Han bliver så sur??? (lidt lang)

Heej tøser...

Jeg ved ikke, jeg har nok bare brug for at komme ud med det her...

Min kæreste og jeg har det normalt rigtig rigtig dejligt sammen, vi kan alt sammen og jeg er slet slet ikke i tvivl om at han elsker mig højere end noget andet i verden, slet ikke....

Men hver gang jeg tester negativ bliver han så sur på mig, som om det var min skyld at der ikke er noget... Jeg ved at han glæder sig rigtig meget til at det bliver vores tur, og det gør jeg også, HELT VILDT, men det er jo ikke min skyld, hvis jeg kunne bestemme havde den været positiv fra den dag jeg smed p-pillerne....

også da han skulle ned og tjekkes (sæd prøve) snerrede han af mig og alt jeg gjorde den dag var forkert, jeg ved virkelig ikke hvad der går af ham....

Håber at der er nogen der har nogle bud på hvad jeg kan gøre???

Ja jeg synes DU skal bede  HAM om at opføre sig ordentligt! Det er jer begge der er i en stresset periode og jer begge der er kede af det.At du selv lægger op til at der er noget DU kan gøre provokere mig  til at sige at det er et mere grundlæggende problem i jeres  forhold. Og det vil på sigt ødelægge jeres forhold hvis det virkeligt forholder sig sådan.

Jeg synes det virker SÅ barnligt og grænsende til et ordentligt skænderi hvis min kæreste opførte sig sådan.I stedet for vil jeg anbefale dig at tage en snak med ham om at en sådan opførsel kan han godt pakke LANGT væk.

Jeg tror da bare, at din kæreste bliver skuffet, når de to streger ikke er der, og at sædprøven gå lidt for tæt på hans mandlighed? Tænk, hvis prøven viste, at alle de negtive tests var hans skyld, fordi han ikke laver ordentlig sæd (som jo er det eneste, mænd kan prale af i graviditetsforbindelse).

Og nej, det er ikke en rationel, medmenneskelig måde at reagere på, men kvinder har ikke eneret til at være irationelle og hormonelle. Mænd kan også blive kede af det og ikke vide, hvad de skal gøre med sig selv, så de verbalt slår ud efter andre.. Præcis ligesom os damer. De gør de bare heldigvis ikke så tit

Jeg ville prøve at gå ham i møde og sige, at du også er skuffet, men at det ikke nytter, I lader det gå ud over hinanden. Et skridt videre må du jo sige direkte, at du ikke kan finde dig i, at han lader det gå ud over dig. 

Kunne ikke have sagt det bedre end Kirle!!

Det kan være så psykisk hårdt når man gerne vil have et barn, og der bare ikke sker noget!! Vi prøvede selv i 28 måneder, før jeg blev gravid ved hjælp af reagensglas.. Man bliver virkelig nødt til at støtte op om hinanden og være der for hinanden.. Selvfølgelig er det i orden han får nedture pga at i ikke bliver gravide, det gør du jo garanteret os.. Men så bliver i jo netop nødt til at snakke om tingene og om hvordan i hver især har det!!

 herfra

Ja, jeg er så af den stik modsatte holdning :-) (af hvad kirle skriver)

Jeg synes du skal sidde dig ned og snakke med ham om alle de følelser han har. I er sikkert begge frustrede, del frustretionen og det at I er kede af I endnu ikke har fået en positiv test. Jeg synes det er helt naturligt at han reagere (det er der jo også mange kvinder der gør i den situation), men det er selvføgelig en uheldig måde at reagere på. (men det er jo ikke altid vi reagere rationelt).

Snak om det der går ham/jer på, snak om hvordan I kan takle det, snak om hvordan han selv oplever det. Ved han hvor sur han bliver? hvordan har han det med at blive så sur? (nogle gange er folk jo rigtig rigtig kede af de blvier så negative, de har bare svært ved at skjule deres følelser).

