Jeg store fjols!

Jeg var jo til 1. læge undersøgelse idag, og fik lavet vandrejournal og fik udleveret forskellige ting. Da jeg så kom hjem lagde jeg bare tingene på bordet og lagde mig over på sofaen for at nuppe mig en lur.

Min søn tog så hjem direkte efter skole idag og havde så desværre opdaget de foldere jeg havde fået udleveret. Så han kom lige så rask hen til mig og spørger: mor hvorfor ligger der noget om gravid over på bordet??

Drengen er 10½ år, så man kan jo ligesom ikke bort-forklare sådan noget. Så jeg måtte jo fortælle ham at jeg er gravid.

Det var ellers meningen at han først skulle have det at vide, efter nakkefolds-scanningen. Jeg ville jo lige først sikre mig at alt er ok. Så nu må jeg bare håbe på at det ikke går galt, for han ville blive dybt ulykkelig, hvis det skete. Det ville jeg jo selvfølgelig også blive, men han er bare så følsom en dreng.

Sådan kan det jo gå, når man ikke tænker sig om

hi hi, ja ikke nemt at skjule noget for en 10 årig.

her fortalte vi børnene det fra starten. da de skulle være med hele vejen, og også ville mærke vores sorg hvis baby dengang var gået tabt.

nutche skriver:

hi hi, ja ikke nemt at skjule noget for en 10 årig.

her fortalte vi børnene det fra starten. da de skulle være med hele vejen, og også ville mærke vores sorg hvis baby dengang var gået tabt.

Ja det kan du jo faktisk have ret i  men ihh altså, det var ikke ligefrem på den her måde, at jeg havde forestillet mig, at han skulle have haft det at vide. Jeg havde jo haft nogle forestillinger oppe i mit hoved om præcis, hvordan det skulle foregå, og så blev det slet ikke sådan. Ja ja.....men det vigtigste er jo at der er en storebror der glæder sig helt vildt. Han er allerede begyndt at snakke om, at når han eller hun skal starte i skole, så behøver jeg slet ikke hjælpe med lektierne, for det skal han nok sørge for hehe

Carina1977 skriver:

Jeg var jo til 1. læge undersøgelse idag, og fik lavet vandrejournal og fik udleveret forskellige ting. Da jeg så kom hjem lagde jeg bare tingene på bordet og lagde mig over på sofaen for at nuppe mig en lur.

Min søn tog så hjem direkte efter skole idag og havde så desværre opdaget de foldere jeg havde fået udleveret. Så han kom lige så rask hen til mig og spørger: mor hvorfor ligger der noget om gravid over på bordet??

Drengen er 10½ år, så man kan jo ligesom ikke bort-forklare sådan noget. Så jeg måtte jo fortælle ham at jeg er gravid.

Det var ellers meningen at han først skulle have det at vide, efter nakkefolds-scanningen. Jeg ville jo lige først sikre mig at alt er ok. Så nu må jeg bare håbe på at det ikke går galt, for han ville blive dybt ulykkelig, hvis det skete. Det ville jeg jo selvfølgelig også blive, men han er bare så følsom en dreng.

Sådan kan det jo gå, når man ikke tænker sig om

Jeg tror da at du bare skal tage ham med på hele glæden og sorgen, selvom vi håber det ikke sker.
Hvis du tager en god snak med ham om det hele, så forklar ham også, alt om at det ikke altid sker at en graviditet bliver til noget, om at man kan tabe dem, at der kan være noget i vejen med babyen osv.
Min den ældste var 9 da jeg blev gravid med nr 2 og hun var med hele vejen.
Hun vidste mor havde svært ved at få børn, ganske som hun vidste at der havde været 3 før hende.
Det er langt mere forstående og fornuftige end man tror..også selvom de er følsomme

Kærligst
Sussie

Carina1977 skriver:

Ja det kan du jo faktisk have ret i  men ihh altså, det var ikke ligefrem på den her måde, at jeg havde forestillet mig, at han skulle have haft det at vide. Jeg havde jo haft nogle forestillinger oppe i mit hoved om præcis, hvordan det skulle foregå, og så blev det slet ikke sådan. Ja ja.....men det vigtigste er jo at der er en storebror der glæder sig helt vildt. Han er allerede begyndt at snakke om, at når han eller hun skal starte i skole, så behøver jeg slet ikke hjælpe med lektierne, for det skal han nok sørge for hehe

hvor er han da dejlig

jeg var ekstremt træt da jeg ventede den yngste, så for ikke at sku bortforklare det, og for at ku dele glæden med dem.... så var de de første der fik besked.

SussieThyssen skriver:

Jeg tror da at du bare skal tage ham med på hele glæden og sorgen, selvom vi håber det ikke sker.
Hvis du tager en god snak med ham om det hele, så forklar ham også, alt om at det ikke altid sker at en graviditet bliver til noget, om at man kan tabe dem, at der kan være noget i vejen med babyen osv.
Min den ældste var 9 da jeg blev gravid med nr 2 og hun var med hele vejen.
Hun vidste mor havde svært ved at få børn, ganske som hun vidste at der havde været 3 før hende.
Det er langt mere forstående og fornuftige end man tror..også selvom de er følsomme

Kærligst
Sussie

Ja men det er også det jeg er nået frem til....og egentlig er det jo lidt rart, at han nu forstår hvorfor mor er så træt hele tiden, og hvorfor mor er utilpas

Først: TILLYKKE med graviditeten

Jeg har en søn på 11 ½, og han er også den meget følsomme type, men jeg har gjort op med mig selv, at han skal vide det fra start, når det sker. Det er altså også uhyre svært at skjule i så lang tid for så store børn - de får meget mere med, end man regner med! Jeg har også snakket med min søn om, at der kan ske alt muligt med babyen i maven, og hvis der sker noget, så er det naturens måde at fortælle, at der var noget galt. Det har han fuldt forstået. Så jeg synes ikke du skal tage det så tungt. Snak med ham om det, så er han også forberedt hvis der skulle ske noget - hvilket jeg selvfølgelig ikke håber der gør!!

 og tillykke igen

nutche skriver:

hvor er han da dejlig

jeg var ekstremt træt da jeg ventede den yngste, så for ikke at sku bortforklare det, og for at ku dele glæden med dem.... så var de de første der fik besked.

Ja han er bare så skøn  rigtig moden af sin alder også. Så han skal nu nok klare den, hvis det går galt. Det er faktisk rart at opleve, hvordan han bare strålede op. Det er noget han har ønsket sig i rigtig mange år. Han har altid hadet at være ene-barn, og jeg forstår ham faktisk godt

Carina1977 skriver:

Ja han er bare så skøn  rigtig moden af sin alder også. Så han skal nu nok klare den, hvis det går galt. Det er faktisk rart at opleve, hvordan han bare strålede op. Det er noget han har ønsket sig i rigtig mange år. Han har altid hadet at være ene-barn, og jeg forstår ham faktisk godt

det er nu dejligt at han bare glæder sig

Og i øvrigt, så tror jeg, at hvis jeg ventede i flere måneder med, at fortælle min søn det, og han fik at vide hvor langt jeg var henne, så ville han blive både skuffet og såret over, at få det at vide så sent. Han kender godt månederne, og ville sagtens kunne tælle sig frem til, at der var langt under de 9 måneder til, at han skulle være storebror. Bare lige en tilføjelse til det andet