Jeg skriver som ano, da min mand helst ikke vil have det ud på nettet. Men I gætter helt sikkert, hvem jeg er.
Heldet har ikke vendt herhjemme, i sidste uge kom jeg til at slette hele min eksamensopgave, så jeg måtte starte forfra, jeg har alligevel nået at få den skrevet, og tænkte, at så måtte heldet da være vent, selvom det har været noget nede siden min mor fik kræft. Det har drænet mig for energi og jeg går og spekulerer meget på hende. Bum så kommer min hund til skade, og endda så meget, at hun skal opereres i sit ben og nu ikke må røre sig i 16 dage.
Jeg tænkte, at nu kunne det da umuligt blive værre, men men men ak ak ak, i dag har vi nået det laveste længe. Min mand skulle til samtale på sygehuset, fordi hans kusine døde af kræft sidste år, og de derfra har haft en mistanke om, at det kan være noget arveligt i hans familie. Hans far har været undersøgt, og udfra hvad vi havde fået at vide, så var der ingenting. Min mand kommer meget tidligt hjem, og fortæller, at de har fundet ud af, at han har en kromosonfejl, der gør at hans krop ofte vil dele celler forkert, og at han derfor er i høj risiko for at få kræft af forskellige typer, han skal derfor i livslang kontrol og have foretaget kikkertoperationer hvert andet år, og da det er arveligt er min lille datter også i høj risiko for at få kræft, og ikke bare en bestemt slags, men rigtig mange. Det har slået mig helt ud, ikke nok med min mor er alvorlig syg af kræft, nu er risikoen for at både min mand og min datter får det meget høj. Heldigvis har de fundet ud af, at de er i høj risiko, så der bliver holdt øje med dem, og forhåbentlig vil det blive opdaget får de bliver syge. Men hold da op mand, det gør så ondt indeni, og jeg har haft lyst til at tude hele dagen. Det var en af de værste beskeder, jeg kunne have fået, og så på en dag, hvor vi skulle have fejret, at jeg fik afleveret min opgave.
Anmeld
