Hinandens lige (Langt)

Anonym skriver:

Såvidt jeg kunne fornemme på ham idag, er han ikke nervøs for jeg løber med pengene... Vi snakkede lidt om det - meget overfladisk ellers var jeg brudt helt sammen - og vi kom frem til det "nok" er begyndelses-nerver.. Jeg er den først som han flytter sammen med, den første han køber noget som helst med... Ja faktisk den første i rigtig mange ting! (Og hans længste forhold )

Så jeg tror/håber på det baaaaaare er en overgangsfase som han lige skal tygge godt igennem, og se jeg ikke forlader ham.

Sjovt, det var faktisk lige det min kæreste sagde, da jeg læste min indlæg op for ham:-)

Held og lykke med huskøb og tillykke med det lille nye familiemedlem:-)

Anonym skriver:

Hejsa alle sammen...

Nu står jeg og har købt hus sammen med min kæreste, vi skal også være forældre i maj/juni...

Men hvornår er man hinandens lige?

Altså han har lagt en stor udbetaling (Han har et godt betalt job, og sparet meget op) som selvfølgelig gør vi vil side billigere i det. Vi har valgt og lave papire på hvis vi går fra hinanden, ejer han først de penge han lagde, og derefter skal resten deles 50/50 mellem os...

Nu har vi valgt og dele vores lån op, så vi har et flexlån plus en prioritetskonto
(Man har indlån og en udlåns konto, med samme % i rente, så hvis der er ens beløb, f.eks +300,000 på Konto1 og -300,000 på konto2, er der ingen lånerenter. Men istedet for og betale det af på lånet, kan man bruge det til f.eks forbedringer/ny bil eller lign.)
hvor han kan lægge tæt på det fulde beløb, så vi skal låne mindre end først påregnet. Det betyder en billigere husleje, men.... Jeg vil jo som samlever, kunne "løbe" med hele det beløb som står i + på konto1.  Og som min kæreste sagde, det er jo ikke fordi han ikke stoler på mig, men det er mange penge han har ude og flyve. Jeg knak fuldstændig og har haft nogle gode tudeture idag over det...

På sin vis kan jeg jo godt forstå ham, han kommer i alt til og betale mere end jeg nogensinde vil kunne betale. (Jeg skal lige studere færdig først, og bagefter er min løn ikke den samme som hans)

Jeg frygter lidt, jeg altid vil være "bagud",  og aldrig vil være sidestillet med ham.. Jeg har altid været selvstændig med økonomi, og nu er jeg ikke kun ikke-selvstændig men vil også altid aldrig kunne betale det samme som han har lagt i vores hus... som jeg føler ikke vil være vores, men 70 % hans og 30% mit...

 

Hvordan gjorde I andre?
er desværre ikke plusmedlem, så man kan ikke svare anonymt...

Er det kun mig som har de her underlige tanker??
Jeg ved slet ikke hvor jeg skal placere mine tanker, under "hystaden" eller "reelt problem"

er ano da jeg ikke vil frem med vores økonomiske situation...

Vi har kun fælles ting her. jeg synes ikke om den tanke at noget er mit og noget er hans, til trods for jeg havde et rigtig grimt brud med en x som tog det hele fordi lejligheden stod i hans fars navn.. 

men man er fælles om tingene og burde vel på sin vis også være jeres fælles hus til trods for den stor pengeforskel men han går jo f.eks. heller ikke på barsel som en kvinde gør og der mister man jo også en form for penge..  hvis du forstår mig- hvordan skal man gøre det op?

Hejsa... 

Hmm jeg er din mand. Da min mand og jeg var kærester, købte vi hus sammen. Jeg smed et kontant beløb, så vi slap for banklån og forlangte samtidig, at der sku skrives en samejeoverenskomst, således at jeg juridisk havde ret til dette beløb ved evt handel. Det var fint for kæresten og havde ikke noget at gøre med, at jeg ikke stolte på ham osv. På denne måde, var der bare ikke noget at sætte ? ved... og nå ja - alle brud er lykkelige oppe i ens hoved, men alle ved jo, at det ikke altid er sådan. 

Nu er vi gift og den dag vi sagde "ja og amen" frafaldt den juridiske binding til pengene - nu ejes der 50/50 og vi har ligeledes fællesøkonomi. 

Altså... nogle gange skal man ikke lægge for meget i alt det med penge. Det er rart at ha styr på dine mine og vores, men jeg tror du lægger mere i det end din kæreste???

Klem

Nu spørger du til hvordan vi har gjort det, og det vil jeg gerne svare på.

Jeg er selv yderst selvstændig, har altid tjent mine egne penge, altid haft opsparing, aldrig taget lån til noget osv.

