Okay.. Here it comes..
Jeg har haft verdens værste tudenat i nat og jeg vil gerne fortælle hvorfor.
Dels så føler jeg mig utilstrækkelig i forhold til graviditeten. Jeg følte enorm glæde i starten, hver gang jeg læste om baby i maven, hvor lang den var osv. Nu er det konstateret, at vi venter os en pige. Og det er ikke fordi jeg ikke er glad for kønnet eller lign. Men for tiden føler jeg bare ingen glæde overhovedet.. Jeg føler, at jeg måske har taget et forkert valg i forhold til at blive gravid. Ikke fordi, jeg ikke elsker lillepigen i maven - for det gør jeg! Men det hele gik så hurtigt. Historien er lang, så jeg håber I har tålmodighed og tid til at læse..
Sidste år var jeg stadig en del undervægtig og blev ved et uheld gravid med min kæreste(som også er den nuværende kæreste). Vi valgte at beholde det, men pga. min lave vægt og kroppen, der ikke var klar, tabte jeg det i 7. uge. Det var hårdt og jeg havde ingen opbakning fra min kæreste, for han stak halen mellem benene og så sad jeg derhjemme alene, samme dag, som jeg havde aborteret.
Jeg kom over det og fik så efterfølgende konstateret livmoderhalskræft. Heldigvis kunne jeg behandles med en kegleoperation. Først troede de, at det "bare" var celleforandringer, men det sidste resultat endte så i kræft. Det skal lige siges, at alle kvinder på min mors side - inkl. kusiner, mormor, mor og mormors mor og mormors mors søskende, alle har fået fjernet helt livmoderen i alderen 26-30 år. Og nogle er også døde af det. Så chok, at jeg alligevel fik det(for det sker altid for naboeen). Jeg fik grønt lys til P baby i slutningen af august og blev efterfølgende gravid i start sep.
Månederne herefter har været svære pga flere ting.
Min far er ikke støttende og synes ikke, det er fedt at skulle være morfar. Han synes det er dejligt for mig, men glæder sig ikke selv. Nå... okay..
Min ene søster er toltalt gået i klister-forhold til mig og kan ikke forstå, at jeg ikke har lyst til de samme ting som jeg havde før graviditeten(fester, sene aftenaftaler til film, ses tit osv). Jeg har hverken lysten eller overskuddet til det. Hun er 2 år yngre end mig og vi har egentlig et godt forhold, men det er godt nok svært for hende, at jeg er gravid og hun er rigtig fornærmet over, at jeg ikke vil have hende med til fødslen. Jeg vil kun have min kæreste med.
Min mor er enormt bedstemors-agtig og strikker på livet løs, men jeg er lidt skeptisk, fordi hun er alkoholiker og psykisk syg, men jeg ser hvordan tiden går og hvordan hun er med min datter. Altså jeg kan sagtens sætte grænser, for selvfølgelig vil jeg ikke udsætte mit barn for "usunde" mennesker - familie eller ej.
Min svigermor og jeg, har egentlig også et godt forhold - eller det havde vi indtil jeg blev gravid. Vi har en åndssvag konflikt, fordi jeg ikke ønsker gaver/tøj i str. 50, men kun fra 56 og opefter. Det er der selvfølgelig delte meninger om, men hun er meget grænseoverskridende og selvom jeg ikke ønsker str. 50, fik vi i julegave 5-6 sæt tøj i str. 50!! Og min kæreste er desværre ikke verdens bedste til at sige fra. Hun blander sig også når vi ses til middagsarrangementer i forhold til, hvad jeg må spise - rødt kød, skimmelost osv. Jeg kender godt alle regler på dét område, så har ikke brug for hendes kommentarer. Formentlig er det i bedste mening, men det er bare grænseoverskridende for mig.
Idet jeg altid har klaret mig selv og ikke har haft en moderrolle i mit liv eller en far(min far kendte jeg først som voksen), bakker jeg helt ud, når folk leger mine forældre.
Min kæreste er egentlig en god mand, men han har "lavet" nogle ting, som har gjort mig enormt usikker og ked. Jeg har grundet nogle hændelser i fortiden, et ikke-så-godt forhold til porno på vores fælles computer - og nej ikke fordi jeg har været pornomodel. For nyligt, sad jeg(tilfældigvis?) og kiggede seneste web-sider besøgt og fandt 15 sider med brunetter, rødhårede silikonebabes. Jeg er selv blondine og har naturlige bryster(ikke fordi det nødvendigvis er sagen vedkommende, men jeg har 70F). Han havde besøgt disse sider med KUN silikonebabes og godt nok lyder en F-skål "stor", men det er den nu altså ikke. Jeg har ikke noget problem med silikonebryster. Han har igennem hele vores forhold sagt at silikone er AD og kunstigt osv. og så føler jeg bare, at det var løgn, det hele.
Han kan ikke komme med nogen forklaring på, hvorfor han har besøgt det(ved godt det er uskyldigt at se porno), men fortæller mig at han først er begyndt på det, EFTER jeg blev gravid. Vi har ikke dyrket særlig meget sex og jeg har primært været dén, der har lagt op, men så spurgte jeg ham, hvorfor det egentlig var. Han sagde, at efter jeg var blevet gravid, var jeg blevet aseksuel. Jeg har fortalt ham, hvor ked, det har gjort mig og nu forsøger han at trække den i land, siger jeg er smuk osv.
Jeg har altid haft en del problemer med mit udseende og min krop og nu efter 16 kg's vægtøgning og de omstændigheder i vores parforhold, dukker dårlige tanker op igen. Jeg føler mig ikke tiltrækkende. Jeg ved, at jeg stadig er "slank gravid", selvom den vægtøgning er høj allerede nu. Men det er fordi, jeg lå under min normale vægt inden graviditeten. Jeg spiser normalt og kan derfor ikke "gøre fra eller til", fordi jeg rører mig, som jeg gjorde inden, spiser som jeg gjorde inden osv.
Jeg kan ikke helt finde hoved og hale på mig selv og føler, jeg ikke kan tilbyde min datter, det som jeg gerne vil.
Jeg har lyst til at stikke af fra det hele og bare lukke al social kontakt ned, men det er også enormt selvdestruktivt.
Jeg aner ikke mine levende råd..
