Så er jeg hjemvendt fra endnu et JDM besøg! Havde glædet mig rigtig meget, men har også haft nogle underlige drømme her i dagene op til, om taske der skulle pakkes, Jørn der skulle haste fra arbejde, og meget tidlig født baby som dog klarede sig alligevel...
Jeg har ikke lagt så meget i det, for den lille purk tonser rundt i maven, sparker lystigt, og reagerer når jeg berører maven! Vi kan begge se udenpå maven når han sparker, men der har nok alligevel været en snert af bekymring hos mig, som jeg ikke har ville belemre Jørn med..
Blodtrykket var 149/83, men da jeg jo er tjekket mega grundigt hos lægen blev vi enige om, at sådan er det bare hos JDM - og det ligger stadig inden for grænsen.
Ingen ødemer og fulstændig blank urin. Blev ikke vejet.
S/F mål er 26 - og altså en cm MINDRE end for 3 uger siden. SÅ det er ikke mig der er helt galt på den, når jeg synes min mave bliver ved med at være lille... 
Lillemanden har vendt hovedet ned, det havde han også for 3 uger siden, faktisk ligger han ca. på samme måde, så det bør ikke have noget med S/F målet at gøre. Han blev skønnet til max 1600 g. hvilket er lavt, men dog (vist nok?) inden for kurven.
Under alle omstændigheder skal jeg scannes på torsdag kl. 14. Min fornuft siger mig jo, at jeg bare skal glæde mig til at se ham igen, og høre at han har det helt perfekt, og evt. bare virkelig vokser i ryg. At han har holdt en pause fordi jeg har været syg/klattet i 2-3 uger osv.
Men mit moderhjerte er ikke fornuftigt! Det er møgbekymret og frustreret! Jeg er "beordret" hvile 2 gange dagligt, foruden min nattesøvn, og hvis ikke jeg overholder det, er jeg velkommen til at bede om en indlæggelse, så jeg kan få slappet godt af. Omvendt er det jo ikke så skidt, så JDM sendte mig til akutscanning - så det hele er lidt en osteklokke lige nu, og bliver det nok indtil på torsdag når jeg har vished...
Tak fordi I læste med..