Jeg var over 30 år før jeg blev gift, og så skulle vi til både at have fællesøkonimi og barn. Jeg var arbejdsløs (og det er ikke nemt at få job med stor mave på!) og jeg havde det SINDSYGT SVÆRT med bare at købe mad ind, fordi jeg følte at det var HANS penge jeg brugte, og jeg kunne slet ikke bruge penge til noget til mig selv.

Vi har nu været gift i 8½ år, vi har valgt at jeg går hjemme = ingen indkomst overhovedet!!! og han tjener så ALLE pengene. Det har taget mig meget lang tid at komme her til, men jeg har ikke længere nogen problemer med at købe tasker, sko og fedt tøj til mig selv for 'vores' penge, som han har tjent. for det ER jo vores!!! Jeg har været gravid 3 gange og født 3 børn og køber ind, laver mad, passer børnene, sørger for at han ALDRIG har haft 'barns første sygedag' på trods af at han er far til 3 børn. Jeg tager jo alle sygedagene. Så det er mit 'arbejde' og min 'løn' får jeg i form af lige adgang til vores konto, som min mands løn går ind på. Vi står også som ligeværdige ejere af huset selvom det er min mand der betaler af på lånet (jeg tjener jo ikke en krone) og det er hans forældre der rent økonomisk har støttet os RIGTIG meget!!

Skulle det ske at vi går fra hinanden, så skla jeg have halvdelen af huset, bilen, opsparingen, møblerne osv., og jeg skal have ½delen af hans pensionsopsparing.

Jeg troede aldrig jeg skulle komme dertil hvor jeg havde det godt med det, og jeg synes i rigtig mange år at det var 'snyd' på en eller anden måde. men det er jo ikke snyd!!! Vi bidrager bare med noget forskelligt til vores fælles liv! -og alt hvad vi bidrager med, deler vi. Min mand spiser jo også af den hjemmelavede lagkage jeg har bagt! Der sidder jeg jo ikke og siger: Det er min, det er mig der har lavet den. Ligesom at min mand heller ikke siger om pensionsopsparingen: det er min, det er mig der har tjent pengene.

Men det er som sagt en sindsygsvær proces og det er taget mig mega lang tid at nå så langt at jeg kan slappe af med det, og kan synes at det er i orden at det er sådan! Sjovt nok har jeg haft meget mere svært ved det, end min søde mand, som bare har slået ud med armene og sagt. Jamen skat, du skal da bare købe de støvler hvis du gerne vil have dem!

Mumto3 skriver:

Nu spørger du til hvordan vi har gjort det, og det vil jeg gerne svare på.

Jeg er selv yderst selvstændig, har altid tjent mine egne penge, altid haft opsparing, aldrig taget lån til noget osv.

Jeg var over 30 år før jeg blev gift, og så skulle vi til både at have fællesøkonimi og barn. Jeg var arbejdsløs (og det er ikke nemt at få job med stor mave på!) og jeg havde det SINDSYGT SVÆRT med bare at købe mad ind, fordi jeg følte at det var HANS penge jeg brugte, og jeg kunne slet ikke bruge penge til noget til mig selv.

Vi har nu været gift i 8½ år, vi har valgt at jeg går hjemme = ingen indkomst overhovedet!!! og han tjener så ALLE pengene. Det har taget mig meget lang tid at komme her til, men jeg har ikke længere nogen problemer med at købe tasker, sko og fedt tøj til mig selv for 'vores' penge, som han har tjent. for det ER jo vores!!! Jeg har været gravid 3 gange og født 3 børn og køber ind, laver mad, passer børnene, sørger for at han ALDRIG har haft 'barns første sygedag' på trods af at han er far til 3 børn. Jeg tager jo alle sygedagene. Så det er mit 'arbejde' og min 'løn' får jeg i form af lige adgang til vores konto, som min mands løn går ind på. Vi står også som ligeværdige ejere af huset selvom det er min mand der betaler af på lånet (jeg tjener jo ikke en krone) og det er hans forældre der rent økonomisk har støttet os RIGTIG meget!!

Skulle det ske at vi går fra hinanden, så skla jeg have halvdelen af huset, bilen, opsparingen, møblerne osv., og jeg skal have ½delen af hans pensionsopsparing.

Jeg troede aldrig jeg skulle komme dertil hvor jeg havde det godt med det, og jeg synes i rigtig mange år at det var 'snyd' på en eller anden måde. men det er jo ikke snyd!!! Vi bidrager bare med noget forskelligt til vores fælles liv! -og alt hvad vi bidrager med, deler vi. Min mand spiser jo også af den hjemmelavede lagkage jeg har bagt! Der sidder jeg jo ikke og siger: Det er min, det er mig der har lavet den. Ligesom at min mand heller ikke siger om pensionsopsparingen: det er min, det er mig der har tjent pengene.

