| Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle gravide motionerer minimum 30 minutter af moderat intensitet hver dag. Rådet gælder for alle, der oplever en almindelig graviditet. Det vil sige en graviditet, hvor din læge ikke direkte anbefaler dig at lade være med at motionere. Motion af moderat intensitet betyder, at du med fordel kan løbe en lille tur, cykle, svømme, gå på trapper, lave havearbejde, gå en rask tur, dyrke yoga, pilates eller lave graviditetsgymnastik. De 30 minutter kan sagtens deles op, så du motionerer lidt af gangen i løbet af dagen. For kvinder, der før graviditeten har været meget fysisk aktive og deltaget i hård fysisk træning, så har undersøgelser vist, at det ikke udgør nogen risiko at fortsætte med denne træning under graviditeten, så længe du sørger for at lytte til din krop. Hvis din krop giver tegn til, at træningen er for meget, det vil sige, at træningen føles ubehagelig, så skru lidt ned. Det er ikke en god ide at øge den hårde fysiske træning under graviditeten. Studier af gravide, der har dyrket regelmæssig motion under graviditeten, har vist, at disse kvinder har haft lettere ved at føde end gravide, der ikke har motioneret regelmæssigt under graviditeten. Fødslens længde har været kortere for gravide, der har motioneret under graviditeten, mens behovet for klip, epiduralblokade samt kejsersnit også har været mindre end for andre gravide. Svømning er en særlig ideel motionsform for gravide, idet den kan dyrkes af de fleste gravide, også selvom man før graviditeten ikke har været vant til at dyrke motion. Desuden egner svømning sig som motionsform for gravide, der døjer med bækkensmerter. Man kan dyrke svømning lige indtil fødslen, da vandet bærer en del af kroppens vægt, og derfor gør det let for den gravide at bevæge sig i vandet, trods de mange ekstra kilo. Svømning kan endvidere være en stor hjælp for gravide, der har problemer med væske i kroppen. Under svømningen presser vandet let på hele kroppen, som en slags massage, og det kan være med til at hjælpe noget af problemet med væskeophobninger. Mange aftensskoler eller idrætsforeninger tilbyder idrætshold udelukkende for gravide. Ellers kan jordemoderen nogle gange være behjælpelig med information om, hvor der er dissideret motionshold for gravide. Hvis man gerne vil i kontakt med andre gravide, kan disse tilbud være en god ide. Motionen behøver dog ikke at være så skemalagt. En rask gåtur et par gange om ugen, når det passer ind i dit program, vil også være en fin ide. Motionsformer, der ikke kan anbefales, er sport, hvor der indgår risiko for stød, fald eller tryk, der kan være til skade for barnet: dette tæller eksempelvis håndbold eller skisport. Ridning. Ekstrem aerobic og styrketræning, hvor bækkenbunden og ryggen belastes, frarådes også. Styrketræning, hvor det er muligt at sidde ned, er imidlertid ok. Og så er det ikke en god ide at praktisere dykning under graviditeten, da dette kan medvirke til trykskader på barnet. Link: Sundhedsstyrelsens redegørelse for undersøgelse vedrørende gravide, motion og fødsler: http://www.sst.dk/publ/Publ2005/CFF/Fysisk_aktivitet_haandbog2udg/Ekstrakter/Del_2F_graviditet_fys_akt.pdf |