Jeg synes ihvertfald ikke det er vejen frem at han bare skal pakke alle sine følesler og reaktioner sammen og gemme dem væk! Det tror jeg ikke på man får noget konstruktivt ud af... men sådan er vi så forskellige!!!

Anonym skriver:

Heej tøser...

Jeg ved ikke, jeg har nok bare brug for at komme ud med det her...

Min kæreste og jeg har det normalt rigtig rigtig dejligt sammen, vi kan alt sammen og jeg er slet slet ikke i tvivl om at han elsker mig højere end noget andet i verden, slet ikke....

Men hver gang jeg tester negativ bliver han så sur på mig, som om det var min skyld at der ikke er noget... Jeg ved at han glæder sig rigtig meget til at det bliver vores tur, og det gør jeg også, HELT VILDT, men det er jo ikke min skyld, hvis jeg kunne bestemme havde den været positiv fra den dag jeg smed p-pillerne....

også da han skulle ned og tjekkes (sæd prøve) snerrede han af mig og alt jeg gjorde den dag var forkert, jeg ved virkelig ikke hvad der går af ham....

Håber at der er nogen der har nogle bud på hvad jeg kan gøre???

Det som jeg tror i virkeligheden er din kærestes problem er, at han er hunderæd for, at det er ham, der ikke er leveringsdygtig nok, altså at der er noget i vejen med hans sæd.
Og sådan er der bare nogle mænd, der har det. Det går deres mandighed for nær, ved tanken om at de måske ikke kan lave børn. Og det kan virkeligt fylde hele deres univers, og får dem til at tro, at så dur de bare ikke...som mand.

Jeg har en veninde, hvor det viste sig at hendes mand havde en meget dårlig sædkvalitet. Han blev så vanskelig, at han var lige ved at smadre deres parforhold.
Han reagerede også ved, at være sur, som du beskriver, og blev så mere og mere vanskelig fordi hun ikke fik talt ordentlig ud med ham og bremset ham.
Til sidst måtte hun sætte ham stolen for døren.
Enten tog han sig sammen eller også tvang han hende til at forlade sig. Hun forklarede ham, at hun ikke kunne leve med hans vrede og surhed. Hun understregede også, at hun var fuldstændig ligeglad med om han kunne lave børn eller ej, for det var HAM hun elskede og ikke hans sædkvalitet, men hvis det skulle fortsætte sådan, så slog han kærligheden ihjel.
Det gjorde heldigvis, at han tog sig sammen og indvilgede i at de skulle få hjælp, og de fik en dejlig lille dreng

Jeg har også oplevet og hørt om andre tilfælde, hvor det er manden, der flipper ud, og hvergang er det fordi han altså i sin underbevidsthed bilder sig ind, at han er mindre mand, hvis han ikke kan lave børn.
Så se at få snakket med din kæreste om tingene. Gå ham på klingen og få ham til at lukke op for sine følelser, og få talt ud.
Det andet er jo ikke til at holde ud.

Kærligst
Sussie

jeg tror ikke det handler om, at det går deres mandighed for nær, jeg tror det handler om, at de bliver hundeangste for hvad der sker hvis vi IKKE bliver gravide eller deres sædkvalitet er lav. Går vi fra dem? Vil vi hellere have børn end dem? Selvfølgelig bliver de mænd nervøse, de kan jo udmærket se, at ønsket om børn er stort hos os og det er det i mange tilfælde også hos dem selv. Jeg havde det elendigt da jeg selv skulle tjekkes inden behandling og var fuldkommen overbevist om, at jeg ikke kunne få børn. og hvad så? ville Søren blive? Søren startede det hele med at sige, at hvis hans sæd ikke duede, så var han villig til at bruge donorsæd, så meget vidste han, at jeg ønskede børn!

jeg synes du skal tage en snak med ham og sige at du godt forstår hvis han blir bange for om det her projekt aldrig vil lykkedes og godt forstår at han bliver bange for om det er ham den er gal med, MEN at det næsten er en befrielse hvis det er manden da man kan SÅ mange ting med sæden idag, hvorimod hvis kvindens æg ikke dur, jamen så dur de bare ikke. forklar ham, at du ikke overvejer at droppe ham for at få gennemført projekt baby og at han ikke behøver give dig alle mulige andre undskyldninger for at gå (fx ved at være en pestilens), for det har du slet ikke overvejet. MEN du har brug for at I går igennem det her SAMMEN og støtter hinanden, for det ER svært når testen blir ved at være negativ og man skal gennemstjekkes hos lægen!

