Ja så fik hun fred.....
I tirsdags havde jeg en af de lange arbejdsdage med aftenmøde, så jeg havde fri 18.30. Jeg var mega træt og tænkte på vej hjem at jeg nok bare lige skulle have lidt mad og så tidligt i seng. Jeg var hjemme ved 20-tiden og når at kaste lidt mad i hovedet, da min tlf ringer. Det er min mor der siger at hvis jeg skal sige farvel til min mormor er det NU! De giver hende morfin og det går stærkt nu. Jeg tager en taxa og er derude en halv time senere. Det er rigtig hårdt og min mormor ligger og gisper efter vejret. Ind imellem stopper hun med at trække vejret i 20-30 sek og hver gang tror jeg at hun er død, men så trækker hun vejret ind igen. Det var rigtig ubehageligt. Vi var mange mennesker derude. Alle blev tilkaldt. Jeg tror vi var 11 udover min mormor og hendes mand. Vi sad hos hende på skift. Hun kunne ikke tale og hendes øjne var kun halvt åbne, men jeg tror ikke hun kunne se noget. Vi fik at vide af sygeplejersken at hun godt kunne høre os. Så jeg sagde til hende at vi alle var der, at hun bare skulle slappe af og ikke være bange, for vi skulle nok passe på hende. Puha altså.... Min mors kæreste kørte mig hjem så jeg var hjemme omkring midnat. Han kørte så derud igen. Min mor, hendes kæreste, min moster og onkel blev derude hele natten. Vi aftalte at min mor ville sende en sms hvis hun gik bort.
I går morges havde jeg ikke modtaget en sms og jeg fik fat i min mor der kunne fortælle at min mormor stadig kæmpede. Jeg tog derud efter at have afleveret Carla. Da døren bliver åbnet derude kan jeg se på min mors kæreste at hun er død. Hun havde LIGE åndet ud som jeg kom, så hun var stadig varm og til stede i rummet. Min mor sagde: Du nåede det ikke Michella! Og egentlig var jeg mere lettet end ked af det for nu skulle hun ikke kæmpe for at trække sit vejr mere. Jeg fik åbnet vinduet så hendes sjæl kunne flyve af sted. Vi stod hos hende længe og græd og fik sagt farvel. Det var så mærkeligt for hele morgenen havde der hængt grå triste skyer på himlen og nu kom solen frem og himlen blev blå. Vi bemærkede det allesammen. Som om det var en lille hilsen....
Der var en sygeplejerske i hjemmet som havde været kommet for at give morfin og hun var blevet, da hun kunne se at det var tæt på hun døde. Da min mormor så var væk, ringede sygeplejersken efter en hjemmehjælper og da hun kom fik de hende gjort fin. Hun fik noget fint tøj på og fik redt sit hår og lagt pænt. Hun blev rigtig fin! Så gav de hende en hvid lilje i hænderne og de tændte to stearinlys. Jo mere tid der gik jo mere så hun ud som om hun bare lå og sov. Der faldt så meget fred over hendes ansigt.
Bedemanden kom hurtigt og fik aftalt hvordan og hvorledes. Så nu på onsdag skal jeg til den tredje begravelse på 2mdr! Puh det er hårdt.....
Jeg kom hjem om eftermiddagen i går. Carla blev ved med at kramme mig. Vi har ikke været sammen hverken mandag eller tirsdag aften og jeg kunne mærke hun havde savnet mig. Da hun var blevet puttet om aftenen slukkede vi fjernsynet og så sad Casper bare og holdt om mig. Jeg kunne ikke holde mig vågen mere kl 19.30, så Casper gik med ind og holdt om mig indtil jeg sov. Det var rart.
Jeg kan bare mærke jeg er blevet så bange for døden. Jeg synes vi har mistet så mange nu og jeg er bange for at miste flere. Jeg er bange for jeg selv bliver syg og dør og jeg er rigtig bange for at miste Casper og Carla. Det er bare blevet for meget.....
Anmeld
