familier bor jo i Danmark og Tyskland, og selvom de selvfølgelig nok vil lægge øre til lidt brok i telefonen, så har de jo også travlt med deres, og kan jo heller ikke hjælpe på nogen praktisk måde. Mine veninder bor også stort set langt væk, og vi har så sjældent kontakt at det virker mærkeligt at ringe op bare for at beklage sig.
Johanna er sød og glad og fantastisk, men såååå aktiv og fremmelig og nysgerrig, og timerne med hende er fyldt af spilopper og barneglæde, men kræver også opmærksomhed døgnet rundt. Hun undersøger hele huset fra hun står op til hun går i seng, vil have fat i alt, røre ved alt og smage på alt. Hun klynker hvis hun skal være et øjeblik i kravlegården, mens jeg ordner noget, og ikke kan holde øje med hende. Hun vil gå og stå, (og sikkert flyve og hoppe, hvis det stod til hende). Hun vågner kl 6 om morgenen, sover næsten ikke middagslur (en time, hvis det går højt), kommer i seng kl 19 og vågner så hver halvanden time hele aftenen og natten. Jeg er SÅ træt, og er jo nødt til at skaffe mig overskud nok til også at orke dagen. I nat var hun vågen to timer mellem klokken 2 og kl 4, og ja, så er man bare ikke frisk dagen efter.
Hun bliver passet derhjemme i seks timer fire dage om ugen, og indenfor de timer skal jeg når at gå på arbejde på halv tid, gå en tur med hunden og evt ordne andre ærinder som det er mest praktisk ikke at have Johanna med til. Det hjælper så heller ikke at det fryser 20-30 grader her for tiden, og man derfor ikke rigtig kan have Johanna med ud i ret lang tid ad gangen.
Jeg synes hele døgnet bare er en uendelig smøre af pligter og forsøg på at få hende til at sove til middag/til nat og alt for lidt sjov og hygge. De dage vi er hjemme sammen er næsten værre end de dage jeg er på arbejde, fordi der slet ikke er nogen pauser, hverken nat eller dag. Det lyder jo helt grusomt, og man skal jo egentlig synes det er en fornøjelse at være sammen med sit barn, men nøj, hvor er det altså bare lidt for meget lige nu.
Nu har jeg lige stjålet en halv times arbejdstid for at skrive det her, men ihh, hvor var det godt at lukke lidt luft ud. Jeg tror ikke hun er værre/vanskeligere end så mange andre børn, og jeg er jo godt klar over at alt er en fase og at det går over, men lige nu trækker det godt nok tænder ud at være alene.
Maria
