jeg er mega skræmt ved tanken om at blive mor nu

jeg er gravid kun i 10 uge, det hele var lykken og jeg var glad.

nu sidder jeg med alle de dårlige tanker tilbage, og har svært ved at sige det til venner, kæreste, og mine forælder.

er så bange for at fejle, og tage for meget på, fødselen, og når den lille ny kommer.

er jeg den eneste der sidder og tænker på sådan nogle ting.

det er første gang jeg er gravid og bange for det går galt, for jeg vil jo gerne være mor, selvom jeg er pisse bange for tanken om at blive mor.

og helt vildt bange for det store ansvar jeg har kastet mig ud i nu.

eller er det helt normalt at blive skræmt ved tanken om alt det nye der sker i kroppen og det helt nye liv man selv er ved og skabe.

jeg kunne godt bruge nogle råd om ja alt.

om gravidelitet, fødselen, og mor første gang

Det er helt normalt... Havde det på samme måde, dog senere. I uge 30 af graviditeten gik det pludselig op for mig at jeg også skulle FØDE og gik helt i panik, og så kom det ellers bare rap i rap. Så mit fokus var kun på fødslen ikke når baby var kommet til verden.

Da jeg kom hjem med min søn (er alene mor) var min mor ved mig første uge, og det gik super. Da hun tog hjem igen blev jeg helt vildt overvældet over ansvaret, bekymringerne mv. Var helt ulykkelig og begyndte næsten at fortryde. Men det er HELT normalt, tror på st ikke alle man ikke bliver "mor" ved at være gravid eller sågar føde, man lære det. Det er helt uvirkeligt at forestille sig det ansvar det medfølger, og det kan få mange til at tænke som dig... Men tro mig, når du ser din baby smile første gang, eller falde i søvn ved dig første gang så smuldre de bekymringer helt væk og så falder det dig helt naturligt.

Jeg synes du skulle fortælle din familie det, så du har lidt flere at snakke med, min mor var rigtig god til at berolige mig når jeg gik i panik. Hun havde jo været hele møllen igennem...

Det er heeelt normalt det du går og spekulere over. Og jeg er ikke i tvivl om du er bliver en god mor, for allerede nu kan jeg læse mellem linierne du vil gøre det bedste og passe på dit barn, og ja alle bekymringer forsvinder lige så snart du står med bebs i favnen, eller har h*n liggende på maven Men du skal også tænke på at dine hormoner kører på fuld skrue lige nu og når du har født, kan det også være på 3, eller 4 dagen du bare sider og tuder og en lille bitte ting. Og det er også bare normalt. Det gjorde jeg. Jeg tuede over min kæreste havde sat trøjen forkert hehe. Så lidt skulle der til. Men inde på sygehuset lærer du og amme og de vil også gerne hjælpe dig første gang med bleskift og vise dig hvordan du skal bærer dit barn, hvis du er i tvivl eller bange for at tabe baby...nøøj det var jeg. Det var en af mine størte frygter. Men fordi du er MOR til dit barn, vil du sørge for at intet ondt vil ske dit barn og du vil gøre det rigtige, hvis det giver mening??? Så skub de negative tanker væk og glæd dig til den fantastiske titel og oplevelse der er og være mor. Det er det bedste der er sket for mig, og kender ikke andre mødre der ikke deler min mening.

tror alle førstegangs gravide har det præcis som dig

jeg var 19 da jeg blev gravid første gang, og selv om jeg virkelig ønskede at blive mor.... så var jeg samtidig panisk angst for nogle ting. hvordan ville min krop se ud som højgravid, hvad med bagefter? hvordan legede man med et spædbarn, fik man nogensinde tid til andet, hvad med økonomien?

det eneste der faktisk ikke bekymrede mig var fødslen.

så tag en dyb indånding, fortæl det til alle dem der står dig nær, og søg rådgivning og støtte for at lette dine bekymringer. her inde er ingen spørgsmål for mærkelige... du kan altid finde nogen der har prøvet det samme.... eller nogen som ved hvordan de skal hjælpe dig videre.

mange Lone

Det er helt normalt! Jeg tænker det også og det er altså mit andet barn. Jeg vakler meget frem og tilbage om jeg egentlig er klar til en mere, har lyst og kærlighed til en mere. Om nu fødslen bliver lige så slem som sidst, om amningen også går galt denne gang osv.

Jeg ved jo i bund og grund at alle de ting ikke betyder noget når man først har sin lille smukke bebs i armene, men alle de hormoner man har i kroppen, de kan godt spille en et puds. Men det skal nok gå over igen

hej

jeg tror ikke du skal være så nervøs for om det er normalt at have det sådan, for det er det og det er ikke tegn på du vil være en dårlig mor - netop det stik modsatte .