Men det er som sagt en sindsygsvær proces og det er taget mig mega lang tid at nå så langt at jeg kan slappe af med det, og kan synes at det er i orden at det er sådan! Sjovt nok har jeg haft meget mere svært ved det, end min søde mand, som bare har slået ud med armene og sagt. Jamen skat, du skal da bare købe de støvler hvis du gerne vil have dem!

har i papirer på det med pensionen?? Det er nemlig lavet om for ikke så længe siden så pensionen ikke er inkluderet i fællesejet eller hvordan det hedder, den skal i hvertfald ikke deles mere ved skildsmisse.

AnneL skriver:

Hmm - det er altid lidt svært. I frygt for at det lyder forkert, burde man så ikke kunne "se ud over sådan nogle 'små ting' " hvis man vælger at købe et hus sammen? Hvis man er bange for, at den anden løbe med pengene, burde man måske ikke havde gældsat sig sammen  Han kunne jo have købt huset alene, eller I kunne have valgt, at han skulle eje fx. 70 % og du 30 %.

Hmm - lyder det lidt hårdt?  

Man kan ikke altid (okay sjældent) være lige med sin partner - i hvert fald rent økonomisk, det er vi heller ikke herhjemme, men det har vi valgt at acceptere. Vi har lige mange "lommepenge" hver måned, på trods af, at han bidrager med et større økonomisk beløb end jeg. Til gengæld bidrager jeg så med så mange andre ting Hvilket jeg også er sikker på DU gør 

 

Er helt enig i ovenstående.. Det jeg har markeret med stort, sådan foregår det også hos os. Hvis det ikke gjorde det, så kunne vi ikke bo her. Hvis vi skule dele udgifterne 50/50 ville jeg gå i minus hver den 1. Det fungere for os.

MVH Malene

Louise mortil4 skriver:

har i papirer på det med pensionen?? Det er nemlig lavet om for ikke så længe siden så pensionen ikke er inkluderet i fællesejet eller hvordan det hedder, den skal i hvertfald ikke deles mere ved skildsmisse.

Jeps! Det har vi!

Vi har sikret hinanden mest muligt, også sådan at vores børn arver minimum og vi selv arver max hvis en af os dør. For vi tror begge på at børnene har meget mere glæde af at mor eller far kan blive i huset og at de ikke skal flytte, skifte skole/børnehave samtidig med at de har mistet en forældre, for så tilgengæld at få en masse penge udbetalt når de fylder 18 år.

Mumto3 skriver:

Jeps! Det har vi!

Vi har sikret hinanden mest muligt, også sådan at vores børn arver minimum og vi selv arver max hvis en af os dør. For vi tror begge på at børnene har meget mere glæde af at mor eller far kan blive i huset og at de ikke skal flytte, skifte skole/børnehave samtidig med at de har mistet en forældre, for så tilgengæld at få en masse penge udbetalt når de fylder 18 år.

 

Ej hvor lyder det smart!

Vi har også fået krydsforsikret os mest muligt, samtidig venter vi på papirene fra vores advokat som viser han ejer mere end jeg gør, og hvilke regler der forligger hvis vi en dag skulle blive uvenner og ville vælge at blive skilt/flytte.

Ved godt at han har utrolig mange penge "ude og flyve", meeeen I skal vel tro på jeres forhold og være sammen for altid og være en lille familie.

Jeg kommer aldrig til at tjene lige så meget som min mand, men derfor deler vi ikke noget mellem os, og når vi skal til at købe hus kommer han da klart til at kunne "betale mest", men vi har jo fælles økonomi, fælles baby, og bil, så hvorfor skal huset ikke også være det

Kan altså godt følge din tudetur.. havde da også bare følt mig som en ubetydelig nasser.

AnneL skriver:

Hmm - det er altid lidt svært. I frygt for at det lyder forkert, burde man så ikke kunne "se ud over sådan nogle 'små ting' " hvis man vælger at købe et hus sammen? Hvis man er bange for, at den anden løbe med pengene, burde man måske ikke havde gældsat sig sammen  Han kunne jo have købt huset alene, eller I kunne have valgt, at han skulle eje fx. 70 % og du 30 %.

Hmm - lyder det lidt hårdt? 

Man kan ikke altid (okay sjældent) være lige med sin partner - i hvert fald rent økonomisk, det er vi heller ikke herhjemme, men det har vi valgt at acceptere. Vi har lige mange "lommepenge" hver måned, på trods af, at han bidrager med et større økonomisk beløb end jeg. Til gengæld bidrager jeg så med så mange andre ting Hvilket jeg også er sikker på DU gør 

 

Godt skrevet