Tjuhl skriver:

jeg tror ikke det handler om, at det går deres mandighed for nær, jeg tror det handler om, at de bliver hundeangste for hvad der sker hvis vi IKKE bliver gravide eller deres sædkvalitet er lav. Går vi fra dem? Vil vi hellere have børn end dem? Selvfølgelig bliver de mænd nervøse, de kan jo udmærket se, at ønsket om børn er stort hos os og det er det i mange tilfælde også hos dem selv. Jeg havde det elendigt da jeg selv skulle tjekkes inden behandling og var fuldkommen overbevist om, at jeg ikke kunne få børn. og hvad så? ville Søren blive? Søren startede det hele med at sige, at hvis hans sæd ikke duede, så var han villig til at bruge donorsæd, så meget vidste han, at jeg ønskede børn!

jeg synes du skal tage en snak med ham og sige at du godt forstår hvis han blir bange for om det her projekt aldrig vil lykkedes og godt forstår at han bliver bange for om det er ham den er gal med, MEN at det næsten er en befrielse hvis det er manden da man kan SÅ mange ting med sæden idag, hvorimod hvis kvindens æg ikke dur, jamen så dur de bare ikke. forklar ham, at du ikke overvejer at droppe ham for at få gennemført projekt baby og at han ikke behøver give dig alle mulige andre undskyldninger for at gå (fx ved at være en pestilens), for det har du slet ikke overvejet. MEN du har brug for at I går igennem det her SAMMEN og støtter hinanden, for det ER svært når testen blir ved at være negativ og man skal gennemstjekkes hos lægen!

Ja...det er også sådan det kan være...måske er det en kombination af det hele

SussieThyssen skriver:

Det som jeg tror i virkeligheden er din kærestes problem er, at han er hunderæd for, at det er ham, der ikke er leveringsdygtig nok, altså at der er noget i vejen med hans sæd.

Just what I skould til to skriw

Prøv i øvrigt at spørg ham hvad han er sur over. Hvad du har gjort galt. Det ville jeg gøre... Spørg ligeud, og kræv et svar. Og så ville jeg da også høre om han synes det var berettiget, og om han ikke også tror at du selv er ked af det.. Det er jo ikke ligefrem noget der fremmer processen at han hidser sig op.. i skulle jo gerne være fælles om dette projekt - i modgang og medgang..

Held og lykke med det

Tror også bare han er fustreret..

Min kæreste kan også være irriteret når jeg får min mens og det igen ikke er lykkes... Og han var også lidt umulig da han skulle have tjekket sæd.. Fandt ud af at han var bange for at det var ham der var skyld i det.

Men han kan godt komme med nogle hårde bemærkninger. I dag sagde han f.eks. Jeg skal have børn inden jeg er 30 ellers skal vi slet ingen børn have... Jeg svarede med at vi jo gjorde hvad vi kunne og jeg ikke lige kunne trylle en baby frem.. Så siger han at så må jeg bare lærer at sprede benene noget mere... Meget nedladende bemærkning.. Og sagde jeg også til ham og fik da også en undskyldning...

Tor mænd har lige så svært ved at takle det som vi har.. De snakker bare ikke om det. Og har svært ved at udtrykke deres følelser omkring det. Vi kvinder er bedre til at beskrive og snakke om vores følelser og hvor svært det er når man ikke får de ønskede 2 streger

Så mit råd er som mange andre.. I bliver nødt til at få snakket om det