Jeg venter selv mit første barn og uanset hvor meget jeg glæder mig er jeg da virkelig nervøs alligevel, vil man nu kunne klare det hele, hvordan med fødslen, bliver jeg så stor at jeg får strækmærker alle vegne, vil mit barn få det godt nok, er jeg klar til ansvaret - også når jeg står alene med det. Uha der er mange ting Men samtidig med alt det glæder jeg mig helt vildt - og den glæde overskygger alle de negative ting der KAN ske, synes jeg

Men ja snak med din familie om det, er en meget vigtig ting at snakke ud om de ting man føler - og der er INTET forkert i at være usikker på det hele, det er jo en stor ting

Knus herfra (:

Det er helt normalt, og heldigvis har vi 7-8 måneder til at vænne os en smule til tanken om at være mor..

Men det kommer til dig når du først står med guldklumpen i hænderne.

Jeg kan fortælle at jeg lå på fødselsbriksen og blev ved med at sige "jeg er ikke klar til det her", sådan lettere panikslagen.. tror det gav et grin ved personalet, men fødslen kom også bag på mig, da det var 4 uger for tidligt (troede jeg ville gå over tid).

 

 

Anonym skriver:

jeg er gravid kun i 10 uge, det hele var lykken og jeg var glad.

nu sidder jeg med alle de dårlige tanker tilbage, og har svært ved at sige det til venner, kæreste, og mine forælder.

er så bange for at fejle, og tage for meget på, fødselen, og når den lille ny kommer.

er jeg den eneste der sidder og tænker på sådan nogle ting.

det er første gang jeg er gravid og bange for det går galt, for jeg vil jo gerne være mor, selvom jeg er pisse bange for tanken om at blive mor.

og helt vildt bange for det store ansvar jeg har kastet mig ud i nu.

eller er det helt normalt at blive skræmt ved tanken om alt det nye der sker i kroppen og det helt nye liv man selv er ved og skabe.

jeg kunne godt bruge nogle råd om ja alt.

om gravidelitet, fødselen, og mor første gang

 

Heei du !

Tillykke med graviditetet..

Jeg tror bestemt ikke at du er den eneste der har/haft disse tanker..

1: man skal fortælle folk at man er gravid, og man aner ikke hvordan de ville regere, og det er nok der man blir nervøs.. (forstå mig ret) ..

2: det med fødselsen og om hvordan det hele vil komme til at gå med graviditeten og bagefter, den tanke "vokser" man med i løbet af de 9mdr man er gravid ( synes jeg ) ... hvis man er nervøs om nogen ting, kan man jo feks snakke med de dejlige damer herinde på baby.dk eller ens JM .. og tror helt bestemt du ånder mere lettet op når kæresten og din familie får det afvide.. ingen grund til at "gemme" den dejlige nyhed ..

Da jeg lige testet positiv gik der heller ikk mange uger, før jeg os begyndte at blive "bange" og alle de tanker osv osv, men jeg åbnet bare op om dem, og snakket med folk om det som jeg havde tiltro til - dagen idag elsker jeg at være gravid, elsker følelsen af at jeg skal til at være mor , hele familien glæder sig og ikke mindst den lykkelige farmand  ..

fødselsen: den kommer alle igennem på best vist måde, og du kan jo komme til fødselsforberedelse , du kan snakke med din JM om din nervøsistet feks. altså der er mange muligheder.. og kroppen er jo bygget til at få børn.. du klare det ligeså godt som vi andre nok ska gør

så tag du det heeelt roligt, for mig virker det heelt normalt at have små "nedture" .. husk på der er os en masse homoner der raser rundt i din krop ..

Du skal nok blive en fantastisk mor

Knus den lykkelige 23+0

puha mange tak lige hvad jeg havde brug for

og tårene på min kind lige nu er af glæde.

det kom bare lige pludsligt til mig hvor bange jeg var, jeg skal nok klare den det er bare meget overvældene for mig, med op og ned ture.

jeg har en dejlig mand til at støtte mig, og min familie skal jeg nok bare indblande lidt mere, jeg er ikke så god til at snakke hvordan jeg går og har det.

og 1000 tak for dit dejlige svar

det gav mig lige en optur

Anonym skriver:

puha mange tak lige hvad jeg havde brug for

og tårene på min kind lige nu er af glæde.

det kom bare lige pludsligt til mig hvor bange jeg var, jeg skal nok klare den det er bare meget overvældene for mig, med op og ned ture.

jeg har en dejlig mand til at støtte mig, og min familie skal jeg nok bare indblande lidt mere, jeg er ikke så god til at snakke hvordan jeg går og har det.

og 1000 tak for dit dejlige svar

det gav mig lige en optur

 

- det hele skal nok gå - og med ens mand/kærestes støtte, kan det ikk blive meget bedre .. det ku være du sq øve dig i at åbne dig lidt mere over for folk der gerne ville hjælpe og lytte